Om kærlighed der strømmer. 
Syg, sårbar, stille, sløj og slatten. Mit liv er fyldt med s-ord og toppet med lidt ensomhed, så er det vist et meget godt billede af situationen.
Som jeg skrev i dette indlæg så startede min vinterferie med, at min familie måtte tage til Norge uden mig – øv også, influenza-virussen valgte lige at slå ud i min krop dagen før afrejse. Snyd!
Jeg blev efterladt hjemme og det var den helt rigtige og den klogeste beslutning. På Facebook har jeg mærket en helt overvældende omsorg. Jeg har fået mange hilsner de sidste dage og mange af jer har nu spurgt hvordan det mon går med mig.
Om kærlighed der strømmer – på vej ovenvande
Jeg skammer mig næsten helt, for jeg er jo ikke alvorligt syg. Det er bare en smule influenza-virus, men måske jeg bare er god til at råbe mine lidelser ud til verden?
I hvert fald er mange af jer søde at gribe mine ord og sender omsorgsfulde ord og tanker retur til mig. Tusind tak for dem og for hvert et ord. Jeg er på vej ovenpå, og her kommer der så lige en update fra mig på sygelejet.
Det har været ganske lærerigt for mig at være syg og alene hjemme på samme tid.
På en måde er det fedt, ikke at skulle lave mad, vaske tøj, tømme opvasker og alle de normale hverdagstrivialiteter. Alt går ligesom på nødblus, når man er syg og alene hjemme.
Jeg oplevede, at jeg ret hurtigt vil kunne tillægge mig nogle vaner – om de er gode eller dårlige, kan man jo så diskutere? ;-):
- Hvorfor overhovedet skifte tøj, når der alligevel ikke er nogen der opdager det?
- Hvorfor gå i bad, når man egentlig ikke rigtigt gider og ingen alligevel skal se eller lugte til én?
- Hvorfor overhovedet lave mad, når det går så fint med en grovbolle?
- Hvorfor gå op i spisetider, når man alligevel slet ikke er sulten eller kun sulten på forskudte tidspunkter?
- Hvorfor lave ting på to-do-listen, når energien ikke rækker og ingen alligevel opdager, om man er kommet i mål eller om man har udskudt alle punkterne?
Når jeg er alene, trækker jeg mig ind i mig selv og når jeg er syg og slatten, bliver jeg endnu mere stille.
På en måde, er det jo fedt, at kunne snuppe sig en lur, når man trænger. Fedt at kunne læse i en uendelighed, uden afbrydelser. Fedt også, at man ikke behøver hive sig op til at være udadvendt, deltagende og social udadvendt, når man er energiforladt eller foregive appetit til måltiderne eller foregive at have energi til at lave dem også.
Når det er sagt, så er det gået op for mig, at jeg slet ikke egner mig til at være alene, især ikke når jeg er syg. Jeg føler mig sårbar og udsat – jeg er vist bare slet ikke bygget til det. Jeg har brug for mine kære omkring mig – i medgang, men især også i modgang.
Jeg har vist også bare generelt brug for mennesker omkring mig – og bliver trist i fraværet. I mit job er jeg vant til at møde en masse mennesker hver dag – det giver mig så meget mening – og sådan en influenza-uge på egen hånd, er en stor kontrast for mig. For stor. Fra alt – til intet. Fra ord til tavshed. Fra tanker til tomhed.
Kærligheden til mine kære er stor – jeg savner dem meget og glæder mig til de kommer hjem, lige om snart. Jeg glæder mig også til snart at være frisk nok til at komme ud i civilisationen igen. Jeg glæder mig som en ko der skal på græs 😉
Mennesket er født som et socialt væsen – det må jeg erkende, at jeg også er. Jeg bliver både gladere, friskere og mere aktiv, i selskabet med andre mennesker. Kender du mon også til det?
