Nyt køkken på vej i sommerhuset. Har du lyst til at kigge med?
Reklame – annonce – indeholder reklamelinks for kreum køkken.
Vi elsker vores ældre retro sommerhus på Djursland og opholder os i det, så meget vi kan komme til. Især i sommerhalvåret, hvor vi kan holde varmen. 🙂
Huset er fra 1966 og næsten i oprindelig stand. Sort/hvidt malet og vi har renoveret ganske lidt, siden vi overtog sommerhuset i 2016.
Retrostilen er vi ret vilde med. For os, må et sommerhus godt være mere nøjsomt end vores primære bopæl. Badeværelset er det oprindelige, i den fineste turkisblå farve. 🙂
Vi er så heldige, at der er havudsigt fra sommerhuset, selv endda når vi står og rører i kødgryderne på komfuret! Luksus og vi nyder udsigten hver eneste dag.
Køkkenet er lille, men funktionelt.
Indrømmet. Jeg bruger rigtig megen af mit tid i køkkenet. Eftersom jeg nu også arbejder fuld tid med at udvikle opskrifter, så er det vigtigt køkkenet fungerer.
Køkkenet er min arbejdsplads nu, kan man jo godt sige.
Væggen/muren bagved komfuret har længe irriteret os. Den tager så meget plads og lys og samler kun rod og skrammel, som du kan se på billederne. 🙂
“Væggen” gør også, at bordpladsen på køkkenbordet er ret begrænset.
Det er næsten ikke til at finde en plads, hvor man kan ælte dej og det du’r jo ikke for en bageglad Bagenørd som mig. 🙂
Emhætten er en kæmpe klods, der er placeret lige midt i havudsigten og det er da skørt!
Til gengæld larmer den også som en jetjager, selv på laveste trin og al dampen fra ovnen, ryger forbi emhætten. Ej men det er jo ikke så smart. Den emhætte vil vi virkelig gerne have skiftet ud.
Selve køkkenelementerne er hvide låger, der er ved at være slidte og som ikke helt kan vaskes rene længere.
Bordpladen er nistret laminat og jeg har længe ønsket mig en træ-look-a-like. Vi har en egetræsbordplade derhjemme. Den er super flot, men svær at holde, den er meget modtagelig og ikke helt så praktisk.
Åh jeg kunne bare tage så flotte madbilleder på sådan en en fin træ-agtig bordplade! Heldigvis kan man få mange laminat bordplader, der ligner træ. Sådan en har jeg ønsket mig længe!
Siden vi købte sommerhuset, har jeg ønsket mig en ny køkkenvask. Det er en rund vask, vi har nu. Virkelig en skidt opfindelse!
Aaargh det er jo håbløst at vaske en stor bradepande op, når man kun kan vaske et hjørne af gangen! Hvem har mon fundet på den ide?
Alle de gange jeg har vasket en bradepande med andefedt op efter juleaften, i den lille runde vask. Ikke specielt gode minder! 🙂
Nu glæder jeg mig til snart at kunne vaske bradepanderne op i en ny firkantet vask. Luksus!
Pladen/væggen bag vasken er virkelig også nusset og længe har jeg ønsket mig en løsning, der er nemmere at gøre ren.
Summa summarum.
Der er mange ting, vi/jeg længe har ønsket os bedre, i det lille sommerhuskøkken.
Køkkenet skal også være et rart sted at være og tiden er nu kommet til køkkenfornyelse. Wee vi skal have nyt køkken i sommerhuset! 🙂
Jeg fik en henvendelse fra en god bekendt Jan, der arbejder som køkkenkonsulent i kreum køkken (reklamelink).
Han spurgte om jeg, og mit lille firma, kunne være interesseret i at lave et samarbejde. Det gav os anledning til at få taget hul på vores køkken-projekt i sommerhuset.
Måske det lige var den anledning, der skulle til, for at vi kommer igang med at få ført vores drømme ud i livet?
Som led i vores samarbejde vil køkkenfirmaet sponsorere køkkenelementer, men alle øvrige udgifter, afholder vi selv. Der følger jo altid en del med, når man skal have nyt køkken herunder f.eks. bordplade, vask, vandhane, emhætte, o.a.
Samarbejdet gør, at vi fik modet og ideerne, til at komme igang. Det er en fornyelse, vi har haft på tegnebrættet længe og nu sætter vi processen i gang sammen.
Kyndig ekspertise til valg af materiale, stil og nye muligheder, i det lille køkken, har været guld værd for os.
Ideerne gav os blod på tanden. Se lige en fin tegning, vi har fået af det nye køkken. Nu kan vi bedre få en fornemmelse af vores lille projekt.
Vi besøgte firmaets showroom i Århus, så vi kunne få en god fornemmelse af kvalitet, farver og materialer. Der var her vi så den smarte emhætte, der kan erstatte vores store skrummel af en emhætte.
Den både suger godt og der er fantastisk lys i også og det allerbedste – den vil ikke spolere vores havudsigt.
Vi mødte vores køkkenkonsulent Jan, der havde god tid til os og alle vores mange spørgsmål.
Den dygtige køkkenkonsulent fra kreum køkken (reklamelink) kom på besøg og kunne straks se muligheder i vores gamle sommerhuskøkken.
Det var bl.a. ham der foreslog at sløjfe muren og lave en større bordplade.
Han foreslog også skabe på bagsiden af den “mur”, der nu bliver pillet ned. Så vi får ekstra skabe ind mod stuen. Det bliver super godt, for vi kunne virkelig godt bruge ekstra skabsplads.
Han foreslog også mindre overskabe med luft ovenover. Konsulentens øjne fangede straks, at huset er skævt, og at det har været en udfordring, da man i sin tid satte elementerne op.
