•  
  •  
  •  
  •  
  •  

Hvis du er trofast læser på bloggen vil du have bemærket at der har været usædvanligt stille på min kanal. De daglige opskrifter er udeblevet, de hyppige Facebook-opdateringer ligeså. Hvor er glæden og optimismen?

Har jeg skrevet indlæg, har jeg kæmpet mig igennem, uden lyst, energi eller drive. Det samme har gjaldt køkkentjansen.  Det samme har gjaldt timerne på mit yndlingsjob. Energiforladt. Et ork. En kamp. Det ligner mig bare slet ikke! Normalt er der engagement, glæde, humor og liv på opgaverne – jeg kaster mig ud i de vilde vover med krum hals, og stornyder det. Men ikke nu.

Jeg er sygemeldt fra mit arbejde. Mit yndlingsjob med de fedeste opgaver. Jeg er slået hjem i ludo, med en følelse af næsten at være nået i mål, for så at blive sendt tilbage til start. Eller i fængsel.2015-09-25 17.21.52Er det stress? Det ville ikke være så underligt, for jeg har kørt med speederen i bund, på en livsfarlig cocktail af livsenergi og topengagement i alt hvad jeg laver. Jeg er ikke god til at sige nej og sige stop i tide. Jeg er den type der brænder så heftigt at jeg er i konstant fare for at brænde ud. Brænder mit lys i begge ender – og elsker at det får ting til at ske og mit liv til at lyse.

Jeg troede selv på den, det med stress, og fik et vink med en vognstang i sidste uge. Et ildebefindende på arbejde. Cykleture til og fra job der pludselig var uoverkommelige, selv med en kondi i topform. Svimmelhedsanfald, bleghed, ingen energi og træt, træt, træt. En skygge af mig selv.

Jeg følte mig skyldig. Og dum. Burde have sagt fra og sagt stop i tide, men uanset hvor jeg kiggede hen, lå der spændende ting at kaste mig over, både på job og på hjemmefronten. Følte jeg havde kørt mig selv ud over afgrunden. Hvor er det dumt! Forudsigeligt dumt!

Gik fortvivlet til læge som tog et blodtryk der var faretruende højt. Jeg følte mig endnu mere skyldbetynget. Jo jeg har kittelforskrækkelse, og får altid højt blodtryk hos lægen, men alligevel. Alt passede jo som fod i hose. Stress.

En håbløs diagnose med en håbløs uoverkommelig udsigt, for en rastløs handlekraftig type som mig. “Hvornår går det væk og kan der ikke gøres noget ved det”? Kan klart bedre forholde mig til sikre signaler end diffuse diagnoser. Øv.

Jeg blev beordret hjem til hvile og kontrol af blodtryk. Min eftermiddagslur den dag blev på 4 timer og alligevel måtte jeg gå i seng 20.30. Helt slået omkuld.

Jeg kontrollede mit blodtryk. 98/69. Whaaat? Er apparatet i stykker? Tog blodtrykket igen 96/70. Hvad sker der lige? Har i årevis haft et blodtryk på kanten af forhøjet med blodtryksmedicin til følge. Et velreguleret blodtryk, og nu dette? Hvad sker der?

Vi skiftede batterier og kontrolmålte gemalens blodtryk, lige lidt hjalp det.

Pludselig kunne jeg bedre få tingene til at hænge sammen. Mine svimmelhedsanfald ved anstrengelse, vandreturen i Norge hvor jeg var ved at besvime, min træthed og manglende energi de sidste måneder. Mig der troede, det var den langvarige forkølelsesvirus. Så vildt, at et blodtryk pludselig kan styrtdykke?
2015-09-23 16.16.15

Jeg begyndte at tvivle på min stressdiagnose.. Jeg har jo det allerbedste job, jeg er så glad for, skønne kolleger, spændende faglige udfordringer og en masse kærlige mennesker der værner om og passer på mig og hinanden hver dag.Det er ikke bare et arbejde jeg har. Jeg arbejder et helt særligt sted. Et sted der er godt for mig. <3

Hjemme har jeg det kærligt og lykkeligt. Kan ikke ønske mig mere. Den allerbedste familie, der giver mig ro og glæde. En travl Bagenørd, javist, men med køkkenfornøjelser der også giver glæde og energi. Et bloggeri der giver mening og så meget retur.

