Håndværkere kan du sagtens bage selv. Her får du en god nem opskrift på de populære hjemmebagte rundstykker med blå birkes.
Er du også vild med bagerens håndværkere, men vil du gerne prøve at bage dine egne, så har jeg en rigtig god opskrift til dig her.
Æltefrie lidt grove håndværkere, du kan lave uden at få dej på fingrene. Glæd dig, de smager skønt!
Faktisk så smager de bedre, mætter bedre og er også langt billigere end bagerens håndværkere.
Hvad er håndværkere for nogle rundstykker?
Håndværkere er klassiske sprøde rundstykker med blå birkes på toppen. Ofte har de en firkantet form og ofte er de lidt tættere /sejere i krummen end andre rundstykker.
Håndværkerne er “hvide” rundstykker uden kerner, men ofte med en smule groft mel i.
Jeg har tilsat lidt havregryn til denne dej, så de er lidt grovere, men du kan også nøjes med hvedemel (gerne Manitoba eller Tipo 00 mel), eller du kan tilsætte f.eks. lidt grahamsmel, fuldkornsmel el. lign.
Dejen er ret “våd”/klistret, så jeg “hakkede/skar” bare dejen ud og løftede håndværkerne over på bagepladen med en dejspatel.
Jeg skar dem ud i firkanter, så de fik den karakteristiske firkantede form. Håber du synes mine ligner bagerens. Det var ihvertfald meningen. 🙂
Kan håndværkere fryses?
Jeps. Rundstykkerne smager skønt nybagte, men de kan også fryses og lunes i ovnen eller airfryer efter optøning. Skønt at have hjemmebagte rundstykker i fryseren, der lige kan lunes.
Nederst i indlægget får du tips og variationer og flere opskrifter på hjemmebagte rundstykker.
Håndværkere – hjemmebagte rundstykker med blå birkes
Ingredienser
Dej til Håndværkere:
- 2 dl yoghurt jeg brugte en rest frugtyoghurt. Skyr/A38/kærnemælk/koldskål kan også bruges.
- 5 dl lunkent vand koldt vand, hvis du langtidshæver/koldhæver
- 1 tsk sukker honning eller sirup kan også bruges
- 25 gram gær brug mindre gær (7-10 gram) hvis du vil langtidshæve/koldhæve dejen.
- 100 gram havregryn kan erstattes med andre kerner/korn/groft mel
- 1½ tsk salt
- 700 gram Hvedemel gerne Manitobamel eller Tipo 00. Almindeligt hvedemel kan også bruges
Pensling, drys og bund:
- vand til pensling kan evt. udelades
- 50 gram blå birkes kan erstattes med andet drys f.eks. sesam, chiafrø eller hørfrø
Sådan gør du
- Rør gæren ud i vandet med sukker og tilsæt yoghurt, havregryn, salt og til sidst melet, lidt efter lidt. Rør dejen godt sammen med håndkraft eller køkkenmaskine. Dejen bliver fast, tung og klistret. Røreskeen skal kunne stå selv i skålen.
- Tildæk skålen og lad dejen hæve 45-60 minutter eller til dobbelt størrelse. Brug kun 7-10 gram gær, hvis du vil koldhæve/langtidshæve dejen i køleskab/på køkkenbord.
- Fordel rigeligt mel på køkkenbordet og hæld dejen ud herpå. Rul dejen ud til en rektangel ca. 2 cm tyk.
- Pensl med vand og drys med rigeligt blå birkes. Skær/hak håndværkerne ud med en kniv eller dejspatel. Du bestemmer selv hvor store/små du laver dine håndværkere.
- Beklæd en bageplade med bagepapir. Dyp dejspatelen i mel og løft håndværkerne over på bagepladen.
- Tildæk bagepladen og efterhæv håndværkerne et lunt sted ca. 30 minutter.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft (225 grader alm. ovn) og bag håndværkerne i ca. 13-15 minutter afhængigt af størrelse. De er færdige, når der sprøde og let gyldenbrune. Sæt gerne en lille skål vand ind i bunden af ovnen under bagningen.
- Afkøl nogle minutter før servering. Dine håndværkere er sprødest når de er nybagte, men kan lunes i ovn/airfryer dagen efter også. Stænk dem gerne med lidt vand først.
Noter
Sprøde rundstykker med blå birkes – de smager jo næsten som bagerens
Opskriften er enkel og giver nogle saftige luftige rundstykker med sprød skorpe. Perfekte til morgenbordet i weekenden eller når du får gæster til brunch, fødselsdag eller morgenmad.
Hjemmelavede håndværkerne kan du lave både med en koldhævet eller langtidshævet dej eller du kan bage dem på dagen. Det kommer an på hvad der passer til dig bedst.
Dejen kan du nemt røre sammen aften før. Det gør jeg tit i weekenden eller i ferier.
Genialt, at man på ingen tid kan trylle hjemmebagte rundstykker om morgenen dagen efter.
Faktisk så synes jeg at krummen også bliver en smule bedre, hvis du langtidshæver/koldhæver dejen.
Det er dejen fra disse Skagenslapper jeg har brugt til håndværkerne, hvor formen og drysset bare er lidt anderledes.
Jeg tilsatte også ekstra gær og bagte håndværkerne på dagen, men du bestemmer.
Tips og variationer til håndværker opskriften:
- Du kan erstatte lidt af hvedemelet med fuldkornsmel eller grahamsmel. Så bliver dine håndværkere lidt grovere.
- Birkes kan udelades eller erstattes med f.eks. sesamfrø eller chiafrø.
- Rør gerne dejen med en røremaskine, hvis du har sådan én, det giver håndværkerne en ekstra luftig krumme.
Vi nød håndværkerne til morgenmad, men de vil også være et hit på et brunch bord. Faktisk så er de også fine som sandwichboller eller til madpakken/skovturen.
Vi nød dem som morgenbrød med smør, ost og marmelade. Uh de smagte også skønt med rullepølse og pålægschokolade. 🙂
En stor anbefaling herfra. Rigtig god fornøjelse med dine hjemmebagte håndværkere til dig. Jeg håber du synes om dem.
Hvis du er vild med nemme hjemmebagte rundstykker, så prøv også disse nemme grovboller uden æltning. Du skulle også prøve disse hjemmelavede bagels?
Blå birkes kan også bruge i en dejlig citronkage.
Få flere opskrifter på hjemmebagte æltefrie boller og brød her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.
