Persillesovs. Her får du opskriften på en klassisk dansk persillesovs, lavet af en hvid opbagt sovs med persille.
Man kan da vist næsten ikke sige stegt flæsk eller rødspættefilet uden at sige persillesovs, vel?

Her får du opskriften på den populære sovs. En klassiker, der bringer smilet frem.
Sovsen er rigtig nem at lave. Den kan laves på forskellige måder.
Du kan bruge bouillon, mælk, fløde eller en blanding. Du kan opbage sovsen med smør eller du kan jævne mælk.
Jeg synes, den smager bedst med mælk og smør, så det er den opskrift, du får her.
Brug allerhelst frisk persille, gerne en potte persille til sovsen. Frossen eller frysetørret persille kan også bruges.
Det er nemt at lave en opbagt hvid sovs med persille, så bare spring ud i det.
Nederst i indlægget får du opskrifter på gode retter, du kan servere til persillesovsen.
Den smager nemlig også godt til f.eks. frikadeller og nye kartofler – en lækkerbisken!

Persillesovs – nem opskrift på klassisk persillesauce

Ingredienser
- 40 gram smør ca. 3 spsk
- 30 gram hvedemel ca. 3 spsk
- 5 dl mælk du kan erstatte halvdelen med fløde ell. bouillon
- 2 håndfulde frisk persille ca. 1 potte. Frossen persille kan også bruges.
- salt/peber smag til
- 1 tsk citronsaft smag til
- 1 tsk sukker smag til
Sådan gør du
- Smelt smørret i en gryde og rør melet i. Brug gerne en tykbundet gryde, så sovsen ikke brænder på.40 gram smør, 30 gram hvedemel

- Pisk godt og rist melblandingen i nogle minutter.

- Tilsæt mælken og pisk godt. Tilsæt salt og peber. Varm sovsen op, til den tykner. Det tager 5-10 minutter. Rør flere gange undervejs, så sovsen ikke brænder på.5 dl mælk, salt/peber

- Skyl persillen godt, så den er helt fri for jord og ryst vandet af. Snit persillen fint eller kør den igennem en persillehakker.2 håndfulde frisk persille

- Vend til sidst persillen i den opbagte hvide sovs og varm sovsen igennem. Smag til med salt/peber og evt. lidt citronsaft og sukker.1 tsk citronsaft, 1 tsk sukker

- Nu er persillesovsen klar til servering. Er sovsen tyknet for meget, så suppler med lidt mælk eller lidt kartoffel kogevand.

- Server persillesovsen til stegt flæsk, fisk, frikadeller eller andre klassiske, danske retter.

Noter

Det er nemt og hurtigt at lave en hvid opbagt sovs med persille
En klassisk sovs, der passer godt til mange danske nationalretter.
Persillesovs er mormormad af allerbedste slags. Det er én af de opskrifter, der godt kan gå i glemmebogen i det moderne køkken, og det er ærgerligt.

Sovsen smager nemlig super godt og kan laves på 15 minutter. Perfekt sovs som tilbehør til nem aftensmad eller de gode danske mormorretter.
Hvad er opbagt persillesovs?
Opbagt persillesovs er en hvid sovs lavet med smør, mel, mælk og en masse persille i. Det er den klassiske måde at lave persillesovs på.
Opskriften på den hvide mælkesauce kan du bruge som grundopskrift til andre typer sovs f.eks. brun sovs og skysovs. Her kan mælken bare erstattes med stegesky eller bouillon.

Kan man lave persillesovs uden opbagning?
Ja, du kan jævne mælk eller bouillon med meljævning eller majsstivelse.
Den klassiske persillesovs laves dog som opbagt sovs med smør og mel. Det giver en bedre smag og en mere cremet konsistens.
Hvad spiser man persillesovs til?
Servér persillesovs til:
- stegt flæsk
- kogte kartofler – gerne nye kartofler
- frikadeller
- fiskefrikadeller og paneret rødspætte
- stegt fisk og paneret torskerogn
- karbonader og hamburgerryg
- kogte grøntsager

Vi laver tit persillesovs, når vi har frisk persille eller om sommeren, hvor vi kan høste frisk persille fra persillekrukken i haven.
Brug gerne rigeligt persille i sovsen. Jo mere, jo bedre.

Tips og variationer til opskriften på persillesovs
- Erstat noget af mælken med fløde, hvis du vil have en mere fyldig persillesauce.
- Brug bouillon i stedet for noget af mælken, hvis sovsen skal have mere smag.
- Tilsæt ekstra citronsaft, hvis persillesovsen skal serveres til fisk.
- Rør persillen i til sidst, så bevarer den mest farve og smag.
- Er sovsen for tynd? Så lad den koge lidt ekstra uden låg, før du tilsætter persillen.
- Er sovsen for tyk? Supplér med lidt ekstra mælk eller kartoffelkogevand.
- Lav sovsen lidt tyndere, hvis den skal serveres til fisk.
- Lav den lidt tykkere, hvis den skal serveres til stegt flæsk og kartofler.
Må opbagt persillesovs varmes op igen?
Ja. Fødevareinstituttet skriver, at det er helt ok at varme retter med persille op igen.
Persille opvarmning handler om god køkkenhygiejne:
- persillen skal skylles rigtigt godt, før den bruges. Den skal være helt fri for evt. jord.
- en ret med persille skal køles hurtigt ned, hvis den skal varmes op igen.
- persillesovsen skal varmes godt op, før den spises igen, faktisk helt op til 75 grader.
Sovsen kan varmes op i mikroovn eller i gryde – supplér evt. med lidt mælk, hvis den er blevet for tyk.
Hedder det persillesovs eller persillesauce?
Spøgefugle siger, at man kalder det sovs, når den er så tyk, at den kan hænge fast på kartoflen. Det er der vist noget om. 😀
Jeg kalder sovsen begge dele her, for tykkelsen bestemmer du lidt selv, afhængigt af hvad sovsen skal serveres til.
Voilà. Her fik du opskriften på klassisk persillesovs – den må du prøve! Rigtig god fornøjelse med sovsen til dig.
Vi spiste persillesovsen til frikadeller med persille. Min mand var jublende! De frikadeller kan du godt glæde dig til at få opskriften på. 🙂
Er du vild med persille, så prøv også denne persillepesto eller denne persillemayo.
Få inspiration til retter, du kan spise persillesovs til:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.








Kære Gitte , din persillesovs er førsteklasses❣️. Lavede dem med mælk, som sagt efter opskriften, kun jeg tilsatte lidt revet muskatnød. YUMMY YUMMY YUMMY. Citronsaften gør saucen rigtig frisk ? Dette bliver min yndlingsopskrift ?