Julegodter. Der er 4 dage til. Skal der være julegodter, skal det snart være. Dagen idag bød på to slags : Brændte mandler med et kaneltwist og “Faster Hennys romkugler” Mere om romkuglerne i morgen. I dag skal du høre om de brændte mandler.

De brændte mandler kom til at betyde brændt i ordets bogstaveligste forstand. Mandlerne var MEGET tæt på at brænde af og så BRÆNDTE jeg mig også slemt på hånden. Tja det var jo…. Brændte mandler…Hm, hm.

I weekenden var vi på besøg i Kerteminde hos svigerfar og svigermor. I den julehyggelige by var der julemarked og i en bod købte vi et kræmmerhus brændte mandler med et kaneltwist. 2 minutter efter mandlerne var købt var de væk.

Jeg tænkte. Brændte kanel-mandler burde man da kunne lave selv?

Jep. Jeg fandt en opskrift hos Piskeriset som jeg glad og gerne henviser til. Det kære piskeris havde også eksperimenteret med kanel i mandlerne, og kanel og jul….Det var disse mandler det skulle være!…..Jeg har dog ændret lidt i Piskerisets oprindelige opskrift. Udeladt eddiken og skåret ned på kanelmængden.

Opskrift på brændte kanelmandler:

200 g mandler
150 g sukker
½ dl vand
1 tsk kanel
et let saltdrys

 Fremgangsmåde :

Allle ingredienser blandes på en pande der langsomt varmes op.

Vandet hældes ved :

Piskeriset fortæller at massen bliver klæbrig, for dernæst at blive grynet/sukret for til sidst at blive klæbrig igen.

Hm, hm. Noget gik galt for mig. Mine mandler blev ikke sukrede og grynede, men forblev bare klæbrige/glaserede. Det var lidt svært for mig at finde ud af hvornår mandlerne var færdige. Var nødt til at prøve karamelprøven flere gange (tage lidt karamel fra og lade det afkøle. Når det er stift har karamellen fået nok). Og det var så her det gik galt. Jeg kom til at dryppe karamel i min hånd (hvordan det gik til forstår jeg ikke!).

Det blev en pænt stor vabel, der gjorde ONDT og som faktisk var ret genererende. Havde jo 50 romkugler der skulle trilles!

Karamelblandingen simrede videre, upåvirket af min vabel. Nu var blandingen sej og karamelagtig. Mandlerne blev dog slet ikke sukrede. Hvad skete der mon? Fortvivl ej. Mandlerne smagte fantastisk alligevel…

Pludselig bredte der sig en svag let brændt duft. Så var jeg klar over, at det var et spørgsmål om sekunder. Hurtigt måtte mandlerne af, uanset om de var færdige eller ej.

En bageplade blev beklædt med bagepapir (vigtigt det er bagepapir, for blandingen er rygende varm) .

Da mandlerne kølede af endte de ud som en stor stiv plade. Hm, hm. Det var jo slet ikke meningen! Men karamelmandler var det. Sukkerglaserede mandler. Fantastisk lækre mandler faktisk.

Da mandlerne var helt afkølede brækkede jeg dem i små stykker. Det var lidt en kamp, men det lykkedes…

De brændte mandler med et kaneltwist er lækre mandler! Hvorfor mine mandler ikke blev sukrede, kan jeg ikke fortælle dig, men jeg kan fortælle at mandlerne, som de er her, er et HIT herhjemme. Jeg skal vogte over mandelglasset så der stadig vil være lidt mandler tilbage til gæsterne juleaften.

Jeg må hellere skynde mig at lukke låget på glasset igen….;-)

Jeg skal nok få de sidste julesmåkage/godteopskrifter på snarest. Er klar over at julen er på vej til at overhale os indenom. Hvis man skal nå at bage julebag/lave godter er der kun få dage tilbage. Juleindlæg er der jo kun “sæson”-interesse for.

Men det du ikke når denne jul, kan du nå den næste jul. Skulle det endelig være : Brændte mandler og romkugler kan man snildt spise hele året rundt.;-)

Glædelig jul på forskud!


author avatar
Gitte Hansen
Elsker at lave nem mad, bage lækre kager, udvikle nye opskrifter og formidle til bloggens næsten 80.000 følgere på sociale medier. Arbejder nu fuld tid med nogetiovnen.dk efter 30 år som bibliotekar. Med over 1 mio. månedlige visninger og over 3000 nemme opskrifter, er Nogetiovnen.dk én af Danmarks største madblogs.