•  
  •  
  •  
  •  
  •  

Mit mor-hjerte svulmer og et indlæg presser sig på.

Små børn giver store glæder, men jeg har næsten lyst til at sige: at store børn giver endnu større glæder.

Jeg er bare så taknemmelig.

Hvis du læser trofast med på bloggen, vil du vide, at begge mine børn nu er flyttet hjemmefra. Jeg har skrevet eftertænksomme indlæg på bloggen om det og senest dette, da min søn, som den sidste, flyttede hjemmefra

Da mine børn flyttede hjemmefra, havde jeg en fornemmelse af hvordan det ville være bagefter – det nye kapitel der skulle starte både for børn og forældre. Jeg tænkte, at det ville blive tomt, trist og stille og håbede bare inderligt, at vores tætte bånd ville forblive intakt.

Hvordan går det så?

Efter endnu en weekend fyldt med kærlighed og gode oplevelser, kan jeg kun sige: Det går godt og jeg er bare så taknemmelig <3

I weekenden var vi i Aalborg og Hjørring, hvor vi havde en hel dag med de store børn. Vi startede med morgenmad hos Amanda og Sebastian i Aalborg, hvor vi hyggede os og drak god kaffe og bagefter kørte vi til Hjørring, og hyggede os resten af dagen i Mikkels kollegielejlighed.

Regnen silede, så vi blev indendørs og hyggede os med Uni, Yatzy og “Røvhul”.  Hvor var det bare SÅ sjovt, at skiftes til at sejre og blive besejret. 🙂

Hos Mikkel spiste vi en god frokost. Vi havde det gode Randers-bagers rugbrød og Randers-slagterens bedste pålægspakke med og hvis der er noget fattige studerende sætter pris på, så er det “ægte” varer til en lidt dyrere pris, fra slagter, bager og delikatesse. Vi nød måltidet alle mand. Hold fast hvor blev der spist mange “rundtenommer” 🙂

Det var en sjælden lørdag, hvor vi var samlet alle mand og hvor vi havde god tid til snak, grin og hygge. Herligt <3

Jeg havde bagt en ølkage, som vi hyggede os med og Amanda havde bagt gode chokolademuffins – faktisk Bagenørdens version. Man er vel loyal overfor sin mor, også selvom man er flyttet hjemmefra? 😉

Vi havde gaver med til de store børn. Ja selvom man er stor, ja nærmest voksen, er man da slet ikke for stor til pakkekalender. Faktisk betyder kalenderpakkerne bare endnu mere, for både børn og voksne, når de store børn er flyttet hjemmefra.
Kurvene blev fyldt med pakker. Der var både nisser, gaver, chokoladekalender og knas. Du kan tro, de vakte jubel.

Det var en fornøjelse for os voksne at finde gaverne og pakke dem ind og mit morhjerte svulmer ved tanken om børnenes ansigtsudtryk, når de åbner pakkerne. Dejligt de har små decemberjuleglæder at “lune” sig ved, den lange, mørke, grå og kolde december.

Var man lidt psykolog, ville nogen måske sige, at julekalender-pakker bare er en “forlænget navlestreng”, hvis de gives til voksne børn?

Det skal nok passe og  det vil jeg fint kunne leve med.

Her i huset fortsætter vi med at lave pakkekalendere så længe vi har lyst og så længe “børnene” har lyst til at åbne pakkerne – jeg tænker vi kan få lov til at fortsætte resten af livet 🙂

Det er en stor gave at have gaver at give. Faktisk er det en stor glæde både at give og modtage. Man skal ikke undervurdere en lille pakke. Der kan ligge meget kærlighed gemt i sådan én <3
I lørdags var det Mortensaften og da Mortensanden var lidt for stor at proppe ind i Mikkels miniovn, inviterede vi hele familien ud at spise i stedet for. Vi tog på Hjørring Kro og spiste en fornem menu: Mortensand og Ris a la mande. Det er første gang vi har prøvet at spise andestegen “ude i byen” og det var faktisk rigtigt lækkert og meget afslappende. Det var en rígtig hyggelig kro med det sødeste serveringspersonale og den ande-menu havde de bare helt styr på og ris a la manden ikke mindst. Wow!

Der var så meget mad, at vi alt for hurtigt blev “mætte”, næsten helt så mætte som på “juleaftens-måden”. Godt vi slap for at danse om juletræet 🙂 

Saucen var ægte god sauce, tilbehøret lækkert og andestegen mør og smagfuld. Da jeg spurgte om opskriften på ris a la mande, blev der smilet og sagt, på nordjysk accent: “Jamen vi koger da bare noget risengrød og putter noget fløde i”. Javel ja. Det prøver jeg da bare at gøre efter juleaften 🙂Det var nogle ægte hyggelige timer på Hjørring Kro.