Tjek lige den liste, der lige nu er indsat over køkkenskabene. Noget af en niveauforskel!
Sokkelskuffer får vi også, juhuu mere plads, og et skabsarrangement, der bedre vil kunne udnytte området under vasken.
De kan bare nogle tricks, sådan nogle køkkenkonsulenter! Skønt at have dygtige folk med i projekt “Nyt køkken”. De ideer kunne vi ikke have fået selv.
I samme omgang får vi også trukket nyt og mere strøm. Lige nu har vi en enkelt stikkontakt, der er lidt kamp om. Vi får også en anden belysning end det lysstofrør, vi har nu. Det bliver helt vildt godt!
Ja sådan et køkkenfornyelsesprojekt fører altid en del mere med sig. Men hvor bliver det godt at få nye og bedre “arbejdsbetingelser” for mig som madblogger i det lille køkken.
Og nu til farven!
Jeg har længe ønsket mig et lyseblåt køkken. Det ville nemlig være så hyggeligt og romantisk og ville passe så godt til sommerhuset med havudsigt.
Sådan har jeg ihvertfald tænkt i mine drømme. 🙂
Blå er min yndlingsfarve og i forvejen er mange af vores ting efterhånden blå/lyseblå herude. Tæppet ved spisepladsen og stolene ved spisebordet f.eks og vores fine retro-elkedel.
Det er ca. den lyseblå farve vi prøver at ramme, eller ok jeg.
Den lyseblå farve betyder vist ikke HELT så meget for min mand, selvom jeg, efter alle kunstens regler, prøver at engagere ham alt det jeg kan. Han bliver ret hurtigt træt, når vi snakker køkken-farve.
Forstår det ikke. Det er jo en mega spændende – og totalt vigtig – samtale! 😀
Men ej hvor er det svært at beslutte sig. Skal det være lyseblåt eller er det bedst og sikrest at vælge hvid igen? Hvad tænker du? Giv meget gerne dit besyv med.
Vi får nye greb i porcelænsretrostil, så hvidt ville også være pænt. MEN hvor tit har/får man chancen for at få et nyt køkken? OG få sit ønske om et farvet køkken opfyldt?
Hvidt er klart sikrest, også hvis vi skal sælge sommerhuset engang. Det er jo heller ikke sikkert, at nye købere vil elske et himmelblåt sommerhuskøkken lige så meget som jeg? (Selvom jeg jo lige nu tænker, at sommerhuset ville kunne sælges alene på sådan et fint lyseblåt køkken 🙂
Her kommer du ind i billedet.
Hvad ville du vælge? Et lyseblåt sommerhuskøkken eller hvidt?
Uh hvor er det svært! Lige nu nørder jeg farvekoder i stor stil og har SÅ svært ved at træffe beslutningen.
Min mand er mest til et hvidt køkken. Han er dog så sød, at han lader mig vælge, da han ved hvor meget det betyder for mig. (Eller også tænker han bare, happy wife, happy life? 🙂
Hvorfor dette indlæg?
Tjo måske du synes det kunne være spændende at følge lidt med i processen “Nyt køkken i sommerhuset”?
Hov og så glemte jeg lige at fortælle.
Et stort ønske som vi nu også sætter gang i nu, som et lille ekstra afledt projekt:
Vi får sat et ovenlysvindue op i sommerhuskøkkenet, så der nu vil komme meget mere lys ind i det lille køkken!
Det har jeg/vi længe ønsket mig/os.
Både fordi jeg tager madbilleder i køkkenet en stor del af året og så fordi køkken og vores lille gang ud til badeværelset godt kunne bruge mere lys.
Det bliver så godt! Vi kan næsten ikke vente. 🙂
Jeg glæder mig til at kunne have dig med på sidelinjen. Håber du har lyst til at følge med?
Giv da gerne lige dit besyv med. Synes du vi skulle vælge det lyseblå køkken? Det er jo en beslutning, der er svær at gøre om, så vigtigt at vælge rigtigt. Vi har jo kun ét liv?
Skal man gå efter sine drømme, eller vælge den sikre vej (hvidt)?
I sådanne situationer er jeg altid så vægelsindet, så håber du kan hjælpe 🙂
Da jeg skulle vælge bil, for 7 år siden, gik jeg efter den kedelige fornuftige grå, men siden har jeg sådan fortrudt, jeg ikke valgte den blå.
Sådan skulle det ikke gerne gå, når vi skal vælge nyt køkken! 🙂
Tak fordi du havde lyst til at læse med.
P.S.: Det gamle køkken piller vi ned og bruger i et “bryggersrum” i vores anneks. Genbrug er nemlig godt jo 🙂
Hvis du gerne vil se flere billeder af sommerhuset, så klik her
Sommerhuset har også sin helt egen kategori på bloggen, hvor du også kan læse mere. Bare klik her
:
Hvis du er vild med den blå så skal du vælge det. Du kan eventuel have blå underskabe og hvide overeskabe ( se på Pinterest der er mange eksempler )
Skabet i hjørnet hvor det mange gange er svært at nå ting, kan du lave en skabsdør fra den anden side ( hvor dit spisebord står )
Jeg ville helt sikkert vælge at tage den lille væg ned og få en bredere bordplade
Jeg ville klart vælge en svag lyseblå til låger/skuffer. Det passer så fint til “sommerhus stilen”.
Vi lavede sommerhus køkken for 2 år siden, jeg valgte “mocca” til låger og skuffer, det står bedst til vores sommerhus/sommerhusstil. Men havde jeg et klassisk sommerhus, så kunne jeg sagtens gå med pastelfarvet køkken.