Forårsbobler, midtvejsstemning og stærke MOR-følelser

  •  
  •  
  •  
  •  
  •  

Det er bededagsferie. 3 fridage i træk og tid til et lille pusterum og efterrefleksioner. Der er god kaffe i koppen og solen skinner derude. Det er tid til en lille hilsen til dig.

Vi har speederen i bund herhjemme på matriklen. Travlt på job og i fritid, med store ting der fylder. Et forår der finder sted lige om ørerne på én, og som man skal huske at stoppe op og tage sig tid til at nyde. Pludselig er anemonerne jo afblomstret igen og så skal vi vente et helt år, før vi kan nyde dem igen.

I disse dage gør vi os forberedelser til at markere to milepæle. Min mand bliver 50 år og Amanda flytter rigtigt hjemmefra nu, rigtigt som i…til en helt anden by. Min mands 50 års fødselsdag fejrer vi først sådan rigtigt til juni, hvor vi holder en stor 2×50-årsfødselsdagsfest sammen, men vi skal fejre ham søndag og også på tirsdag, hvor han fylder rigtigt. Tirsdag skal vi også køre flyttelæs til Aalborg, for Amanda flytter i lejlighed sammen med sin kæreste. To milepæle.

Vilde ting at kapere, når man er en følsom sjæl som mig.

50-års-kriser har vi ikke, men alligevel. For 1 uge siden måtte jeg tage afsked med min venindes mor, et meget stærkt sidste farvel, som har sat spor i mig. Et fantastiske menneske med glød og energi og pludselig er lyset slukket. Ingen af os lever evigt, men alligevel går livet videre.

Påskeliljerne knejsede i alléen, da jeg kørte op til huset for at tage afsked, og det gjorde de også da jeg kørte derfra igen. Livet har vi ikke evigt men når man runder de 50 år, begynder man alligevel at kunne fornemme bagkanten.

Jeg er god til at leve en dag af gangen, stå op og betragte hver dag som ny.

Jeg kigger mig sjældent tilbage og også sjældent frem, men lever hver dag som var jeg den Gitte jeg altid har været.

Indrømmet. Jeg kan begynde at mærke alderen. En krop der værker, træthed og et spejl der snyder: Aldersspor i ansigtet – kan det mon passe? Det er jo mig, Gitte – den unge – der er indeni? Rynker javist, men heldigvis allerflest smilerynker. Et langt levet liv, men heldigvis uden fortrydelser. Jeg ville intet gøre om.Min mand er begyndende grå, det klæder ham og for mig er han også stadigvæk den unge indeni.  Når han begynder at klage over gigt i fingrene, kæder jeg det slet ikke sammen med hans alder. Jeg siger opmuntrende: “Det går nok over. Det går nok væk igen”. Erkender og anerkender åbenbart slet ikke gigt som en aldersbetinget lidelse.

På TV viser de lige nu dokumentarprogrammerne: “Panik før lukketid” som netop omhandler livet omkring de 50. Vi så programmet i går og min mands kommentarer som: “Ej de ser da gamle ud i det program? Så gamle er vi da ikke?”Tankevækkende hvordan man ser og definerer sig selv. Det er et ungdommeligt jeg der kigger ud, uanset hvor gamle vi bliver. Det er kun spejlet vi ikke kan snyde.

Når man runder et skarpt hjørne giver det anledning til refleksioner. “Fik vi set, det vi ville. Fik vi hørt den melodi?”

Trangen/utålmodigheden efter at nå at se verden før det er for sent. En opmærksomhed på at nå at lave ting med børnene og holde ferier med dem, imens de stadigvæk har lyst. Viden om, at man skal slå til, når chancen byder sig og ejheller udskyde vigtige farveller.

Jeg er blevet bedre til at nyde øjeblikket, nu’et, det nære og hverdagslykken.For mig skal der ikke altid så meget til. Jo ældre jeg bliver, jo mere sætter jeg pris på det små. Solen. Glæden. Smilene fra mine kære. Alvorsordene. Gode, smukke stemninger. Gode kolleger. Mennesker jeg godt kan lide.