Intet menneske er en ø. Jeg er slet ikke. Jo måske det så lige skulle være en af de bro-faste? 😉
Kallehunden har gjort alt hvad den kunne, for at underholde mig og det har den også været super god til. En daglig luftetur, er det blevet til og det har været godt for os begge to. Den er en fornøjelig lille legesyg fyr, som har givet mig smil på læben. En hund er en trofast livsledsager. Betingelsesløs kærlighed. 
Telefonen har ringet tit – heldigvis. Søde sms’er og hilsner er tikket ind og jeg har været i tæt kontakt med familie, de skifarende- og min datter.
Intet menneske er en ø.
I går bankede det på døren – en blomsterhandler bankede på med en stor buket blomster i favnen – fra min søde mand.
“Hej søde ven. Du skal have en smuk buket at kigge på imens vi er væk. Rigtig god bedring. Vi glæder os til at se dig igen Kærlig hilsen…”
Ej hvor var det altså en sød tanke og sikke en flot buket <3
Den ankom helt forud for sin tid, en hel dag før Valentinesdag? Mon min mand kalkulerede med særlig lang transporttid eller? 😉 Næh – han går – lige som jeg – slet ikke op i det Valentinsdag-markeringen. Vores kærlighed er stærk – hele året – og vi nøjes heldigvis ikke med kun markere den en gang om året.
Men Valentinsdag er en dag, der er svær at være modstander af. Kærlighed der strømmer – lad den endelig strømme endeløst – ja tak til den og mere af den <3
Imens jeg skriver dette indlæg, sidder jeg og ser mindeprogram for Prins Henrik – der døde i går. Kærligheden strømmer til ham. Folkets kærlighed til prinsen er ægte og uendelig stor. Jeg funderer dog, lidt trist, om han mon nåede at mærke nok til den, imens han levede?
Prinsen stak ud, var sin helt egen, på sin helt særlige måde, og det kunne vi danskere ikke altid håndtere. Pessehetz, jantelov, fordomsfuldhed. Prøvede vi at forstå ham nok?
Det er som om vi først nu ser det drengede smil og kan høre det særligt charmerende i den franske accent. Den accent han undervejs fik så meget skyld for, ikke at have fralagt sig. Nu savner vi den jo allerede, accenten, det charmerende franske og glimtet i øjet.
Prinsens kunstneriske, musiske, poetiske og karismatiske sider er – og har været – en styrke, men de blev overskygget af mediernes fremdyrkning af et noget mere negativt billede. En hetz – til tider. Et negativt billede der allerede nu er ved at blegne. Ja vi har vel næsten allerede glemt det nu – især her efter hans død?
Størst af alt er kærligheden. Dronningens kærlighed til sin prins var uendelig stor og folkets kærlighed til ham ligeså….
Der er bare lige én ting. Vi skal jo huske at sige det og give udtryk for det, imens vi er her, det dér med kærligheden.
Måtte dette være en af de vigtigste læresætninger efter i dag.
Al denne kærlighed der strømmer – og så lige på Valentinsdag.
Jeg har fejret dagen ved at spise en lille lun ret for første gang i dagevis. Noget kærlighedsmåltid var det ikke, men retten var dog lun. 😉 Mon der er fremskridt at spore? Jeg tror det – håber det – satser på det.
I morgen venter en ny dag – og har jeg energi, går jeg i gang med to-do-listen, også helt uden der er nogen der ser om jeg kommer i mål med nogle af punkterne. Who cares. Måske jeg også skulle starte med et bad og et rent nyt sæt tøj? Oh la la, bare det at tænke tanken, tyder vist på fremskridt 🙂
Tak fordi du læste med til sidste ord – Med dig på sidelinien bliver det aldrig helt ensomt at være mig 😉
🙂 Hvor var det et skønt indlæg at læse – Jeg blev helt rørt over dine tanker som er mig meget nærliggende – håber du er kommet dig helt – Jeg havde glæde af influenzaen i jul og nytår – phu ha – burde da afskaffet – kan du have en dejlig dag – Knus herfra Mona Renee