Hurtige regnvejrsscones med chokolade og æble

  •  
  •  
  •  
  •  
  •  

Dagen bød på regn og rusk. Silende regn og kulde. Sært nok var der glæde i kroppen idag. Optimisme og begejstring. Ikke sådan at slå af pinden. Var det mon det simple faktum, at dagen var en fredag? 😉

Anstrengte mig gevaldigt for at komme tidligt hjem fra arbejdet. Det kniber tit men idag skulle det være. Jeg var hjemme før 15.30. Wow. Alle de muligheder der så pludselig er..og når der en uventet eftermiddag er energi og overskud….

Overskudsenergien måtte udmøntes!

De store teenagere i familien skulle forkæles! Disse skumle planer lagde jeg på min dyngvåde cykeltur hjemad.

Varm kakao og hurtige scones. 15.30. Så er man alligevel nødt til at være lidt realistisk. Det er jo ikke det vilde bagværk man kan nå, når eftermiddagen er ved at rinde ud?

Scones er jo GENIALE. Der er ingen hævetid. Det er bagepulver der er tryllemidlet i dejen.

Det betyder at du kan have færdige scones på 20 minutter ca. 5 minutter til at røre dejen og et kvarters bagetid.

Har du en røremaskine, så gør det endnu lettere.

Opskrift på scones kommer her : 

  • 600 gram mel
  • 1 tsk salt
  • 1½ spsk bagepulver (ja det er SPSK, den er god nok)
  • 125 gram smør (½ pakke)
  • 3½ dl mælk (kærnemælk/tykmælk/yoghurt naturel er bedst)
  • 1½ spsk sukker (eller snydesukker)
  • Evt. et par skiver pålægschokolade brækket i små stykker.
  • 1 eller 2 revne æbler
Fremgangsmåde : 
De tørre ingredienser blandes med smør i tern. Brug rigtigt smør. Røres godt. Surmælksproduktet kommer i. 1½ spsk sukker evt. snydesukker.
Æblet rives og vendes i. Måske dejen så har brug for mere mel. Tilsæt kun lige sådan en mængde at bollerne kan trilles uden at hænge for meget fast i fingrene. Jo mere mel, jo mere tør bliver bollerne, så spar på det.
Dejen røres, hænderne dyppes i mel og boller formes.
Jeg har lavet scones før, og det er jo ikke noget nyt her på bloggen. Det nye er, at jeg idag tilsatte revet æble. Og jeg skal hilse og sige, at det var en virkelig god ide.
Sødme, let og syrligt.
Skal det gå lidt hurtigt, og gider du ikke hakke chokolade, eller har nogle slikmunde tømt dine chokoladelagre, så kan nogle skiver pålægschokolade brækkes i mindre stykker og tilsættes.
Scones smager fantastisk med koldt smør på. De smager også fantastisk til varm kakao. Hvis man kan nyde dem foran brændeovnsvarmen er de allerbedst 😉
Bollerne formes og bages 15 minutter ved 175-200 grader.
Nu er scones’ene klar til en tur i ovnen. De hæver ikke vildt op, så du kan snildt have en dobbelt portion på en plade. Bag dog ikke flere end du kan spise samme dag. De er allerbedst på dagen, bagepulvertryllemidlet er forklaringen her.
En sprød lille sød chokoladeagtig bolle. Faktisk nærmest en kage. No matter what. Iskoldt smør og varm kakao til sådan en lækker bolle.
Jubel og glæde fra teenagernes side. Det er længe siden de er blevet forkælet på en hverdag.
Dejligt.
Skal det gå lidt stærkt en dag og har du nogen du gerne vil forkæle, så kan scones anbefales.
Spis dem med hjemmelavet jordbærsyltetøj f.eks. I Wales, hvor jeg blev introduceret til scones første gang, spiste vi dem med flødeskum. Lidt pudsigt, men ret lækkert.
Næste sconevariant der skal laves er en ostescone og en kanelscone. D
Dem skal I nok komme til at høre meget mere om 🙂
Weekenden byder på regn, byger, en skolefest og alt det hyggebagning jeg kan nå.
God weekend til jer!

 

Hurtige


  •  
  •  
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

  Tilmeld mig notifikationer  
Underret mig om
Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse af websitet.  Se vores cookies- og privatlivspolitik. Jeg accepterer