Idag skulle det være. Det er efterårsferie og god tid. Tid til at lege og eksperimentere i køkkenet.

Idag skulle der bages rugbrød. Det er endnu ikke lykkedes mig at bage lækre saftige rugbrød, der bliver helt som de skal være. Som ikke bliver tørre og/eller stenhårde.

Mon det så er lykkedes idag?

Jeg bagte to rugbrød. Et med bygflager og et med græskarkerner. Der skulle egentlig kærnemælk i dejen, men det havde jeg ikke lige. Jeg havde til gengæld en liter frugtyoghurt (!). Den måtte da kunne bruges tænkte jeg? Jeg er jo ikke så vild med at smide mad ud, så prøvede……Lidt vanvittigt at tilsætte yoghurt, men det går vel an? Det får vi at se…

Her får du opskrift og billeder men først imorgen får du at vide om brødene var en succes. Rugbrød kan man nemlig først skære dagen efter. Jeg tror dog de er fine, de lyder hule og virker sprøde. Tror de er som de skal være. 🙂

Opskrift på yoghurtrugbrød :

7 dl yoghurt (naturel eller en rest frugtyoghurt)

3 dl. lunkent vand

50 gram gær.

1 dl. hørfrø

½ dl. solsikkekerner

½ dl. græskarkerner

½ dl HUSK loppefrøskaller

1 kg rugmel

300 gr. hvedemel.

3 tsk. salt.

Fremgangsmåde : 

Vandet lunes og gæren udrøres heri. Yoghurt og salt tilsættes. Kerner tilsættes. Rugmel tilsættes og hvedemel i til sidst. Dejen skal være tyk og fast og røres bedst på røremaskine (5-10 minutter). Den skal være så fast, at der skal vand på dejskraberen for at man kan glatte den ud i rugbrødsformen.

Jeg prøvede som forsøg at tilsætte lidt HUSK loppefrøskaller. De suger fugt til sig og sikrer “saftighed” i bagværk. Håber det vil betyde at mit rugbrød ikke vil føles tørt indeni?

Det får vi svaret på i morgen 😉

Når dejen er færdigrørt fordeles den i to smurter ugbrødsforme. Drys evt. formene med solsikkekerner, så kommer der ristede solsikkekerner i bunden af dit brød.

Min brødform nr. 2 penslede jeg ikke med olie, men forede med bagepapir.

Jeg har en stor og en mindre rugbrødsform. Ønsker mig en stor form til, på 2,5 liter, så jeg kan bage to brød af gangen. Det ene kan jeg vel stoppe i fryseren? Det er mere effektivt at bage flere brød på en gang, røremaskinen er i sving, melposerne åbnet, og ovnen kører i forvejen. Det er bare smartere at bage flere brød på en gang men varier gerne drysset på toppen lidt. Forestiller mig at det bliver lidt for kedeligt hvis  alle brød ser ens ud og smager ens (hver gang)?

 

Dejen fordeles, glattes ud med dejskraber og drysses med f.eks. bygflager eller græskarkerner. Disses trykkes godt ned i dejen for at undgå de drysser af når det færdige brød skal skæres.

Dejen fyldes op til 3 cml fra kanten og stilles til hævning 45 minutter hvorefter de sættes i ovnen på 175 grader varmluft i minimum 1 time og 15 minutter.

Prøv at tage brødet ud og hæld det ud af formen. Bank brødet under bunden og lyder det hult og føles sprødt og hårdt på overfladen er det færdigt.

Bag gerne dine brød i ovnen imens du alligevel er ved at lave med i ovnen. Spar lidt på elregningen og udnyt ovnvarmen. Måske du også kan få gang i din Römertopf, hvis du har en sådan? Jeg havde gang i “Römeren” idag. Rart at kunne udnytte og kombinere køkkentjanserne. 🙂

That’s it. Rugbrød blev der bagt på matriklen i det herrens år 2012. Går der mon så en menenneskealder før det sker igen? Lidt (MEGET) afhængigt af om der er succes når vi drister os til at prøvesmage det store brød. Gider KUN at bage det, hvis det bliver spist, nemlig!

Hæng på her på “kanalen”. Du hører mere om det “gode” (dårlige?) brød imorgen. 🙂

Iler med en opdatering. Den var lige svipset, men godt Jenny kunne minde mig på min forglemmelse 🙂

BRØDENE BLEV FANTASTISKE!  Det var helt perfekt at have to lækre rugbrød midt i en efterårsferie med hele familien hjemme. Der blev lavet lækkert syltetøj, købt lækker spegepølse i Tyskland, den gode ost blev fundet frem. Der er ikke noget der stikker et godt rugbrød.

Fremover vil jeg altid bruge surmælksprodukt i mine rugbrød. Tænker at det kan være en lille erstatning hvis man ikke bruger surdej? Måske?

Kast jer endelig ud i opskriften. Den kan jeg anbefale 🙂