Franskbrød med kerner – her får du en nem, hurtig opskrift på kernebrød – næsten – uden hævning.
Vil du gerne bage et franskbrød, der mætter godt, så prøv dette grovbrød.
Dejen kan røres hurtigt sammen, og du slipper endda for at få dej på fingrene! 🙂
Jeg brugte dejen fra disse hurtige flutes uden hævning, hvor jeg i dag bare bagte et formbrød i stedet. Du kan også bruge den til boller.
Dejen speedhævede jeg i ovnen, så du kan – næsten – springe hævetiden over. Skønt at man kan bage et nemt franskbrød uden hævning.
Der er 50 gram gær i og det er forklaringen på, hvorfor du kan bage dette brød uden hævning.
Har du bedre tid, kan du sagtens lade din dej og dit brød hæve længere tid. Reducér i så fald gærmængden.
Brødet penslede jeg og dryssede med sesamfrø, græskarkerner og chiafrø, så det blev et groft kernebrød med sprød skorpe og knas på toppen. Selvom brødet er groft, er krummen blød.
Jeg har brugt hørfrø som de primære kerner i brødet, men andre kerner kan sagtens bruges. Solsikkekerner, græskarkerner eller de kerner, du ellers har.
Der er mange havregryn i dejen også, så det er et groft brød med mange fibre.

Vi havde fornøjelse af brødet i flere dage. Perfekt som morgenbrød eller som brød til frokost, sandwich eller madpakker.
Nederst i dette indlæg kan du se flere opskrifter på grove franskbrød.
Franskbrød med kerner – hurtig opskrift på kernebrød

Ingredienser
Dej:
- 1 liter lunken mælk kan erstattes med vand/yoghurt/kærnemælk eller andet surmælksprodukt
- 50 gram gær Du kan nøjes med mindre, hvis du lader brødet hæve længere tid
- 1½ tsk salt
- 2 tsk honning eller sukker
- 150 gram hørfrø eller solsikkekerner eller en blanding
- 250 gram havregryn
- 900-950 gram hvedemel ca. Du kan evt. erstatte 1/4 med en grovere meltype
Pensling og drys:
- mælk eller tykmælk eller yoghurt
- sesamfrø, græskarkerner og/eller chiafrø
Sådan gør du
- Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt honning, salt, hørfrø eller solsikkekerner, havregryn og hvedemel lidt ad gangen. Tilsæt kun mel, til dejen slipper fad og fingre. Ælt dejen godt. Det er en fast dej. Ælt med håndkraft eller køkkenmaskine.

- Fordel dejen i 1 stor eller 2 mindre forme og speedhæv brødet tildækket i ca. 20 minutter i ovnen v. 30 grader. Tag formen ud og pensl forsigtigt brødet og drys med kerner. Efterhæv brødet tildækket et lunt sted imens ovnen varmer op.

- Bag brødet nederst i ovnen v. 175 grader varmluft (200 gr. alm. ovn) i ca. 40 minutter, eller til det er sprødt, gyldent og lyder hult, når du banker det under bunden. Bagetiden afhænger af størrelsen. Vip brødet ud af formen og afkøl før udskæring.

Noter
Hurtigt formbrød med havregryn, kerner og drys på toppen
Genialt! Et brød bagt næsten uden hævetid og med masser af fibre.
Brødet havde vi fornøjelse af i flere dage.
Et hjemmebagt franskbrød er noget helt andet end de brød, du kan købe. Brødet mætter bedre, og så er det jo også helt frit for tilsætningsstoffer. Penge kan vi også spare. Win win!
Serveringsforslag:
- Servér brødet lunt med smør
- Brug det til morgenmad med ost eller marmelade
- Skær det i skiver til madpakke
- Servér det til suppe eller salat, f.eks. med hvidløgssmør på
- Brug det som sandwichbrød
Vil du have endnu flere fibre i brødet, så kan noget af hvedemelet erstattes med en grovere melsort – det kunne være fuldkornshvedemel eller grahamsmel f.eks.?
Tips og variationer til opskriften på franskbrød med kerner:
- Brug gerne surmælksprodukter i stedet for mælk, det giver en mere saftig krumme
- Tilsæt også gerne solsikkekerner eller græskarkerner til dejen, hvis du vil have flere kerner i
- Erstat 150 gram havregryn med rugmel, speltmel, grahamsmel eller fuldkornshvedemel
- Prøv også dette med gulerødder og chiafrø eller dette kun med havregryn, uden kerner
- Valnødder er også lækkert i brød

Jeg bager et stort franskbrød cirka en gang om ugen. De første par dage opbevarer jeg det bare på køkkenbordet, og herefter putter jeg det i køleskabet.
Skiverne, jeg skærer af brødet, efter det har været i køleskab, luner jeg tit i mikroovnen. Så bliver brødskiverne bløde og lækre igen. Bare lige et tip til dig. 🙂
Spring du bare på det lækre, grove brød. Uh, jeg elsker bare hjemmebag! Alene duften der breder sig i huset – ahh! 🙂
Rigtig god fornøjelse med bageriet til dig.
Få flere opskrifter på groft brød og grove franskbrød her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.







