Kalvecuvette. Her får du opskriften på en nem og lækker langtidsstegt cuvette tilberedt i stegeso. En nem opskrift du også kan bruge til en culottesteg.
Sikke en skøn søndag. Solen skinnede og der blev malet stakit udenfor. Hvem laver maden? Det gjorde Römertopfen da!
En lækker langtidsstegt kalvecuvette. En dejlig kalvesteg der passede sig selv, imens vi knoklede med maleriet udenfor.
Jeg har jo stegt oksesteg 1000 gange før på bloggen, hvorfor så skrive om den igen?
Tjo fordi denne gang lokkede min datter mig til at tilberede oksestegen på en ny måde, efter bedstemors anvisninger.
Bedstemor steger nemlig (også) sine oksestege hundrede år i stegesoen, men hun hælder vand ved, og det plejer vi ikke at gøre.
Amanda har med julelys i øjnene fortalt om den lækre oksesteg hun spiste da hun var på ferie hos bedstemor og bedstefar for nogle uger siden.
“Åh mor, kan du ikke også lave sådan én?”
Vi ringede til bedstemor for at få fiduser. De kan altså nogle tricks de bedstemødre!
Min mor steger sin steg i virkelig lang tid (også længere tid end jeg). Bruner først v. 200 grader i ovnen i 30 minutter og herefter 100 grader varmluft i 3-4 timer (og nogle gange længere tid).
Bedstemor hælder også vand ved halvt op på oksestegen – det gjorde vi også. Vi ændrede lidt i stegetiden, fordi vi kom lidt for sent igang.
Stegen blev mør og lækker alligevel. En kalvesteg er jo en lille steg. Bare spring på anvisningerne nedenfor.
Hvidløgsdrysset fandt vi selv på, men tror da at bedstemor ville give grønt lys 🙂
Det er en rigtig nem opskrift og du får den lige her:
Kalvecuvette langtidsstegt i stegeso – få en god nem opskrift hér

Ingredienser
- 1 kalvecuvette min vejede ca. 1 kg (kalveculotte, eller okseculotte/oksecuvette kan også bruges)
- hvidløg friske fed eller frysetørret
- Groft salt/hvidløgspeber
- 5-7 dl koldt vand
- Tilbehør:
Hjemmelavede pommes frites:
- 2 kg kartofler
- ½ dl olie raps eller solsikkeolie
- salt
Flødesovs:
- Stegesky
- 2,5 dl fløde gerne kaffefløde
- Tyttebærsyltetøj
- Jævning
Smørristede majs:
- 2 dåser majs
- 25 gram smør
- salt
Sådan gør du
- Start med at sætte stegeso-halvdelene i vand i min. 15 minutter. (Fyld den underste del og sænk den anden ned oveni - brug køkkenvasken) Krydr oksecuvetten godt med salt/hvidløgspeber og frysetørret hvidløg,

- Stik evt. hele hvidløgsfed i stegen i i stedet for. Læg oksecuvetten i stegesoen og hæld vand halvt op (mængden varierer lidt, alt efter hvor stor din steg er)

- Sæt låg på og tilbered stegen 2 timer v. 125 grader varmluft (150 gr. alm. ovn eller 3 timer v. 100 gr. varmluft (125 gr. alm. ovn) afhængigt af stegens størrelse.

- Skru temperaturen op til 150 grader varmluft (175 grader alm. ovn) i yderligere 30 minutter. Stegen er gennemstegt, når kernetemperatur er 60-62 grader. Sæt evt. pommes frites ind i ovnen nu.

- Tag stegesoen ud af ovnen og lad stegen hvile imens dine pommes frites steger færdigt. Hæld stegeskyen fra igennem si og lav en flødesovs. Tilsæt meljævning, fløde, salt/peber og tyttebær. Smag til med salt og peber.

- Skær oksestegen ud i tynde skiver og server med majs, kartofler og tyttebær

Noter
Du kan evt. forbrune stegen først
Kan også laves med okseculotte / kalveculotte. Prøv også at tilberede kalvecuvette i gryde.En mør, saftig og rigtig lækker cuvette. Opskriften kan også bruges til culotte Det er nemt tilberede oksesteg i Römertopf
Stegen blev rigtig fin. Jeg må indrømme, at bedstemors stegetrick er rigtigt fint.
Væden gør stegen ekstra fugtig og der bliver rigeligt med stegesky til en lækker flødesovs.
Normalt lægger jeg løg i bunden af stegesoen for at hæve stegen op, så den ikke “svupper” i væde, men det gjorde faktisk ingenting.
Det blev en mør og lækker steg og jeg anbefaler dig opskriften. 
Tilberedningstiden afhænger af stegens størrelse. Bare gå efter en kernetemperatur på ca. 60 grader. Dette gælder både kalvecuvette og kalveculotte
Temperaturen må godt komme højere op, når du langtidssteger i stegeso. Kødet bliver med garanti mørt.
Du kan også grille din oksesteg?
Det blev en lækker servering, som næsten lavede sig selv imens der blev malet træværk udenfor.
Flødesovs, tyttebær, pommes frites og den fineste lækreste kalvesteg, der var mør med garanti.
Et bedstemor-tip er hermed givet videre til dig. Hvor var det smart, med en menu der næsten lavede sig selv.
Römertopfen er en genial opfindelse. Mørt smagfuldt kød der passer sig selv. Her i huset er vi fan <3

Prøv også denne kalveculotte langtidsstegt i øl i stegeso eller denne kalvecuvette i airfryer.
Få flere opskrifter med kalvecuvette eller kalveculotte her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.







Fantastisk opskrift, og en endnu mere fantastisk sovs.
Du skriver at bedstemor bruner stegen ved 200g først, men er det rigtig forstået at det gør du ikke ?