Forskelligheder beriger og udsyn gør klog!

2014-04-26 16.09.38

Der har været tyst på bloggen. Jeg slikker mine sår. Jeg er mut, trist og stille og startede dagen med en tudetur.

Valget har slået mig ud.

Jeg har aldrig før i mit liv været så følelsesmæssigt påvirket af et valgresultat som denne gang. Jeg kan ikke rumme det. På arbejdet har stemningen været tung og trist og herhjemme har vi diskuteret glødende, da fronterne politisk er trukket skarpt op.

2014-04-15 12.12.00

Folkets stemme har talt og jeg anerkender demokrati. Jeg er stolt over at bo i et land hvor alle kan og må stemme og hvor vi anviser vores politikere vejen.

Du kan være uenig med mig og det er der mange i Danmark der er. Det viser resultatet mig. Jeg skal ikke pege fingre og dømme, men jeg  forholder mig til de følelser jeg kan mærke i min krop.

Jeg har været meget i tvivl, om det var passende at bruge denne blogkanal til at få afløb for mine tanker. Det er på en  måde ikke fair, for en madblog bør vel være upartisk og upolitisk? Du kan jo komme forbi, for at finde en opskrift og får pludselig politiske synspunkter at forholde dig til i stedet? Er det meningen? Hvem bestemmer og definerer?

2014-05-01 14.47.42 - Kopi

Jeg har gjort op med mig selv, at tungsindigheden fylder så meget i mig, at det ville være alt for kunstigt for mig at skrive om en simreret i dag.

Hvad betyder simreretter, i den store sammenhæng?

Simreretter er herre-ligegyldige, når man er ked af det. Det er de for mig og jeg tror faktisk også de er det for dig.

Valget og dets udfald berører vigtige centrale ting som menneskesyn, næstekærlighed, etik, ansvarlighed, tolerance og accept. Jeg er følelsesmæssigt slået ud af kurs og idag har jeg mistet appetitten, på mad, på livet og på troen på medmenneskelighed.

Kan du ikke klare flere ord om politik og valgresultat, så skip gerne dagens indlæg. Er du politisk uenig med mig, så er der ingen læsetvang. Jeg forstår og respekterer dit valg. Det er ok at springe fra.

Min madblog er en blog med hud og hår og liv og sjæl.

Jeg vedkender mig gerne min kulør, og jeg respekterer din. Jeg har ikke skrevet disse ord for at vinde din sympati. Jeg har brug for luft og brug for at skrive mig til en måde at tænke udveje på. Lige nu er jeg fyldt med sorg og tristhed. Jeg anerkender folks forskellighed og møder mennesket som det er, uanset hudfarve, religion, etnicitet og seksualitet.

  • Jeg tror på det bedste og gode i mennesket.
  • Jeg tænker muligheder fremfor begrænsninger.
  • Som udgangspunkt tænker jeg positivt.
  • I min overbevisning er alle mennesker født lige, bare født og budt forskellige grund- og livsvilkår.
  • Jeg er naiv. Heldigvis. Kald mig bare blåøjet. Det er jeg heldigvis også.
  • Jeg vil gøre hvad jeg kan for at hjælpe og redde mennesker der er i nød. Det frustrerer mig kun, at jeg ikke kan redde dem alle.
  • Jeg synes forskelligheder beriger og udsyn gør klog

Mener vi, det dér med næstekærligheden?

Jeg tænker på trosretninger og næstekærlighed og på om vi virkelig mener det alvorligt eller om næstekærlighed kun menes oprigtigt`, hvis hudfarven er den rigtige?

“Du skal behandle din næste, som du selv gerne vil behandles”. Den lader vi lige stå et øjeblik.2014-04-15 12.11.32

Ja. Det gør jeg og jeg kan sige det med åbent hjerte og løftet pande: Jeg behandler min næste, som jeg selv gerne vil behandles.

Jeg kan se mig selv i øjnene. Jeg vil møde mine medmennesker med åbne arme, åbnet hjerte og åbent sind. Jeg tror på, at vi sammen kan vi flytte verden til et bedre sted. Der kan være sten på vejen. Måske vi ikke kender eller kan forstå hinanden, fordi vi er fra forskellige kulturer, ikke taler samme sprog, slet ikke ligner hinanden eller heller ikke har den samme nationalret på tallerkenen.

Jeg synes du er spændende. Du kan berige mit liv. Du møder mig med hjertelighed og åbne arme. Jeg kan lære noget af dig. Jeg tør godt smage på din mad og er ikke bange for at du stjæler min. Jeg vil gerne give dig tøj på kroppen og har lyst til at arbejde sammen med dig på min arbejdsplads, også selvom jeg ikke kan udtale dit navn.

Hvor er de gode historier?

Jeg blev ked af det indeni. Jeg startede dagen med en tudetur. Valgets udfald gør, at jeg i dag særligt kan sætte mig i vores flygtninge og indvandreres sted:

“Danskernes stemme har talt. Jeg er ikke velkommen her. Man ser mig som en trussel, som dårligt integreret, som en økonomisk udgift og som en skamplet. Jeg føler mig endnu mere anderledes, end jeg gjorde før valget og alt det gode jeg har gjort for at blive integreret i det danske samfund mister pludselig sin værdi. Jeg anerkendes ikke. Man vil mig ikke. Hvor vil jeg kunne møde kærlighed?”

Hvilke følelser ville jeg have haft i kroppen i dag, som flygtning i Danmark?

Hvis jeg sad i et asylcenter  lige nu, ville jeg være rigtigt bange for at blive sendt retur til mit hjemlands krigsrædsler med det første fly. Jeg ville sidde med ondt i maven og med en uudslukkelig drøm om en lykkelig fremtid, en grøn plet på jord, hvor jeg kunne leve i fred og fordragelighed. En drøm og en forhåbning om at finde et sted hvor jeg ville kunne bo og leve trygt og se mine børn vokse glade og lykkelige op.

