•  
  •  
  •  
  •  
  •  

Jeg er bare så glad helt ind sjælen.

I dag har været en af de helt store dage i livet, en af de dage som jeg bare ved at jeg vil huske altid. En mærkedag af de meget betydningsfulde.

Jeg er en stolt glad datter, der i dag har stået på sidelinjen til min murerfars 60-års-jubilæum.

60 år som murer. Hvor er det vildt, ja man skulle tro, at det næsten ikke var menneskeligt muligt?

Min far kom i murerlære da han var 14 år. Nu er han 74 år og han arbejder stadigvæk fuld tid som murer. Han startede dengang man fik 30 kr om ugen og har knoklet på i en menneskealder og han fortsætter.

Det må da vist siges, at være en præstation af de helt store og helt unikke.

Jeg tror ikke der findes mange af min fars kaliber. Jeg beundrer min far, respekterer ham og synes at han er den sejeste far i verden. Oveni det er han sød, rar og den venligste mand i verden.

Kærligheden strømmer og jeg er bare så heldig og taknemmelig over at have ham endnu <3

Min far er en mega sej slider og en stædig rad, der gør dét han sætter sig for – altid.

Først var det 40 års jubilæet hos samme murermester han ville opnå og så var det 60-års jubilæet for murergerningen. Milepælene flytter sig hele tiden og min stædige far knokler på og bliver ved.

Min far er en ydmyg murer, der ikke gør meget væsen af sig.

En stille og sej slider, der har vundet og stadig vinder stor respekt på arbejdspladsen.

Min far er en stolt murer, der er glad for sit fag og som nu stolt kan se tilbage på et arbejdsliv, hvor han har været med til at bygge mange af de huse vi ser på Djursland. Et imponerende arbejdsliv. En beundringsværdig indsats.

Kollegerne og lærlingene ser op til ham og han kan stadigvæk nogle murertricks, som kun han er mester for. Murer-Peter er vist efterhånden blevet et ikon indenfor hans fag på Djursland og som datter er jeg bare mega-stolt og glad for at stå på sidelinjen sådan en dag.

Min far er den stille og lidt tilbageholdende type, men for nogle måneder siden sagde han: “Den 1. april er det 60 år siden jeg kom i lære som murer, men der sker jo nok ikke så meget, for der er jo ikke rigtigt nogen der ved det”.

Det tænkte jeg noget over.

60 år. Flagrende talende mig udbrød jo straks: “Fantastisk. Flot. Imponerende. Hvor er det vildt, far” og mange flere tillægsord.

Min far sagde ikke så meget, men jeg kunne mærke at 60-års-dagen betød noget for ham.

Det slog mig, at det da ville være vældigt trist, hvis det bare blev en almindelig arbejdsdag uden nogen opmærksomhed.

Det er sjældent min far gør opmærksom på sig selv og det gik op for mig at lige med denne vigtige dag, kunne det være at vi andre på sidelinjen skulle tippe og pippe om jubilæet.

Jeg skrev til Murernes fagblad, murermesteren og avisen og de sprang straks på og var interesserede i at markere jubilæet og bringe den gode historie.

Min far lugtede lunten. En dag ringede han – og det gør han ikke så tit –  og grinede glad med smil i stemmen: “Gitte, hvad er det du har sat gang i? Murermesteren siger, at vi skal mødes i hallen til lagkage og en øl d. 1. april??”

Jep og mødtes til jubilæum, det gjorde vi så idag.

Murersvendene fik lov til at stoppe arbejdsdagen lidt før og markere min fars 60-års-jubilæum.

Det blev en rigtig god dag og en god oplevelse for min far, hans kolleger og os i familien. Min far var bare så stolt og glad og hvor var det godt at dagen blev markeret. Det slog mig flere gange. Hvor VAR det godt at vi andre tog affære 🙂

Der kom en journalist og fotograf fra den lokale avis og min far sludrede jovialt med dem, komplet upåvirket af situationen og helt nede på jorden, lige som han er. Ingen forstillelse her. Ingen ophøjethed eller fine fornemmelser. Sådan er min far nemlig.

