Kylling i ovn. Uhm en lækker ret med kylling marineret med honning og citron, du skal høre om i dag.
En mør og saftig kylling, med den bedste smag og nem at lave, var den også.
Sikke en dejlig lørdag vi har haft! Den skønneste fineste solskinslørdag, der bød på både terrassetid og havearbejde.
En lang dag på terrassen og i haven. Hvem laver så maden? Heldigvis var der købt nemt ind. Kylling.
Det blev til et hurtigt kyllingefad med hvidløgsfed, citronsaft, honning og kviste af rosmarin på toppen.
Forberedelserne til retten tog kun 5 minutter og herefter kunne maden passe sig selv i ovnen. Imens kunne vi fortsætte arbejdet i haven. Smart!.
En genial hverdagsret også, til en dag hvor I kommer sent hjem og ikke helt har energi til de store køkkensysler. Nem aftensmad, alle kan lide.
Kylling der er færdig parteret er det nemmeste at tilberede. I posen jeg brugte, var der både kyllingelår og kyllingeoverlår.Marinaden med citron, honning og rosmarin viste sig at gå rigtigt godt i spænd til kylling. En fænomenal ret med kylling i ovn.
Her i familien giver vi retten vores allerbedste anbefalinger. Gør du mig gerne kunsten efter 🙂
Opskriften er rigtig nem og du får den lige her:
Kylling i ovn – med honning og citron marinade. Nem opskrift med parteret kylling

Ingredienser
- 1½ kg kyllingeoverlår eller underlår. En hel parteret kylling kan også bruges.
- 3 spsk. flydende honning (f.eks. akaciehonning)
- 3 spsk. citronsaft gerne af frisk citron
- Feddene af 1 helt hvidløg jeps den er god nok
- Rosmarin. friske kviste
Sådan gør du
- Kyllingen lægges i et aluminiums- eller støbejernsfad. Et ildfast fad kan også bruges. Honningen dryppes over i striber. Citronsaft hældes over. Salt drysses på.
- På toppen lægges friske rosmarinkviste. Læg hele hvidløgsfed ned til kyllingestykkerne.
- Steg kyllingefadet i ovnen i ca. 1 time v. 175 grader varmluft. Retten er færdig, når kyllingen er sprød og gennemstegt
Noter
Parteret kylling med honning, citron og rosmarin. Tilberedt i ovnen – nem og lækker aftensmad
Det er virkelig en nem ret.
Kylling i fadet. Honning og citron dryppes på, hvidløg og rosmarin lægges ved. Voila.
Smukt ser det ud! Det ligner jo næsten noget fra et fransk landkøkken? 🙂
Måske du synes det lyder lidt vildt med de mange hvidløgsfed der skal bruges i retten?
Tro mig, de bagte hvidløgsfed bliver bare SÅ lækre, når de steger sammen med kyllingen.
Feddene blev bagte og lækre og afgav en diskret hvidløgssmag til kyllingen. En helt perfekt kylling
Honningen på kyllingeskindet gjorde overfladen karamelagtig sprød. Uhm. 🙂
Jeg siger dig, at kyllingen var saftig og lækker med diskrete strejf af honning og citron. Uhm. Jeg elsker bare citronmarineret kylling!Vi lavede en hurtig portion bønner i baconsvøb til kyllingen. Genialt grønt tilbehør, der fint kunne tilberedes 15 minutter i ovnen imens kyllingen stegte færdig. Win win 🙂

Det er SÅ nemt at lave bønner i baconsvøb og det smager rigtigt lækkert. Perfekt tilbehør til rigtigt mange retter.
Kyllingen var smuk gylden da den var færdig. Den smage skønt!
Sønnike kom skeptisk spankulerende forbi og udbrød bekymret, da han så kylllingen: “MOR, hvorfor er der GRENE i maden??!!!”
Jeg gjorde hvad jeg kunne for at få ham beroliget, men han tænkte vist sit. “Har hun nu IGEN ødelagt grillkyllingen?” 😉
Hvidløgsfeddene blev bagte og lækre. Uhm. Befries fra skallen og nydes med velbehag. Små hvidløgshapser.
Bønnerne blev møre og smagfulde. Bacon tryller næsten ALTID på en hvilken som helst råvare.

Lav gerne rigeligt, når du laver bønner i baconsvøb. Vi spiste 1 kg. bønner og vi var 4 mand til bords.
De gode bønne-pakker smager bare så godt 😉
Det blev en lækker og meget mør kylling. Saftig og med god smag af honning og citron
En sød honning smag og diskret strejf af citron.
Jeg funderer over om det mon var citronsaften der gjorde kyllingen så mør og saftig? Honningen hjalp også godt på vej.
Den gjorde skindet karamelagtigt sødt og sprødt. En lækker smag i forening med hvidløget.Lækkert saftigt kyllingekød. Skøn og nem måde at tilberede kylling i ovn på.
Vi spiste små sprøde kartofler til kyllingen. Dem kan du skimte i baggrunden her.

Kartofler vaskes, vendes i olie og salt og ristes/steges i ovnen i 1 time. Perfekt at stege ovnkartofler, når ovnen alligevel er i gang med kyllingen.
Hvis du læste med igår, vil du vide, at jeg i går vandt i jordbærlotteriet .
På min handletur “faldt” jeg over jordbær til 9 kr pr. bakke. Store flotte søde jordbær. Max. 5 pakker pr. kunde. Hm. hm. Jeg købte jo selvfølgelig 5 pakker. Surprise? 😉
Igår fik vi jordbær med chokoladetop men det betød at der var 4 bakker jordbær til rest til i dag.
Tiden var knap efter dagens aktiviteter i haven. Det blev en hurtig jordbærdessert. En klassiker vi ALDRIG bliver trætte af her i huset.
Jordbær med sukker og fløde.
Sol og sommer i haven og jordbær med fløde til dessert. Giver sommerfornemmelser i maven!.. 😉
Uhm! Sikke en fornem menu på en fortravlet havedag. Hvor er vi heldige!
Mon søndagen også byder på lækkert havevejr og flere jordbærdesserter? 😉