Jeg kunne ikke få det til at passe. Blev jeg spurgt “Har du ikke haft for travlt?” Tjo, hvem ville så kunne se sig selv dybt i øjnene og ikke svare “JO” til dette? Har vi alle ikke lidt for travlt?

Jeg har hele tiden tænkt, at så længe der er god energi i opgaverne, er alt godt. Sådan har jeg følt det i kroppen. Jeg bruger ikke krudt på at bekymre mig om ting jeg ikke gider eller ikke når (ukrudt, en fryser der trænger til afrimning og et hegn der trænger til maling).

De sidste uger har jeg dog kørt på halv kraft på jobbet – men alligevel forlangt det vilde af mig selv. Jeg plejer at kunne give den fuld gas og altid have ekstra kræfter. Det har jeg ikke haft de sidste uger. Nu ved jeg hvorfor.

Mit blodtryk er for lavt – og jeg hænger i bremsen. Læger undersøger nu, hvordan mit blodtryk pludselig kan styrtdykke sådan. Ja det skulle være sundt med et lavt blodtryk, men når man ikke har været vant til et lavt blodtryk, føles det meget usundt når det rammer.2015-10-02 18.57.09Jeg er ikke deprimeret, men bare træt og stille. Afkræftet. Jeg sover, læser og nusser med Kalle-hunden. Jeg er så lykkelig for at jeg har den, under disse omstændigheder. En lille lækker hund må være den allerbedste medicin i verden. <3

Jeg har været meget i tvivl om, om jeg skulle dele min sygehistorie med dig. Jeg føler ikke jeg skylder nogen noget, og det er ikke derfor jeg gør det. Af natur er jeg åben og bliver jeg syg, klapper jeg i som en østers. Det er vist meget sundt og naturligt. I sådan en situation er der intet overskud at dele af, kræfterne trækkes indad for at finde styrke til heling.

Er der også en lille nagende tvivl og en ulyst til ikke at udstille og vise svaghed? Bliver man ufrivlligt tvunget i pit-stop, drejer man jo hermed også fra på auto-bahn og er ikke med i løbet. Sat af sporet, kørt ud på sidespor. Alle ved, hvor svært der er at flette på en tysk motorvej, at accelerere fra 0-100 på et nanosekund?

Jeg tror jeg ubevist tænkte, at hørte du intet om min sygehistorie, ville alt – og dit billede af mig – jo være intakt? Det er fjollet. Hvor er det fjollet. Jeg – om nogen – stemmer jo for åbenhed. Det er vildt vigtigt at vi viser ansigt – også i modgang – for at undgå tabuisering af både fysiske og psykiske sygdomme.

Jeg tog en beslutning om at dele min min historie med dig.

På min blog kommer du ofte med om bag facaden, selvom missionen er mad og kager. Det er vigtigt for mig at du kender personen bag – jeg er selv allerstørst fan af de blogs hvor man fornemmer det menneske der sidder bag knapperne. Jeg er mere fan af den personlige/menneskelige stil, fremfor den glittede/polerede stil. Sådan er jeg vist bare, men er bevist om at jeg udstiller mig selv.

Jeg er blottet – nu – og har vist, at jeg kun er et menneske. Det har jeg vist før og det har jeg det godt med. Nu ved du at jeg ikke er et overmenneske med uanede kræfter, med et kanonoverskud og hjemmelavet mad hver dag… OG kage.

Hvem ved, om det måske kan give dig lidt mere ro, når du kigger dig selv i spejlet og ser en udbrændt, træt sjæl? Det kunne jeg håbe. Vi er mennesker – på godt og ondt – både du og jeg. I medgang og modgang.