Jeg er opmærksom på, at man ikke altid finder lykken et andet sted. Man kan være heldig at finde den lige dér hvor man er <3

I aftes var vi samlet herhjemme allesammen, begge børn og os forældre. Vi nyder virkelig samværet os 4. Grin, snak, lethed men også plads til de tunge, dybe snakke. Jeg elsker min familie.

Børnene har vi på lånt tid og når først børnene begynder at flytte hjemmefra, bliver man mere opmærksom på at nyde øjeblikkene. Være i nuet og sætte pris på samværet, selv i det små. Jeg gør.På tirsdag flytter Amanda til Aalborg og det er slut med at hun sådan lige kan stikke forbi os til hverdag. Vi har nydt at hun er dukket op til måltider for at se os (køleskabet og vaskemaskinen ;-)), men spontaniteten ryger nu hvor hun skal flytte længere væk.

Amandas nye hjem i Aalborg

Hun skal flytte til Aalborg med sin kæreste og hvor bliver det godt for dem at de slipper for al pendleriet, men altså det mor-hjerte der, det har alligevel så frygteligt svært ved at forstå det.Selvom jeg prøver at tale fornuft til det og sige, at det eneste rigtige for hende er at flytte og at det vigtigste jo er, at hun er lykkelig, så skrumper morhjertet alligevel en smule, ved tanken om den endnu længere afstand.

Der er jo så meget plads i det mor-hjerte-der, og hvor skal jeg nu gøre af al min kærligheds-overflod?

Straks begynder jeg med tåbelige trøste-ord som “Mon ikke hun tit kigger forbi på vej hjem fra Uni?” Amanda læser i Århus og skal fortsætte med det og jeg har allerede lagt en mental vejspærring på togskinnerne, så hun tit vil stoppe på vejen og komme hjem på besøg.

Jeg ved jo godt at det nok ikke kommer til at ske så tit som jeg ønsker. Den navlestreng dér, den er der godt nok noget elastik i. Den vil altid være der – linen til mig og i mig – til mit mor-hjerte.Denne weekend står vi stand-by som hjælpe-pakkere og vi laver lækkert mad til den travle studine der lever i flyttekaos. I aften kommer hun også hjem og spiser, så hun ikke skal sidde alene i en nedpakket lejlighed. Vi er glade for at kunne hjælpe og yes – så kommer hun hjem igen <3

På tirsdag fylder vi trailere og kører afsted belæsset med rengøringsmidler, støvsugere, fyldte flyttekasser, den gode slagterpålægspakke og rugbrød fra bageren. Store flyttedag oprinder.

Vilde ting. En midtvejsfødselsdag og et barn der flytter endegyldigt hjemmefra.

I går i tv-programmet “Panik før lukketid” sagde en af de interviewede: “Jeg tror at mange får behov for at omdefinere sig selv, når de nærmer sig de 50”.

Det tror jeg er vise, sande ord.

Børnene har ikke længere det samme behov for én. Ingen rykker i dig eller hænger dig om benene, når du kommer hjem. På jobmarkedet, har man efterhånden flere års ballast og erfaring at trække på, og dette giver også en kolossal ro.Den ekstra tid og det ekstra overskud, kan jeg sagtens forstå hos nogle kan ende i en tomheds-følelse, medmindre man formår og forstår at omkonvertere den frie tid til ønsketid til nye opgaver og livsdrømme.

Jeg nyder roen og tiden til at tage mine egne valg og være mig selv. Mere tid til musik, koncerter, natur og gode bøger. Mere tid til at blogge, skrive, være social, mærke efter, reflektere og trække vejret dybt.

Med et glimt i øjet driller jeg min mand. Jeg er jo ung. Jeg fylder først 50 til december. Der er længe til. 😉

Tak fordi du læste med til sidste ord og rigtig god bededagsferie til dig 🙂


  •  
  •  
  •  
  •  
  •  

Skriv en kommentar

  Tilmeld mig notifikationer  
Underret mig om
Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse af websitet.  Se vores cookies- og privatlivspolitik. Jeg accepterer