Brasede kartofler i ovn med pølser. Det er super nemt at lave brasede kartofler i ovnen. Her får du en opskrift med løg, pølser og majs.
Brasede kartofler er et hit og som oftest laver vi dem på panden.
Vidste du mon, at det er super nemt og meget lækkert at lave brasede kartofler i ovnen? Du kan lave dem af kogte kolde kartofler men faktisk også af rå kartofler.
I dag får du et bud på nemt og lækkert aftensmad som både børn og voksne vil elske. Brasede kartofler med pølser. løg og majs – nemt tilberedt i ovnen.
Vi kunne også kalde retten for pølsemix med timian og løg, for det er nemlig også dét det er.
Timian kan udelades eller erstattes med andet krydderi. Prøv også med paprika og løgpulver a la denne hjemmelavede pølsemix.
Har du kogte kartofler i overskud, kan de brasede kartofler tilberedes på kort tid. Med rå kartofler, skal de bare tilberedes lidt længere, men ovnen klarer arbejdet for dig.
Opskriften er rigtig nem og du får den lige her:
Brasede kartofler i ovn med pølser, løg og majs – nem lækker hjemmelavet pølsemix
Ingredienser
- 1½ kg kartofler i både eller tern kogte kan bruges. Skærer du kartoflerne i tern, bliver de hurtigere færdige.
- 3-500 gram pølser i skiver. Kan udelades eller erstattes med røget medister, røget skinke, bacon eller anden kødrest
- 400 gram majs - en stor dåse kan udelades eller erstattes med f.eks. peberfrugt i strimler
- 4 rødløg i både almindelig løg kan bruges, men rødløg er mildere. Kan udelades
- ½-1 dl olie jo mere olie, jo sprødere kartofler
- Salt/hvidløgspeber
- 1 spsk tørret timian kan erstattes med andet yndlingskrydder - paprika, oregano, barbecuekrydderi?
Sådan gør du
- Vask el. skræl evt. kartoflerne og skær dem i tern. Jo mindre tern, jo hurtigere bliver de færdige. Skær pølserne i tynde skiver. Skræl løg og skær i både. Fordel rødløg, majs, pølser og kartofler i et stegefad af støbejern/ aluminium.
- Fordel gerne blandingen i to fade, for retten bliver mest sprød, hvis kartoflerne ikke ligger i lag. Bland krydderierne i olien og dryp den over retten. Rør godt rundt, så olien fordeles.
- Steg kartofler i ca. 1 time v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Du kan forkorte stegetiden, hvis du brugter kogte kolde kartofler. Vend kartoflerne flere gange undervejs, så kartofler/pølser bliver sprøde på alle sider.
- Dine brasede kartofler er færdige, når de er møre og sprøde på alle sider. Servér rygende varm gerne med karryketchup til.
Noter
Retten er hurtigere færdig, hvis du bruger kogte kolde kartofler.
Alle slags pølser kan bruges til retten, også f.eks. røget medister, bacon, røget skinke eller anden kødrest.Sprøde kartofler i ovn med pølser, løg og majs – alt bliver færdigt i ét og samme fad. Nem pølsemix
Det var en super lækker ret. Perfekt som nem aftensmad til en travl dag. Bruger du kogte kolde kartofler, vil dine brasede kartofler være endnu hurtigere færdige.
Skal du kun bruge en lille portion, så kan du også lave brasede kartofler i airfryer.
Tilsæt gerne andre grøntsager til kartoffelfadet, f.eks. peberfrugter? Pølser kan sagtens udelades eller erstattes med bacon eller anden kødrest?
Der er mange rødløg i, men det er der en bagtanke med.
Stegte bagte rødløg smager nemlig bare så godt. Rødløg er milde i smagen, så retten er også for børn. Løg kan selvfølgelig sagtens udelades.
Så er der et sprødt kartoffelfad klar til servering. Nemme brasede kartofler.
Jeg håber retten vil blive en lige så stor succes hjemme hos dig, som den er her i huset 🙂
Prøv også disse opskrifter på brasede kartofler eller pølsemix her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
Der er også en lækker variant med sesam her Her i min familie elsker vi hjemmelavet pølsemix, det er vist afsløret n.u 🙂
Håber du har haft en rigtig god weekend?
Vi har været i sommerhus – igen – og har stornydt det. Malet stakit og terrasse, flyttet brændeskur, og savet brænde, men har også nået at spise is og lækker mad. Vi har knoklet, men alligevel slappet af. Gået tur ved vandet og sovet længe. Snakket, grinet og kigget på havudsigt.
Ej hvor vi altså hygger os i det sommerhus – jeg glæder mig allerede så meget til næste gang.
Der bliver arbejdet, når vi er der, men det føles dejligt afslappende at være igang alligevel. Så dejligt med et sceneskift fra hverdag til weekend og weekenden føles pludselig meget længere. SÅ dejligt. Jeg er stadigvæk sommerhusfan og har ikke fortrudt. 🙂
Meget underligt, så får jeg meget mere fra hånden i sommerhuset end derhjemme? Hvordan kan det mon være? Hvorfor er det mon sjovere at male sit sommerhus? Pyt – det vil jeg stoppe med at fundere over – håber bare, at interessen og iveren fortsætter. 🙂
P.S.: Vi har træværk der trænger på vores primærmatrikel. Det er pludselig blevet endnu mindre attraktivt at give sig i kast med nu. Uha – fremtiden ser lidt dyster ud i den retning 😉
Håber også du har haft en skøn weekend? Håber også du har brugt tid med dine kære og at du har brugt din tid på det du har allermest lyst til. Det er sådan vi må og skal lade op <3