Futsko er en nem lækker mini brunsviger. Skønne små kanelkager, der også kendes under navne som “landingsbaner”, Aalborgkager, badekar, gummibåd, sutsko, morgenkager, skosål og smørkage.
Hvis du er vild med brunsviger, så vil du elske disse små mini brunsvigere, uanset hvad vi kalder dem.
De er så fine og nemme at lave og passer perfekt, hvis du gerne vil servere brunsviger i portionsstørrelse.
Hvad er en futsko kage?
Det er små brunsvigere i mini format, med en stor fordybning i midten til den lækre kanelremonce. Dejen er en gærdej med smør og æg, som også bruges i f.eks. kanelsnegle / kanelsnurrer og brunsvigere.
I smagen minder de meget om disse brunsviger boller. Fordybningen i en futsko er dog større og de indeholder derfor mere remonce.
Der er også lidt sirup i remoncen i futsko og nogle bagere bruger også kagecreme i remoncen.
Futsko kagerne kendes under mange navne. Måske du også er stødt på dem hos din lokale bager? Mon de er mest udbredt i Nordjylland?
Mini brunsvigerne smager skønt og de er noget nemmere at håndtere end en stor brunsviger. Måske du skal dele brunsviger ud til kollegerne eller servere den til fødselsdag eller som morgenkage til brunch?
De vil pynte så fint på et kagebord også.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på lækre kager med kanel af gærdej.
Futsko – få en god nem opskrift på mini brunsviger kager
Ingredienser
Dej:
- 2½ dl mælk lunkent. Kan erstattes med kærnemælk/yoghurt/ eller lign.
- 50 gram smeltet smør kan erstattes med ½ dl smagsneutral raps- eller solsikkeolie.
- 25 gram gær
- 2 spsk sukker
- 1 æg
- ½ kg hvedemel ca.
- 1 tsk kardemomme kan udelades eller erstattes med kanel
- 1 tsk salt
Futsko brunsviger remonce:
- 150 gram blødt smør
- 175 gram brun farin
- 1-1½ spsk kanel
- 3 spsk sirup både lys og mørk kan bruges
Sådan gør du
Dej:
- Lun mælken til fingervarmt sammen med smørret. Rør gæren ud heri og tilsæt sukker og æg. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt sammen med salt og kardemomme
- Rør kun mel i, til dejen slipper fad og fingre. Brug så lidt mel som muligt.
- Lad dejen hæve tildækket til dobbelt størrelse et lunt sted ca. 45 minutter. (kan speedhæve 30 minutter i ovnen v. 30 grader).
- Form aflange "futsko". Jeg brugte ca. 50 gram dej pr. stk. De behøver ikke ligne hinanden 100 % og de må godt være lidt rustikke. Lav fordybninger i hver bund med fingrene. Se billede. Jeg fik 16-17 stk. Læg dem på en bageplade
- Lad futsko kagerne hæve tildækket 30 minutter et lunt sted, gerne i ovnen igen v. 30 grader. Lav remoncen imens. Bare rør alle ingredienserne sammen.
- Tryk fordybningerne i bundene lidt ned og fyld nu remonce i. Jo højrere kant, jo nemmere kan du undgå at fyldet løber ud. Gem remonce så der er nok til alle kager. Behøver ingen pensling. Lad dem efterhæve imens oven varmer op
- Bag futskoene ca. 12-13 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Bag dem ikke for længe, så bliver de tørre. Bagetiden afhænger af størrelsen. Dine futsko er færdige, når de er sprøde og gyldenbrune.
- Lad futskoene køle lidt, før du løsner dem fra bagepladen. Serveres gerne lune. Kan lunes i ovn/airfryer dagen efter.
Noter
De snaskede små mini brunsvigerne kaldes også for landingsbaner, smørkager, badekar, morgenkager, Aalborgkager
Måske du kender futsko kagerne under andet navn? Kært barn har mange navne. Uanset navnet, så er det nogle meget lækre kager. Dem kommer vi til at bage mange gange herhjemme fremover.
Lækre bløde morgenkager. De er bedst, hvis de ikke bages for længe. De skal kun lige bage længe nok til gærdejen er gennembagt og kanelremoncen karamelliseret. Tjek dem undervejs.
Jeg havde lige en lille portion dej til overs, da jeg bagte disse krydderboller og det er faktisk denne dej jeg har brugt til futsko’ene.
Remoncen fik jeg inspiration til i denne opskrift på snaskede kanelsnegle. Uh alle de lækre kager vi kan lave med en smørdej og kanelremonce.
D. 10 oktober er det Brunsvigerens Dag og her kunne du jo passende prøve disse lækre små brunsvigere?
Håber du synes om kagerne. Vi var vilde med dem herhjemme. Bløde, snaskede små brunsvigere. Helt perfekte.
De vil være et hit som morgenkager på et brunchbord, men de vil også forsvinde hurtigt på et kagebord. Dem må du prøve.
God fornøjelse med bageriet til dig. 🙂
Få flere opskrifter på brunsvigere og kager med kanel her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.