Banankage med chokoadestykker. Uhm her får du opskriften på en svampet bananbrownie – en stor og dejlig bradepandekage med bananer.
I weekenden var der vejfest og fællesgrill. En god anledning til at bage?! Jubii!! 😀
En masse uskyldige folk på vejen der kunne lokkes til at SPISE noget af mit kagebagværk. En kæmpe kage, måske, som vi ikke selv ville kunne få bund i ? (jeg ved det kære kolleger og familie, I er også taknemmelige ofre! 🙂
Der var jo lige 5 bananer i køleskabet, noget blokchokolade i skabet og vupti så var der en banankage.
Men typisk, det der ikke måtte ske, skete jo lige netop sådan en dag hvor kagen skulle fremvises og spises af et større publikum. Kagen floppede og skvattede sammen til en tæt kompakt “konfektagtig” kage. Gode råd var dyre. Kagen kom ud af ovnen 2 minutter før grillarrangementet startede og sank sammen efter 1 minut.
Jeg tog en hurtig beslutning. Hellere en sammenskvattet kage end ingen kage? Det var en surprisekage, helt spontant, så jeg tænkte at den nok skulle glide ned udseendet til trods? Så vidt jeg vidste var der ikke andre bagenørder der havde været i sving 😉
Ganske rigtigt. Kagen forsvandt til vejfesten for smagen var der intet i vejen med. Hvorfor den skvattede sammen skal jeg ikke kunne sige. Var det mon fordi jeg prikkede i den undervejs (næh jeg tror det ikke) eller var det fordi jeg kom for lidt bagepulver i? Tror jeg prøver tricket med BÅDE natron og bagepulver i kagen næste gang. Så hæver kager vældigt fint op. Bruger begge hævemidler i muffins f.eks.
Her kommer opskriften.
Men nu tænker du nok. Hvad skal jeg dog bruge sådan en floppet kageopskrift til? Men som sagt. Kagen var et hit, udseendet til trods. Den blev faktisk bare sådan lidt banan-brownie-agtig? Ganske lækker selvom den ikke blev høj og luftig.
Du afgør selv om du vil kaste dig ud i “banan-brownie” projektet men jeg siger dig, der var ikke EN eneste kagekrumme tilbage efter vejfesten, så tror den blev godkendt. Mange spurgte endda om flere stykker 🙂
Her kommer opskriften :
5 æg
400 gr sukker
1 spsk. vanillesukker
600 gr hvedemel
2 tsk bagepulver
3 dl yoghurt naturel/tykmælk
100 gram smeltet smør
5 bananer
Hakket chokolade. Jo mere jo bedre
Æg og sukker+vanillesukker piskes hvidt. Tykmælk/yoghurt naturel røres i, brug bare en dejspatel. Smørret tilsættes. Mel og bagepulver blandes og røres i. Hakket chokolade og mosede bananer kommes i til sidst.
SMART måde at få brugt de 5 brune bananer i køleskabet på 🙂
En bradepande pensles med smeltet smør og dejen hældes i.
Kagen bages ca. 30 minutter ved 175 grader varmluft. Prik i den et par gange og mærk efter om der hænger dej ved gaflen. Måske den skal have lidt længere? Hvis den bliver alt for brun så skru evt. lidt ned for temperaturen.
Når kagen er færdig så kan du lægge pålægschokolade på den varme kage. Chokoladen smøres straks ud med en dejskraber. På 1 minut har du lavet “chokoladetopping” til din kage. Hvor er det nemt! Pålægschokoladenemt! 🙂
Kagen skæres ud i passende små firkanter. Ikke for store. Det er en meget sød tung lækkerbidsken så ikke for store stykker. Måske man kunne nøjes med 300 gr sukker? Jeg skulle nok også have erstattet halvdelen med “snydesukker”? (flydende sød f.eks.)?
Genialt med tykmælk i dejen. Tykmælk er GULD værd i kager! 🙂
Kagen blev lækker. Anderledes. Saftig. Svampet. Frisk. Sød. Konfektagtig. Det blev en Banan-brownie. 🙂
Hvor meget bagepulver skal der bruges?
Jeg har bagt denne kage her i eftermiddag, som kæresten skal have med på arbejde i nat.
Jeg brugte 5 bananer, 4 æg og både bagepulver og natron. Og den faldt ikke sammen.
Den er blevet rigtig rigtig lækker, og jeg tror de bliver meget glade for den i nat. Tak for god opskrift 🙂