Det er efterårsferie. Åh hvor er det altså bare skønt! Vi nyder dagene i sommerhuset. Ro, fred, brændeovnsvarme og hygge. Ferien byder på gåture, lækkert mad, gode bøger, besøg og kaffe på kanden.
Vi beundrer naturen i sommerhusområdet og nyder efterårsduftene og bladenes smukke, orangebrune farver. Det passer altså – hver årstid har sin charme.
Vi går ture i skoven og farverne er særligt grønligt skarpe lige nu. Mosset i græsset lyser skinnende grønt. Eventyrligt næsten.
Nogle fordriver tiden med eksamenslæsning, andre med havjagt, andre med krimier og blog-telefonmøder men vi mødes til måltiderne og samles om brændeovnen om aftenen. Skønt.
Her ser du min favoritplads, med en te og en god bog indenfor rækkevidde. Havudsigten og naturen er lige udenfor vinduerne. Jeg ønsker mig intet mere <3
Den lille Kallehund stornyder at vi er samlet om den alle. Der er altid nogen i sofaen – næsten – og der er altid hænder der vil klappe eller nogen der gider gå tur. Et drømmescenarie for den lille hund.
Ferie er saliggørende, for både to- og firbenede.
I sommerhuset nyder vi den sidste måneds anstrengelser. Hvis du læser med, på bloggens side på Facebook, vil du vide, at vi har fået fået skiftet gulve i sommerhuset. Nyt vinyl i køkkenet og nyt gulvtæppe i stue/alrum. Vi har samtidig fået isoleret gulvet og repareret knirkende gulvbrædder. Jamen det er jo slet ikke til at få armene ned.
Er du vimmer, hvor det var tiltrængt. Der findes – næsten – intet bedre, end at smide et gammelt, mørt, ildelugtende tæppe ud. Her ser du lige et før og efter-galleri:
Det nye tæppe er lys-nougat-farvet og det passer faktisk rigtigt fint til sommerhuset og luner samtidigt også, både med farve og blødhed. Måske du også kan skimte det gamle 70’er-vinyl? Det var brunligt og med store firkanter og – mellem os sagt – ikke særligt pænt. Før var der vinyl i alrummet også, men nu har vi fået det udskiftet til tæppe og sikke det pynter og luner. Praktisk er det jo nok ikke, men lige nu er vi lidt blinde for det. Det går nok.
Det nye vinyl i køkkenet ser sådan ud. Det er fint og rimeligt neutralt i farven og så passer det så fint til tæppet, synes vi.
Hov og så kom jeg til at købe et rigtigt flot ekstratæppe til at lægge under spisebordet. Jeg kunne simpelthen ikke stå for de fantastiske farver. Turkis, blå, grøn. Jeg ELSKER bare det nye tæppe! Da jeg delte billedet af det med jer på Facebook, strømmede de glade kommentarer også ind fra jer. I var også komplet vilde med det. Synes du ikke også det er flot?
Tæppet passer så fint til spisestuestolene og til den blå yndlingskeramik vi har placeret rundt omkring i sommerhuset. Jeg elsker bare at sidde og beundre det tæppe og de smukke ting. Jeg behøver intet mere <3
…og så alligevel.
Når man sådan får nye tæpper, begynder man jo at kigge rundt på møblerne på en helt ny måde. Da vi overtog sommerhuset fulgte der en del møbler med, bl.a. nogle ældre teaktræsmøbler. Denne skænk har fået lov til at blive stående i 1½ år, indtil vi fandt en anden, vi synes om, og jeg skal da lige love for, at de nye gulvtæpper har kickstartet de “nye friske øjne”.
Det var bare som om skænken slet ikke passede godt ind længere. Slet ikke. Den mørke farve var lidt for dunkel til det lille sommerhus. Måske det også er noget med, når man overtager et hus, at man gerne vil sætte sit eget præg?
Nå men intet ryger ud her. Bare rolig. Heldigvis har jeg en kær kollega, der gerne ville aftage skænken for at hente den. Faktisk blev hun og hendes mand jublende lykkelige og der findes da ikke noget bedre end dobbelt win.
De er begge vilde med teak og det er bare så skønt, at skænken kunne få et nyt liv hos dem. At vi så samtidig også fik en hyggelig eftermiddag og aften ud af det, da de hentede skænken, var jo bare en ekstra bonus for os alle 🙂
Og hvad har vi så fundet i stedet spørger du?
Tjo såmænd denne fine skænk i lys eg og hvidt. Sikke den lyser op og den passer bare helt perfekt til alt det nye. Vi er faktisk vilde med den alle mand. Synes du ikke også den er fin?
Jeg er i fuld gang med at flytte lidt rundt på diverse pynt, og det er ikke den endelige opstilling du ser her, men en fornemmelse kan du vist godt få 😉





