Sprød og nem rabarberkage

Sprød og nem rabarberkage af sukkerbrødsbund

Sprød og nem rabarberkage

Årets første rabarberkage så dagens lys!

Selvom man er slatten og sløj, spirer rabarberstænglerne jo alligevel livsbekræftende frem. Optimistiske, strunke, stolte. Venter kun på at blive tryllet om til kage, til dem der orker at bage.

Jeg listede en tur i haven. Solen skinnede varmt for første gang i ugevis. Jeg kiggede til mine rabarber og der var gevinst. Jeg har ikke haft lyst eller energi til at bage i ugevis, men rabarberne gjorde mig glad og overførte noget af deres spirende livsglæde til mig. Sprød og nem rabarberkage

Life goes on – sygdom eller ej og pludselig var årets første rabarberkage i ovnen. Verdens nemmeste rabarberkage. Sprød og lækker, frisk og sød. Helt som en rigtig rabarberkage skal være.

Kagebageduft i huset bringer søde minder om gode tider. Hygge. Tryghed. Forkælelse. Glæde.

Alt skal nok blive godt igen. At jeg fik lyst til at bage en kage, tager jeg som et virkeligt godt tegn. Opskriften på den nemme kage får du lige her. Måske du også lige skulle tjekke om dine rabarber i haven er kommet op?Billedresultat for bagenørden rabarberMåske der pludselig også er en forårsglad livsbekræftende kage på vej hjemme hos dig? 🙂

Sprød og nem rabarberkage - årets første!

Forberedelse: 

Tilberedelse: 

Tidsforbrug ialt: 

Portioner: 6 pers.

Sprød og nem rabarberkage af årets første rabarber.
Det skal du bruge:
  • 250-500 gram rabarber (jo flere rabarber, jo mere syrlig kage. Brug gerne så mange du har) Anden frugt kan sagtens bruges
  • 2 æg
  • 150 gram rørsukker (ell. alm. sukker)
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 100 gram hvedemel
  • ½ tsk bagepulver
  • Topping:
  • 50 gram smør skåret i smalle skiver
  • Perlesukker
Sådan gør du:
  1. Skyl og skær rabarberstænglerne i 1-2 cm stykker
  2. Fordel rabarberne i et smurt tærtefad
  3. Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvidt og skummende
  4. Bland bagepulveret i melet og vend det forsigtigt i æggeblandingen med en dejskraber
  5. Hæld dejen over rabarberne.
  6. Fordel smørskiver på toppen og drys med perlesukker
  7. Voila!
  8. Bag rabarbertærten i ovnen ca. 25 minutter v. 175 grader varmluft. Tærten er færdig når den er sprød, gylden og lækker.
  9. Kan sagtens nydes som den er men vil også smage rigtigt godt med flødeskum til

Sprød og nem rabarberkage

Verdens nemmeste kage, som du snildt kan trylle også selvom du hænger lidt i bremsen, er kvast eller bare har lidt travt?

Måske uventede gæster har meldt deres ankomst? Rabarbertærten vil være fin at servere til dessert også, og kan fint passe sig selv i ovnen imens I spiser hovedret.

En meget hurtig tærte at bage, og er du ikke så heldig at have rabarber i haven, kan du sagtens lave en anden type frugttærte af grunddejen. Æble- pære– blomme- eller måske en nektarintærte?

Se her hvor nemt det er:

Smukke, glade rabarberstængler. Endelig blev det rabarbertid <3
Sprød og nem rabarberkage

Årets første rabarbertærte er klar til dig og hvis det står til mig, bliver det kun den første i rækken. Bageenergi, appetit og bageglæde. Bring it on. Jeg vil så gerne! 🙂

Slipper tastaturet igen men vil lige nå at sige TAK for alle jeres helsebringende hilsner. Jeg håber snart at være helt på højkant igen. Dejligt at se at du i den grad bruger løs af opskrifterne fra arkivet. Vi dør ikke af sult foreløbigt 🙂

Håber alt vel hos dig og dine og at du nyder at foråret nu endelig er ankommet. En længe ventet gæst. Vi går mod lysere tider <3 
Sprød og nem rabarberkage

Mere inspiration

2 tanker om "Sprød og nem rabarberkage af sukkerbrødsbund"

  1. Apropos rabarber, hvis man skærer dem op i små stykker og kommer dem i sukkerlage i et par dage, så er de super gode som tilbehør til ret eller som ingrediens i en salat👍:)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *