12. april – var det lige præcis 3 år siden. En hård fødsel. Bloggen blev etableret – domænet blev købt og en blog fyldt med blanke tomme sider lå foran mig.
Jeg havde ingen tanker gjort mig om at drive en blog. Troede det var piece of cake. Troede det var venstrehåndsarbejde, for sjov, en loppetjans?
Jeg havde ikke forestillet mig at den ville blive som en nebengesjæft, en tidsrøver, et ekstra barn og et kært familiemedlem. Faktisk så kræver bloggen der ligesom børnene og dyrene kræver særlig omsorg, pleje, føde hver dag og nyt “grej” engang imellem.
Er bloggen “syg” og nede med virus, får jeg ondt i maven. Bliver hvid i hovedet af bekymring, nøjagtigt som var det et kært og levende familiemedlem.
Bagenørdens blog fylder 3 år – ka’ selv – vil selv! Bloggen fylder år
Når der er succes på drengen, og besøgstallene boomer, bliver jeg glad i låget. Hiver armene højt over hovedet, nøjagtigt som jeg gør det når mine børn jubler og de har det godt. Fanger deres første fisk eller klarer en svær eksamen med bravour.
Jeg havde ikke forestillet mig at en blog ville medfølge et kæmpe virtuelt netværk med kontakt til både søde bloglæsere, leverandører, annoncører, producenter. Havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at jeg ville synes det var sjovt at nørde når teknikken driller. Tænk at et spændende plugin kunne holde mig vågen en lørdag nat til kl. 2.00.
Jeg har et højt ambitionsniveau, i mit liv og med min blog. Nej, jeg gider da ikke lave en blog der ikke ser lækker og indbydende ud. Hvor billederne er urystede og uskarpe og hvor der er en masse stavefejl. Bloggen er mit vindue udadtil og helt uventet blev bloggen et spejl på den jeg er.
Jeg inviterer dig med ind i mit liv. Når jeg er på ferie, og klager over møgvejr og elendig mad. Når der er succes og fest på matriklen, med lækkert mad. Hvis jeg siger mit arbejde op. Græder en tåre, når jeg samler ind til Kræftens Bekæmpelse og bliver rørt. Hvis jeg er på restaurant, og spiser lækkert mad, eller når jeg besøger en butik med smukke ting, der gør mig glad.
Bloggen blev meget mere end en kage, mad-blog. Den er blevet min ventil. Jeg har trofaste tålmodige læsere, der læser med i både medgang og modgang. Både når der serveres mad på bloggen og når der kun er ord på menuen.
Bloggen har vokset sig stor og den vokser endnu. Snart er der skrevet 1000 opskrifter og ja ambitionsniveauet er højt. Allerhelst vil jeg skrive et blogindlæg om dagen. Ikke fordi jeg føler mig presset, men fordi jeg føler mig glad, befriet, lettere og udrenset når jeg har skrevet dagens indlæg. Jeg elsker at producere, elsker at være effektiv. Elsker også at gøre en forskel for mennesker. Stornyder at mine små blogindlæg der kan gøre en forskel for DIG.
Jeg får mange søde kommentarer og hilsner. Glædesstrålende beretninger om kvinder der har fået lyst til at lave mad igen, efter flere års pause, ved at følge bloggens nemme opskrifter. Faktisk så får jeg mange mails fra mænd, der bor alene eller er blevet alene efter mange års ægteskab. De skal starte som nybegyndere i et køkken, og har svært ved at få startet. Med mine opskrifter kan de overskue at lave mad selv. Det er da stort!
Mine anvisninger er lette. Ingredienserne kender de og de tør kaste sig ud i madeksperimenter, fordi jeg har skrevet ord de kan forstå og har beskrevet en proces de føler tillid til. Unge mennesker får jeg hilsner fra. De er lige flyttet hjemmefra og vil gerne lave simpelt, sundt, nemt mad i et køkken. Hver dag skriver jeg og udveksler opskrifter med andre kageglade, der elsker at afprøver mine kageopskrifter.
Folk skriver at de sætter pris på min positive tilgang til køkkentjansen og til livet som helhed. Jeg elsker at kunne gøre en forskel, og når jeg skal slutte mit kapitel her i livet engang, vil jeg da med fryd kunne se tilbage på, at jeg har gjort mennesker glade. Det er ikke den ringeste mission her i livet.
