•  
  •  
  •  
  •  
  •  

D. 20 marts er International Glædens Dag. Dagen er medtaget på den lange liste over over internationale mærkedage, og blåstemplet med en særlig FN-resolution.

Nogen ville måske sige, det er noget pjat og at der ikke behøver laves Internationale Mærkedage for den slags, men jeg har hele dagen kunnet mærke, at det bare har været helt rigtigt.

Jeg håber og tror på at mange har kunnet mærke glædesbobler i maven dagen lang. Forårssolen har nemlig skinnet barmhjertigt ned på os dagen lang. Vejrguderne har helt egen vilje, og er faktisk ret ligeglade med, om dagen var udnævt glædes-dag eller ej.

Vi er nok alligevel mange der har tænkt, at det var da et pudsigt sammenfald. 🙂

Solen har givet os glædes-energi i kroppen. Folk er piblet ud af deres huse og faldet i snak på gader og stræder, over hækken eller til en kaffetår i lækrogen på terrassen. Vinterhi og vinterdvale blev afløst af forårsenergi. Det kan da ikke være tilfældigt, på lige netop Den Internationale Glædens Dag. Spot on – vejrguder! 🙂

Min dag var god og glad fra start til slut. Spændende arbejdsopgaver, gode møder, et interessant webinar, en god udlånsvagt på biblioteket, millionmange mails, glade smil og op til flere guldstunder med både familie, kolleger, glade, taknemmelige biblioteksbrugere og Kallehunden ikke mindst.

Det er værd at markere Glæden – for tænk, hvis det kunne få bare nogle enkelte til at stoppe op og tænke positive tanker. I radioen bad man folk ringe/skrive ind med meldinger på hvad der bragte den enkelte glæde – og det gjorde mig glad, bare at høre alle disse glade meldinger.

Vi har jo altid noget at glædes over, også selvom livet og tilværelsen byder modgang i ny og næ. Hvis man tvinger sig til at tænke på 3 positive ting fra dagen, så kan man ALTID finde 3 positive ting, også selvom dagen gennemsnitligt har været dum. Pudseløjerligt nok – og sådan er livet vist bare – og heldigvis for det.

At få glæden i fokus kan intet skade. Hvo intet vover intet vinder og hvad har vi at miste i denne sammenhæng? 

Jeg havde en lang arbejdsdag på biblioteket og indrømmet, jeg gad da godt have solskinsfridag lige netop i dag. Jeg vendte i stedet situationen positivt: Messede mange gange til mig selv: “Det er da bare det mest fantastiske cykelvejr nogensinde. Ej hvor kan jeg mærke solen varme mine kinder. Heldige mig, at jeg får lov til cykle lige her”.

I Danmark har vi efterhånden lært at være taknemmelige for lidt og at leve livet fuldt ud, imens vi kan og hvis og når vejret ellers tillader det.I dag var jeg så lalleglad, som en trist vinterko på græs den første forårsdag. Jeg har nærmest været hoppende af glæde og havde svært ved at se nogen skyer på min himmel. Nej jeg ved godt, at vejret ikke gør det alene, men det hjælper mig – og min glæde – rigtigt godt på vej

På bloggens side på Facebook – lagde jeg et glad forårsbillede ud af mig selv med sommerhat og spurgt ud om hvad DU mon var glad for i dag, og det kom der mange gode og glade svar ud af. Rideture, solskinsvejr, gåtur med yndlingshunden? Du er også meget velkommen til at dele dit bidrag, enten som en kommentar herunder, eller på Facebook-siden, hvor der er livlig debat hver eneste dag. 

Jeg var i den grad i sommerhopla i dag og var fuld af pep på arbejdet.

Da jeg kom hjem, fandt jeg gode dansenumre til den store fødselsdagsfest, min mand og jeg skal holde til juni og som vi glæder os meget til. Vi har entreret med live-band og fadølsanlæg og solskin har vi også bestilt. 😉 Er der noget man kommer i godt humør af, så er det at finde på dansemusik-hits og tænke på skønne sommerfester, med dans i den lyse sommernat 🙂

Du skal være heldig, at du ikke lige kom forbi mig i dag, for så havde jeg budt dig op til dans lige midt i køkkenet og så havde vi da taget en svingom. Hvem sagde en forårskåd ko på græs? 😉På cykelhjemturen mødte jeg min ex-kollega Charlotte og vi kan altid snakke i 100 år. Vi stod lige midt i solskinsstrålerne og pludrede løs og vupti, var næsen fyldt med fregner.

De første forårsdage er de allerbedste og jeg stornyder hver eneste dag. Hvert eneste minut <3

Når alt er godt og solen skinner, lukker jeg øjnene for i morgen og dropper vejrudsigterne. Hvis det kun kan og vil gå ned af bakke, gider jeg simpelthen ikke høre om det. Jeg suger hvert eneste glade solskinsminut til mig, som var det mit livs sidste, og håber også at solen vil skinne bare lidt i morgen. Jeg skal til Vejle med toget og det er fint nok, men landskabet bliver bare så meget smukkere, når vejret er klart og himlen blå.

Det er lige før at jeg også tror på at vi mennesker også bliver smukkere, når vejret er klart og himlen blå. Alt bliver smukkere i solskin. Naturen. Tøjet i tøjbutikkerne og kagerne hos bageren. 🙂

Glædens dag – kan vi mon ikke få lov til at fortsætte den i morgen også? Sådan helt uofficielt? Hvis det nu bare bliver imellem du og jeg? Jeg er klar 🙂

Jeg håber du har nydt dagen lige så meget som jeg 🙂

0 0 vote
Article Rating

  •  
  •  
  •  
  •  
  •