2 lange døgn tog det os, eller rettere Mikkel – min søn – at køre os helt hjem fra Toscana. Hvor er han altså bare sej <3
To intense døgn i bilen, kun afbrudt af besøg hos vores søde familie i München og ved Hamborg og små korte tisse-spisepauser samt det obligatoriske besøg i grænsekiosken.
En lang tur, men en god tur, der gik let og problemfrit og juhuu – ingen uheld, ulykker eller farefulde scenarier.
Jeg er SÅ taknemmelig for at ingen kom noget til.

Tyskerne kører jo mega-hurtigt på Autobahn og italienerne bare vildt, så det er virkelig med livet som indsats, at køre så lang en tur som til Toscana.
Alle mine bekymringer blev gjort til skamme – Mikkel kører nemlig super flot – han er koncentretet, vågen, sikker og god til at læse trafikken. Mikkel har haft kørekort i 2 år og er vild med at køre bil og super god til det.
I alt nåede vi – eller MIkkel – at køre 5000 kilometer, så en del mere køreerfaring er det blevet til. Han siger, at han allerede er klar til en ny ferie sydpå igen – ved du hvad min søn? Det er jeg sørme også! 🙂
Vi krydsede alperne og forlod sommeren, solen og alt det smukke og på den anden side af alperne ventede der os regn, rusk og efterår.
SLAM!
Et wake-up-call af de slemme! “Du skal ikke tro, du er noget?!” “Ha, du troede nok lige at solen ville følge efter dig, hva’? Næh du! Fat nu, at du bor i kolde Danmark!”
Lige som træerne var ved at vokse ind i himlen, så BAM blev vi lige mindet om, at vi jo hører til nordpå og må og skal acceptere ustadigt vejr med køligere temperaturer.Sådan er det bare og heldigvis forstår vi danskere at sætte pris på de – få – solglimt vi kan få.
Måske det gode vejr sydpå er forklaringen på hvorfor vi danskere sætter så ekstra stor pris på vores ferier sydpå? Hvert eneste minut tæller og det gjorde det også for mig/os. Jeg sugede alt til mig og kan slet ikke forstå, at vi kun har været afsted i 2 uger. Jeg levede og oplevede alt utroligt intenst, som om sanseindtrykkene blev forstærket. Det var skønt! 🙂
Sommerferiens ferieuger sydpå blev en fantastisk ferie.
Alt klappede. Alt var en succes.
Vi nød samværet alle mand. Tog på udflugter små som store, spiste lækkert mad, oplevede smuk natur, besøgte storbyer, dasede, shoppede, spillede brætspil, var på restaurant, læste bøger, beundrede udsigt og beundrede endnu mere udsigt.
Det var bare den skønneste ferie, som varmer mig om hjertet. Jeg vil aldrig glemme vores sommerferie sammen og jeg nød virkelig, at vores store børn/svigersøn havde lyst til at komme med os og virkede til at nyde ferien lige så meget som os. Børn er en gave. Både de små, men så sandellig også de store 🙂

Mor-hjertet er fyldt op med glæde, nærvær og kærlighed.
Vi hører sammen i familien og vi står rigtigt stærkt sammen. Vi sætter pris på samværet, griner, hygger, snakker og for mig bliver det ikke kun et ubærligt farvel til Toscana, men også et ubærligt farvel til mine store børn, der jo er flyttet hjemmefra og skal tilbage til deres egne lejligheder nu.
HYL!
Mon ikke jeg klarer den? Jeg har jo klaret farveller før og ved jo at de kommer igen og at der venter os mange flere gode oplevelser sammen forude.
Tilbage i Danmark – Ude godt – hjemme bedst. Hjemme fra Italien
I dag har vi pakket ud. Beundret souvenirs, vasket tøj, ryddet op. Akklimatiseret os og rystet Italiens-støvet af os og prøvet at finde ind i de danske hverdags-roller igen.
Med alle vores italienske delikatesse-souvenirs, vil vi nemt kunne trække Italiens-oplevelserne med til Danmark. Skønt!
Den gode pesto spiste vi til en ostemad til frokost, selvfølgelig med en god Parmesan-ost, købt i Italien.
Vi havde en køletaske med til Toscana og det kan jeg altså godt anbefale, så er det nemlig nemt, at tage en masse lækkerier med hjem.
Vi fyldte køletasken med lækkert pesto, solmodne tomater og gode oste – parmesan og mozzarella-oste.
Uhm – det var nemt at trylle den lækreste tomatsalat til aften og det gjorde det svære farvel lidt lettere at kapere.
Wow – du skulle smage, den ekstra gode italienske olivenolie på tomatsalaten. <3
Vi havde også købt de gode og lækre mandelsmåkager Cantuccini og halløj en lækkerbisken – som jo faktisk sagtens kan bages selv – find nemme og lækre opskrifter lige her. Cantuccini er skønne at dyppe i kaffen – nu er du “advaret” 🙂
Gensynsglæden var stor. At gense huset, vores egne ting, mit yndlingskaffekrus, min gode stol, vores gode kaffemaskine og elkogekedlen.
I Italien er det ikke muligt at opdrive en god stor kop kaffe (man bliver “spist af” med bitte-små espresso-kopper), så jeg har virkelig savnet en god stor kop kaffe. 
Jeg er samtidig også te-drikker og på den front har jeg været udfordret i Italien, hvor man ikke har el-kedler. Indrømmet – jeg drikker MANGE krus te om dagen og det er altså lidt bøvlet at koge vand i gryde.
Forstår ikke helt hvordan italienske te-drikkere overlever?
Du kan tro, at jeg nød dagens mange kopper te i min flotte glade prikke-kop fra Giebelhausen keramik
Vi har hamstret lækre sager. God extra jomfruoliven-kerne-olie, rød balsamico, olivenolie med chili, med lemon, italienske øl og selvfølgelig alle godterne hamstret ved grænsen.
Skønne skatte og ægte special-import og herligt for så kan man jo trække ferieoplevelsen lidt 🙂
Vi købte også lækkert italiensk marmelade på det lokale marked. Skønne minder at have. Jeg husker tydeligt den søde dame vi handlede med. Faktisk inviterede hun os ud på sin gård og det takkede vi ja til. Et indlæg om vores besøg dér venter forude 🙂