Sekretærtjansen fylder en del efterhånden med mange mails og kommentarer. Nogen spørger mig om det ikke stresser mig helt vildt at have alle disse indbakker at holde styr på. Næh, tænk det det som en dag du kommer hjem og postkassen er fyldt med spændende breve og postkort fra venner fra nær og fjern.
Disse breve og postkort er aldrig anstrengende at læse. Sådan har jeg det med alle blog-hilsnerne. Spændende at læse hvilke reaktioner en ny opskrift har affødt, hvordan en kage går sin sejrsgang i en bestemt lokalområde i Vestjylland, hvor meget folk elsker den nyindkøbte stegeso, indkøbt fordi de har fundet inspiration på min blog.
Jeg er da taknemmelig, rørt og glad. Jeg takker hver eneste ydmygt og bevæget. Alle får et pænt svar retur og nej, det er ikke altid jeg kan svare på hvorfor kagen er faldet sammen eller hvorfor cookies’ene flød ud, men jeg prøver og kommer gerne med gode råd, selvom jeg jo i virkeligheden bare er en glad amatør.
Folk har fuld tillid til mig “Skal stegen have 170 eller 180 grader i en halv time eller mere?” How should I know – kunne man spørge, men jeg takker for tilliden og prøver altid at svare efter bedste evne. 
I virkeligheden er jeg jo bare Gitte, en bage-madglad bibliotekar, der elsker at muntre mig i mit køkken, men som tilfældigvis også rigtigt godt kan lide at skrive om det. Nogen skriver til mig “Alt det du oplever, sikke et liv du må have”
Næh, jeg har et gennemsnitligt liv, men kan vist bare få lidt til at lyde og fylde af meget. Jeg reflekterer, funderer, gennemtænker og bruger mange ord. Jeg har ikke et mere spændende liv end dig, jeg kan bare rigtigt godt lide at skrive om det gennemsnitlige liv jeg/vi lever.
Det er heller ikke fantastiske gourmet-retter du finder i mit køkken. Jeg er ikke en hard-core typen med forstand på melsorter, gæringsprocesser, avancerede tilberedningsmetoder eller andet. Jeg er en upcomming, en amatør, en vovehals med en legende tilgang i køkkenet. “Det prøver vi da” – har vi en sjat tykmælk, tænke tænke, mon ikke det vil være godt i kage?
Jeg har øvet mig gevaldigt i at notere opskrifter når jeg går i køkkenet. Det har nok været min allerstørste udfordring. Åh for filan, at opmåle melet hver gang, men jeg gør det, for jeg ved hvor vigtigt det er for dig der læser med.
Bloggen har 3 års fødselsdag – ka’ selv, vil selv!
Som en 3-årig i trodsalderen prøver jeg nu at finde mit helt eget ståsted. Jeg kan selv og vil selv. Jeg behøver ikke længere at spørge min mand om hjælp til teknikken, jeg vil da selv finde ud af det der driller, hvis jeg ikke kan greje, spørger jeg da bare mine nørdede venner i mine internetfora. Ja da! Ka’ selv!
Ingen sejr er større end den sejr man kan få, når man selv finder en løsning!
Jeg vil selv! Bestemmer selv og vil ikke passe ind i en kasse. Hvis jeg har trang til at skrive indlæg der basalt set ikke handler om noget, andet end hverdagsrefleksioner over en ganske almindelig onsdag, så gør jeg det!
Jeg har ingen glittede facader og mestrer ikke forstillelsens kunst – den kage du ser på billedet, bliver fotograferet på den tallerken den bliver serveret på. Du ser ingen fornemme sølvfade og mad-studie-fotos på min blog.
Jeg har ambitioner, men har ingen ambitioner om at bloggen skal være andet og mere end sådan en blog hvor du føler dig velkommen, hvor alle kan være med, hvor du får lyst til at starte og gå i gang og hvor du med enkle anvisninger kan få succes fra dag 1.
Bloggen er stor nu og den vokser og vokser. For at blive i billedsproget – har babyen nu lært at gå, og øver sig også i at køre på cykel. “Her kommer jeg, og jeg har fart på”…blev der sagt.
