Kringle med brunsvigerfyld – her får du en god opskrift på en nem kringle af butterdej.
Køb en rulle butterdej fra køl og bag denne lækre brunsvigerkringle på rekordtid derhjemme.
På kun en halv time kan du have en friskbagt kringle klar. Det er jo næsten magi! 🙂

En sprød og snasket kringle med brunsvigerremonce af smør, brun farin og sirup.
Brun farin og sirup er netop med til at give den klassiske brunsvigersmag og fyldet får en let klistret konsistens. Helt perfekt!
Uhm, den smagte godt! Sød, klistret og sprød på samme tid. Kringlen får den populære “snaskede” brunsvigersmag. Den er bare meget hurtigere at lave.

En klassisk brunsviger er jo også altid et hit, men her skal dejen hæve, så den tager længere tid at lave. En butterdejskringle kan du lave uden hævetid. Ingen gærdej. Bare butterdej og remonce.
Dejen rulles ud, fyldet smøres på midten, og herefter flettes dejen sammen omkring fyldet. Voila!
Det er samme teknik som jeg også har brugt i denne version med kanel. I dag fik jeg lyst til at prøve en brunsvigerversion.
Måske du skulle prøve kringlen, hvis du får gæster til kaffe, eller får akut lyst til brunsviger en dag? Det kan jo ske. 🙂
En skøn butterdejskringle med lækker karamelliseret brunsvigerremonce.

Nederst i indlægget får du flere nemme opskrifter på kager du kan lave med butterdej.