Der var tid til snak, nærvær og hygge og vi slap alle for at springe rundt i køkkenet. Hvilken ro. Faktisk rigtigt rart at opleve 🙂

Middagen på kro og de gyldne timer i Hjørring og Aalborg, vil jeg værne om og passe på og gemme inderst inde. Der har allerede været mange og der kommer mange flere af den slags oplevelser – men alligevel ved jeg bare at det er guldøjeblikke der er værd at gemme på <3

Selvom de store børn er flyttet hjemmefra, nyder vi stadigvæk samværet alle mand og ses så ofte vi kan – enten til gode oplevelser hér, dér, i sommerhus eller på oplevelsesture rundt i landet.

Herligt at mærke, at også de store børn sætter pris på vores gode møder og at de stadigvæk nyder at komme hjem på besøg. Jeg stornyder det bare – og tryller gerne yndlingslivretter eller fylder poser med bagværk, de kan få med hjem.

Amanda fik en stor pose af de gode juleboller med hjem, da hun lige kiggede forbi. Det er bare så dejligt at kunne give dem noget hjemmelavet med hjem, som de sætter pris på.
Da Mikkel var hjemme sidst, bagte jeg en stor portion af hans yndlingsknækbrød med krydderi. Der blev til en stor dåse knækbrød og du kan tro at den vakte jubel 🙂

Mor er jeg hele livet og i hjertet ikke mindst. Jeg er så glad for at vi stadigvæk kan holde den gode kontakt, selvom afstanden er blevet længere. Både Amanda og Mikkel har kørekort nu og man må også sige, at vores bil nr. 2 nok må siges at være en ekstra motivation for deres hyppige besøg: “Mor, kan jeg låne bilen…?”. Nogen ville måske stille spørgsmåltegn ved, om vi ville se børnene lige så ofte, hvis der ikke var den ekstra bil?

Godt spørgsmål – det lader vi lige blæse lidt i vinden 🙂

Lige nu står vores 2. bil mest i Nordjylland men det nyder vi nu alligevel alle mand, for det betyder nemlig at vi f.eks. på fredag vil kunne mødes alle sammen i sommerhuset, hvor vi kommer kørende til fra nær og fjern. Sommerhuset sætter både børnene og vi forældre utroligt stor pris på og herligt at også børnene har lyst til at bruge stedet som “rekreationssted” og studiested, når det er opgavetid.

I var rigtigt gode til at sende mig opmuntrende hilsner, da jeg var lidt trist ved tanken om det tomrum der ville opstå efter børnenes fraflytning. “Bare rolig” skrev i. “Børnene vil stadigvæk komme hjem på besøg og så vil de og du bare glæde dig endnu mere. De vil nyde at komme hjem og spise deres livretter stadigvæk og de vil elske at få en doggy-bag med hjem.

I havde så ganske ret I kære bloglæsere. Hvert eneste ord. 🙂Glæden er stor ved at have store børn og man har dem jo stadigvæk, også selvom de er flyttet hjemmefra. I hjertet er de altid og selvom de er flyttet hjemmefra, vil de stadigvæk være der, når du rækker ud….En rigtig rar tanke <3

Vi ses ofte fysisk, men digitalt er det også blevet endnu nemmere at holde kontakten. Heldigvis.

Jeg mindes, da jeg måtte stå i telefonboks og ringe til min mor, imens jeg frøs om fødderne. Nu svarer begge børn på få sekunder på Messenger. Hvem sagde navlestreng? 😉

Skønt at de digitale muligheder har gjort det endnu nemmere at holde kontakten, især for os med kærlighed på langdistancen.  <3

Forholdet mellem os forældre og børn er blevet meget mere ligeværdigt end før og den tid vi har sammen er ren “bonus-tid”. Vi bruger ikke tid på detaljen og bagateller. Det er kvalitet fremfor kvantitet. Det er lutter gyldne øjeblikke. <3

Vores “børn” er de rareste unge mennesker. De er søde, sjove, spændende og kloge at snakke med. Det er en fryd og jeg nyder hvert eneste sekund. Jeg er så taknemmelig <3

Glæden ved at have store børn. Tak fordi du læste med til sidste ord 🙂


  •  
  •  
  •  
  •  
  •