Det er hårdt arbejde at nå dertil. At lære at gå giver knubs og men pludselig kan man og man føler det som en kæmpe succes, når man suser afsted på cyklen og selv kan tage sine sko på. “Kan selv, vil selv”.
Pludselig, selvom man er stolt og sejrssikkert skrider frem i verden som 3-årig, kan man engang imellem alligevel blive ramt den der følelse af at nogle voksne alligevel er meget smartere end én selv. Åh hvor kan de mange ting!
“Åh når jeg bliver stor engang, så vil jeg også….”
Hvorfor er der nogen der kan programmere og lave billedindgange til deres blogs, så det bliver meget smartere at finde rundt? Frustrerende, som 3-årig, at finde ud af, at nogen alligevel er smartere end én selv, men kunsten er ikke at lade sig mærke med det, men fortsætte afsted i susende fart stolt og sejrssikkert højt hævet på cyklen – uden støttehjul (og måske smadre sparegrisen og betale nogle programmører for at lave den hulens billedindgang til opskrifterne?)
Bloggen er stor og har vokseværk – det har man også som 3-årig. Over 225.000 besøger bloggen hver måned. Hit-dage er absolut jule- og nytårsaften med over 10.000 daglige gæster. Alle vil lave flæskesteg og brun sauce og lækre nytårsmenuer. Her boomer besøgstallet.
Google analytics hjælper mig til at styre alle tallene og de er så imponerende at jeg bliver blæst omkuld hver gang jeg drister mig ind for at kigge på dem. 3 millioner gæster har besøgt bloggen på 3 år og ….hold fast….13 millioner sider er blevet vist – imponerende, og jeg har endnu ikke taget det grundlæggende kommakursus, det burde jeg vist nok. Snart.
Det er en stor fornøjelse at DU gider læse med og at du fortsætter med at gøre det, så trofast og tilbagevendende.
Jeg fortsætter. Den 3-årige suser afsted med fuld fart og har nu både smidt sut og ble. Nu har jeg faste aftaler med annoncører og ved hvad jeg skal sige ja og nej tak til. Jeg fortsætter ved rorpinden og holder gryderne i kog.
“Kan I da blive ved med at finde på nye retter”? Ork ja da! Bloggen motiverer og inspirerer til nytænkning i køkkenet, ganske fint for den daglige servering og familien klager ikke (jo måske lige når jeg putter laurbær i flæskestegen og smører sennep på kyllingen).
Havde dette nu været en blog af en anden type, havde der sikkert været arrangeret en rask lille give-away i anledning af fødselsdagen, jeg havde sikkert også lavet en lille konkurrence, men sådan bliver det ikke.
Den 3-årige spiser sig mæt i chokolade og drikker en sodavand – men kigger op og smiler glad til gæsterne alligevel og siger tak for gaven…
Skønt at DU beriger mig hver dag ved at kigge forbi og skønt også at du ofte lader et sødt ord falde af til mig. Tak for din positive tilgang til bloggen og fordi du aldrig en eneste gang har sendt mig en negativ og hadsk kommentar. Heller ikke selvom din kage floppede eller andestegen blev sej. Din positive attitude sætter jeg stor pris og suger løs af.
Jeg glæder mig til at fylde 4 år med dig som min virtuelle middagsgæst – håber du har lyst til at hænge på.
Taknemmelige fødselsdagshilsner fra Bagenørden Gitte – 3 år
Tillykke med den. Jeg læser også med, når den bliver en 13 årig teenager
Jeg bliver i hvert fald hængende. Bl.a. fordi du laver hverdagsmad og gør det til noget lækkert. Og fordi du giver gode råd til at undgå madspild. Og fordi dine indlæg er sjove at læse. Og mange andre fordi’er.
Hip hip!
Hip hip hurra. Tillykke. 3 år for gået!
Tak fordi du gider inspirere alle os andre.
Tak fordi dine opskrifter er nemme at gå til, og at du viser vejen til, at man ikke behøver at følge dem slavisk.
Tak for din humør.
Tak fordi du lukker os ind i noget af dit private liv også.
I dag har jeg bagt efter dine opskrifter igen igen. Foccacia og cookies.
Vi har haft middagsgæster og fik lam stegt i stegeso!
God weekend.