Mit liv er fyldt med ups and downs – nøjagtigt ligesom dit. Med tid i lægens venteværelse, fyldt med bekymringer. Heldigvis er der flest ups i mit liv og af natur glemmer jeg heldigvis hurtigt de tunge perioder. Dette er også bare en periode, siger jeg til mig selv.

Lige nu forholder jeg mig aktivt til min sygdom. Presser på hos lægerne for at blive hurtigt udredt. Har en iboende skræk for sagsbehandlersystemet – ja desværre, men sådan er det, livet har gjort mig klogere på den front, beklageligvis.

Vil helst selv være herre i eget hus og styre mit eget tempo, uden at blive betvivlet, at det jeg allerhelst vil her i livet, er at passe min familie, mit arbejde og styre mit eget liv.

Jeg håber snart vi ses på den anden side. Bloggen dør ikke, men jeg har lovet mig selv i ikke at kæmpe mig igennem indlæg. Tvangsindlæg? Ikke hos mig. Jeg vil blogge, når jeg slet ikke kan lade være. Nogen vil tænke, kan hun blogge, kan hun vel også arbejde?

Jeg skulle hilse at sige, at man – heldigvis – godt kan sidde stille i stolen med et blodtryk under 100 og skrive i ro og mag med en bærbar i skødet, uden at besvime. Det kræver ingen anstrengelse og ordene flyder som regel let for mig, også selvom jeg er tåget i knolden. Hvis det giver glæde, tænker jeg det kun kan være godt for mig? Håber også det er godt for dig at læse med. I medgang og modgang.

Jeg vil gerne blogge, hvis jeg kan og gør det med glæde, hvis jeg orker. Den bærbare har dog allerede fået konkurrence på yndlingspladsen. Se selv 😉2015-10-05 14.47.23Se det som et positivt tegn, hvis der i den nærmeste fremtid bliver energi til indlæg – det er tegn på fremskridt tænker jeg. Måske indlæggene bliver kortere og mindre causerende. Nu ved du hvorfor.

Der bliver lavet mad i køkkenet efter “ren overlevelses-strategi”. Nemme retter, hurtige retter, mad til to dage. Kage er der ikke appetit til, men alligevel var der 20 æbler i haven forleden, så en æblekage brugte jeg en dag lidt tid og energi på.

Ingen har spist af den, men den gav mig og huset en fornemmelse af “normale tilstande”. Det er som om alt for mange dage uden dufte fra køkkenet, sænker en tung dyne af depression og sygdom over huset. En forbandelse. Det har jeg eller min familie ikke brug for. Pizza fra pizzamanden er kun sjovt første gang, flere gange om ugen et faresignal her i min husstand.

Indrømmet. Jeg skal kæmpe med både appetit og lyst til at lave mad, men vi får mad på bordet hverdag. Heldigvis er vi også fan af “rugbrødsdage” med bagerens bedste rugbrød og slagterens ugepakke.

Sønnike skulle på studietur til Berlin i dag og havde sådan ønsket sin livret inden afrejse. Cottage Pie. Den fik han selvfølgelig. Kender du det, som mor, at kunne lave mad selv med man-flu og 40 i feber? Alt for børnene. Selvfølgelig fik sønnike sin livret, men det var et ork (men det må du love mig ikke at fortælle ham).

Hvad får jeg så tiden til at gå med? Sove, læse bøger og her ser du min – og Kalles – favoritposition. Med tæppe og efterssol der skinner på næsen.

Kalle – og min søde familie – er min allerbedste medicin. 2015-09-30 15.31.12De sidste uger har jeg bevæget mig fra overhalingsbane til nødspor og nu pitstop, men jeg skal  nok finde tilbage på sporet.

Tak fordi du læste med til sidste ord og hænger på, her på bloggen.

I medgang og modgang <3


  •  
  •  
  •  
  •  
  •