Min far guffede lagkage på livet løs, imens fotografen tog billeder på stribe.

Der var flødeskum på overlæben og det billede er bare så sigende for mig. Min far gør som han vil, helt upåvirket af situationen. Ægte. Ligetil. Murer-Peter. Her står han og spiser lagkage ved murerbilen, imens fotografen knipser løs. Jeg elsker det foto <3

Det var spændende snakke med min fars kolleger og langsomt oprulledes et arbejdsliv. Vi snakkede om dengang der ikke var motor på trillebøren, om de forskellige steder svendene havde arbejdet, om de forskellige murersjak, om udviklingen, kollegerne, lærlingene.

Murersvende er ikke de mest talende mennesker, fornemmer jeg, men stolte slider-typer, med et godt og stærkt sammenhold.

Der blev sagt få men velvalgte ord, og de ord der blev sagt betød virkelig noget. Murermesteren takkede min far for lang og tro tjeneste og sagde at min far var ydmyg og vellidt og jeg kunne se at min far blev rigtig glad for ordene. Jeg kunne se at han blev stolt.

Min far fik en indgraveret snapseflaske med ordene “60 år som murer”. Den gave blev han rigtig glad for og det slog mig igen, at der nok ikke findes mange af min fars støbning – noget sted.

Min far er en stolt sønderjyde. Gæv og slet ikke stor i slaget. En sej slider, der har hjulpet os døtre med at bygge/istandsætte huse og har knoklet på og aldrig sagt nej til os. En 12-timers arbejdsdag kunne han snildt tage, uden at pibe og pauser har der ikke været mange af. Vi andre måtte give fortabt – vi har aldrig kunnet følge hans tempo.

Når man roser ham for flot veludført murerarbejde, kunne han sige “det betyder da ikke noget”, imens han allerede var på vej videre til næste opgave.

Min far har aldrig hvilet på laurbærrene og spørger du ham i dag, synes nok ikke det er noget særligt stort han har udrettet som murer. Du får ham ikke til at sige, at det er vildt at nå til 60-års-jubilæet. Han vil sige, at han bare har passet sit arbejde.

Min far lader mig om tillægsordene og de store følelser:”Hvor er jeg bare stolt og glad far. Hvor er det imponerende det du gør. Jeg har stor respekt for det du har nået og stadigvæk opnår”.

Svulstige taler som disse, skal man ikke holde til min far.

Det prøvede jeg til 40-års-jubilæet og det brød han sig ikke så meget om. Han kiggede mest ind i væggen, men det var en vigtig tale for mig at holde, for jeg vidste jo godt, at det gælder om at gribe de chancer der er. Hvornår er det lige man får lejlighed til at sige store ord til sin far, uden han har mulighed for at flygte? 🙂

I dag ville jeg ikke holde tale. Dagen skulle holdes i min fars ånd i murer-hallen med kollegerne. Helt nede på jorden. Det passede min far så godt og han smilede stort og nød afslappetheden og uhøjtideligheden.

Til gengæld havde jeg prikket journalister og fagblad og murermesteren og fik på denne listige måde sat fokus på min stolte, sliderfar, som sjældent eller aldrig nogen sinde sætter fokus på sig selv.

Han glæder sig til at komme i avisen og i fagbladet kan jeg mærke på ham og han fortjener virkelig al den ros og anerkendelse han kan få.

Nogle gange er det bare så lidt der skal til. Jeg kunne mærke på min far at dette jubilæum betød noget og så var det bare så meningsfyldt at “rykke” på det.

Alle var med på at markere jubilæet og bringe den gode historie…og en god historie, det er min far.

Min far har ikke computer og det er vist meget godt, for så slipper han for at læse alle mine svulstige ord her. Det ville han slet ikke have kunnet håndtere. Jeg håber du kan holde på en hemmelighed? 🙂

Tak til dig, fordi du havde lyst til at læse med på min stolte datter-beretning.

Jeg har bare et ydmygt ønske: Jeg håber sådan at jeg vil have min far mange år endnu. Enhver anden tanke er lige nu helt ubærlig <3


  •  
  •  
  •  
  •  
  •