En storm er på vej udenfor. Jeg har taget strømper på og tændt op i brændeovnen. Efteråret er på vej.
Sensommeren viser sig dog stadigvæk i glimt og solens stråler kan lune, hvis man har held til at finde en lækrog.
Sidste weekend besøgte vi Mikkel i Hjørring, hvor vi fik sat de sidste lamper op og samlet de sidste reoler og sikke da en fortryllende lørdag vi fik.
På tur til Lønstrup og Keramikcafé Møllehuset
Vestkysten viste sig fra sin allerbedste side og vi fik næsten en sommerferie-agtig stemning i kroppen, med oplevelser, frisk vind, samvær og ture ud i det blå.
Dagen var så skøn og du skal da ikke snydes for de skønne sensommerglimt.
Lønstrup er en idyllisk lille by, som vistnok også bliver kaldt Lille Skagen.
Det forstår man godt, når man spankulerer igennem byen. Der bor mange kunstnere i byen og de arbejder tit i deres værksteder, både keramikere og glaspustere. Der er også flere gode spisesteder, små cafeer, brugskunst og tøjbutikker. Lønstrup har hvad hjertet kan begære, uden at man får nok.
Skagen synes jeg godt kan være lidt for overrendt og for “turistet”, men Lønstrup er hyggelig og “lille-by-agtig”. Man kan sagtens fornemme byens sjæl og kulturhistorie.
Jeg har skrevet om Lønstrup flere gange før, og kig da gerne lige med på disse indlæg her, hvis du særligt Lønstrup-begejstret.
Solen bragede og Vesterhavet dragede med sine bølgers brus. Havet er voldsomt ude vestpå og som Østkyst-bo kan man næsten føle sig som en kylling, der er alt for nem at forskrække eller fascinere, om man vil.
Vi sad længe og kiggede ud over vandet. Bølgers brusen er sært beroligende og man får ro i sjælen, når blikket er indstillet på horisontens uendeligt. Havets blå <3
Efter vi besøgte Keramikcaféen Møllehuset første gang, kan vi næsten ikke komme til Lønstrup, uden at aflægge stedet et besøg. Det er virkelig et fantastisk sted! Du kan godt begynde at glæde dig. 🙂
Tak til den kære bloglæser, der tippede mig om stedet i sin tid. Du havde ret. Det sted er virkelig et besøg værd!
Keramikcafeen er utroligt velbesøgt og der er rift om bordene. Inden du drager mod nord, så smut du hellere ind og læg en bordbestilling – for en sikkerheds skyld.
Kommer du en dag hvor vejret er fint, kan du være heldig at få solkrog i det fri. 
…og hvorfor er Keramikcafé Møllehuset mon så populært?
Det må skyldes 3 ting tænker jeg:
- Idyllisk, hjemlig og afslappet stemning i det gamle møllehus
- Rustikke brød, skønne kager og god kaffe i smukke omgivelser
- Smuk keramik i alle kroge
Vi valgte at sidde indendørs, for solen kom og gik, og når den gemte sig bag en sky, blev der frysende koldt udenfor.
Dette var udsigten fra vores bord inde i Møllehuset. Det fås ikke meget bedre 🙂
Når man, som os, har været på Keramikcaféen flere gange, er det altid spændende at opleve hvilke kager der mon serveres på dagen. Lønstrupkagen er en sikker succes, der vistnok er på programmet hver dag. En lækker lagkage med marengs, så vidt jeg husker?
Da vi kom i lørdags var den udsolgt, men det fik os nu ikke til at fortvivle. Der var rigeligt med andre lækre kager at gå ombord i.
Mikkel valgte en gammeldags æblekage af gærdej med creme og æblestykker, min mand og jeg valgte en skøn rabarberkage med marengs – og HVILKEN marengs siger jeg dig bare.<3 En rigtig marengs-succes og helt perfekt sukkerbrødsbund og rabarber-midte. 





