Blommetærte. Uhm i dag får du opskriften på en lækker blommekage med marcipan.
3 store blommer, lidt marcipan, en rest vaniljeyoghurt, smør, mel og sukker.
Så er det tæt på at du har ingredienserne til en smuk fedtfattig blommetærte med marcipan.
Anden frugt eller andre kan selvfølgelig også sagtens bruges i stedet for.
Tærten med blommer kan laves med få ingredienser. Så nem og hurtig en kage og alligevel ligner den en million og smager helt fortryllende.
Nyindkøbte store blommer og en rulle marcipan, satte gang i de søde kagetanker hos mig. Sådan går det tit i mit køkken. “Hvad har vi på lager? Hvad kan vi mon finde på?”
Hvad med en blommetærte lavet efter samme opskrift som “Den gode æblekage“
Den opskrift er enkel, kræver få ingredienser og er ovenikøbet fedtfattig.
Tricket er tykmælk/vaniljeyoghurt, som giver fugt til kagen. Smart. Det gør nemlig også, at man sagtens kan reducere på fedtstoffet.
Blommetærten vil kunne laves med pærer, nektariner, æble, rabarber eller anden frugt. Blåbær, kirsebærmåske?
Kagen du skal høre om i dag er lavet med blommer og du får lige et glimt af den her. Er den ikke bare fin?
Blommetærte med marcipan kage med blommer – få en god nem opskrift her
Ingredienser
Tærtedej:
- 125 gram sukker
- 3 tsk. vaniljesukker
- 1 æg
- 1,5 dl. vaniljeyoghurt tykmælk/frugtyoghurt/vaniljeskyr kan også bruges
- 50 gram smeltet smør kan udelades
- 225 gram mel
- 3 tsk bagepulver
Fyld:
- 5-7 blommer anden frugt/bær kan bruges f.eks. ferskner / nektariner
- 100-150 gram marcipan i tynde skiver kan udelades
- 1 spsk. perlesukker eller almindeligt sukker
Sådan gør du
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvid og skummende. Tilsæt smeltet smør og vaniljeyoghurt Bland bagepulveret i melet og sigt det i dejen. Dejen bliver fast, men kan godt røres med ske eller piskeris.
- Smør et tærtefad med rasp og put dejen her. Fordel den med en dejskraber. Mit tærtefad målte ca. 28 cm i diameter
- Skær blommer og marcipan i tynde skiver og læg stykkerne på dejen skiftesvis i et flot mønster. Marcipanen kan også skæres i tern og blandes med i dejen. Drys med perlesukker til sidst.
- Bag kagen ca. 30-35 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). Bag kagen nederst i ovnen. Kig til kagen undervejs og skru evt. lidt ned for temperaturen. Kagen er færdig, når den er gennembagt.
- Nyd kagen lun eller afkølet med flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche til. Du kan også servere vaniljecreme til.
Noter
Blommekage med marcipan – en nem og lækker frugtkage – også god som dessert
I dejen er brugt yoghurt med vanilje. Det er rigtigt godt at bage med surmælksprodukter.
Det gør bagværk svampet og man kan reducere i mængden af fedtstof.
Vaniljecheasy giver derudover en god vaniljesmag til kagen, så bag endelig gerne med det (vaniljeskyr er også fint)Store søde syrlige blommer og marcipan. Skønne søde sager, perfekte at putte i kage.
Læg marcipan og blommeskiver på dejen skiftesvis i et flot mønster. Marcipanen kan også skæres i tern og blandes med i dejen.
Bagte blommer med marcipan smagte virkelig godt i kagen. Lækker smagskombination. Sødt/syrligt – helt perfekt!.
Drys med perlesukker til sidst.Nyd kagen lun eller afkølet med flødeskum, vaniljeis eller creme fraiche rørt med vaniljesukker til. Du kan også servere vaniljecreme til.
Så er kagen færdig. Den var heldigvis stadig smuk efter at have været en tur i ovnen.:-)Til en syrligt/sød kage, må der vanillecreme til. Masser af vaniljecreme.
Jeg købte denne fedtfattige vaniljecreme fra OMA og piskede den op. Den var fin. Du kan bruge anden vaniljecreme eller vælge andet tilbehør. Kagen er også et hit med flødeskum eller vaniljeis 🙂
Blommetærte med marcipan. En rigtig lækker frugttærte, der også vil være fin at servere som dessert efter en god middag.
En skøn tærte, der vil være en perfekt servering på terrassen i det fri en dejlig sommerdag? Forkæl dine gæster eller din søde familie måske?
Endnu en skøn kage med marcipan. Med marcipanlækkerier i køkkenskabene stimuleres man jo nemt til søde kage ideer. 😉
Virkelig en anbefalelsesværdig kage, hvor kombinationen af syrligt/sødt går op i en højere enhed.
Blommekagen stryger direkte ind på listen over af familiens store kagefavoritter. Uhm hvor var den lækker – den må du da prøve.
Skriv da gerne lige en kommentar herunder, med dine erfaringer med kagen og hvilken frugt du prøver den med. Jeg er altid ude på at lure gode kage-ideer 🙂
Prøv også en amerikansk blommekage eller disse lækre blommemuffins med crumble?
Få flere opskrifter med blommer ved at klikke her
Få flere lækre opskrifter med blommer her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.
Har lige brugt 30 min på at lede hele google igennem for at finde netop denne opskrift! Dejligt at finde den igen. Dejen er genial og har bagt den en del gange for ca 4-5 år siden og nu kom jeg i tanke om den. Fedt at jeg fandt den – Glæder mig til at bage den i morgen
Sikke lækker den kage ser ud, den skal bestemt bages. Vil lige høre om du har erfaring med at fryse den?
Hihi – sådan kan det gå. Den kage virker jo til al frugt 🙂
Frugt og marcipan er altid en god kage-kombination, men dine frugter ligner nu ganske meget blommer…..