Livslykke er i virkeligheden helt banalt. Det handler om at føle sig glad og tryg og om at kunne give og modtage kærlighed, uanset hudfarve, etnicitet og religion.

2014-04-26 16.12.21

Jeg kunne have været en bådflygtning. Det er jeg ikke. Jeg er rig. Jeg har alt. Jeg er heldig – er født heldig og har fra start været budt de allerbedste betingelser i livet.

Jeg kunne have været krigsflygtning fra Syrien, med et stort behov for at sige tak til det land der har budt mig velkommen. Et stærkt ønske om at få lov til og mulighed for at bidrage til samfundet, gøre en forskel, arbejde og forsørge mig selv og min familie. Helt banalt og simpelt.

“Du kan ikke redde hele verden”

…..bliver jeg med anklagende og bebrejdende tonefald forsøgt talt i rette. Nej, men betyder det, at jeg kan og skal lukke øjnene, fratage mig ethvert ansvar og ikke at prøve at redde bare en enkelt?

Jeg tænker scenariet med en båd med bådflygtninge. Hvad ville du stille op, hvis du stod der i strandkanten og båden kom sejlende hen til dig?  Ville du tænke “Jeg kan alligevel ikke redde hele verden, så jeg vender ryggen til?”

2014-04-26 16.26.40

Nej. Det ville de færreste. Heldigvis. Når enkeltindivider kommer tæt på, og vi får øjenkontakt med et andet menneske, ændres menneskesynet og næstekærligheden tager alligevel ofte over. Så rækker du hånden ud og kan slet ikke lade være. Så er kanterne ikke hårde på kroppen eller i hjertet. Så ser du det enkelte menneske og oplever måske et spirende bånd.

“Du er fremmed, jeg kender dig ikke, ergo er du en trussel for mig og vil skade og true mig og mit”.

Det er dét der gør mig så forfærdeligt trist. Menneskesynet eller mangel på samme. Fremmedfjendskhed. Intolerance. Skyklapper, snævertsyn og manglende respekt.

2014-04-26 17.33.55

Ja jeg ved godt, at jeg sætter fronterne hårdt op, men for mig er det fundamentale og centrale værdier der her sættes over styr og rokkes ved. Det skal vi være opmærksomme på og vi skal gøre op med os selv, om det er den vej, vi ønsker at gå med os selv og vores samfund? Kan vi se os selv i øjnene. Kan du – kan jeg?

“Behandl din næste, som du selv gerne vil behandles”.

Har du læst historien “Den lille prins”? Hvis ikke anbefaler jeg dig stærkt at gøre det. Det er en meget smuk fortælling om hvor vigtige venner er på livets vej og hvor gode venner man faktisk kan blive, også selvom man har vidt forskelligt udgangspunkt.

Læs den og bliv rørt.

Jeg håber vores politikere har hjertet på rette sted i den næste valgperiode. Jeg er bange og på vagt og ja jeg tog en tudetur i morges. Min mand kiggede forundret på mig: “Hvorfor kan du ikke adskille følelser fra politik?” Jeg kiggede forundret tilbage, og fik en ekstra tåre i øjenkrogen. Det er helt umuligt for mig at adskille!

Jeg håber, at jeg bliver glad igen. Jeg tror på det gode, i dig, i mig og i de mennesker jeg møder på min vej. Jeg ville dele min madpakke med dig, hvis du havde lyst eller brug for det. Jeg ville redde dig, hvis du kom padlende, også selvom jeg havde redningsbåden fyldt.

2014-05-16 19.43.14

Jeg er ikke hellig og selvretfærdig og ordene ovenfor har jeg ikke skrevet for at vinde din sympati eller for at få mig til at fremstå som et bedre menneske. Jeg har med ordene afprøvet mine synspunkter og tager stilling til mine værdier som menneske og som medmenneske. Det bør vi alle gøre.

Jeg tør godt se mig selv i øjnene og jeg er tilfreds med det jeg ser. Heldigvis. Jeg tror på det gode i mennesket og vælger at tro på, at der er håb for det samfund vi sammen skal skabe de næste 4 år.

Jeg har noget på hjerte!

Beklager hvis du føler jeg misbrugte denne kanal. Du er sandsynligvis stået af for længe siden, men hvis ikke, er jeg glad og taknemmelig over at du læste med så langt. Dette indlæg har været terapeutisk for mig at skrive, men har alligevel et særligt vigtigt budskab.

Jeg har det bedre nu. Jeg har fået bearbejdet mine tanker og fået slået fast, at der er meget hus- og hjerterum i mig. Heldigvis. Det tror jeg på, at der også er i dig – og så kan vi sammen komme langt. <3

Min datters første kryds i livet!

Det var en stor dag i går. Det var min datters første valgkryds, der skulle sættes. En milepæl. Et vigtigt første skridt på livets vej. Hun er sej, min datter, engageret og har læst op på tingene, og tager aktivt stilling. Hun forholder sig og forholder sig kritisk.

2014-04-26 17.38.12

Da slutresultatet blev gjort op igår, blev hun stille og trist. Hun er politisk interesseret og har mange vigtige mærkesager. Hun ved hvad partierne står for. Jeg har været forsigtig med ikke at præge, farve og indoktrinere. Hun har skullet have mulighed for at danne sin helt egen politiske holdning og finde sit eget politiske ståsted. Hun valgte og satte sit kryds med omhu, men hun blev oprigtigt ked af det, ligesom jeg, da de sidste stemmer var talt op. Vi holdt hinanden i hånden. Længe. 

I dag har hun skrevet et meget modent og velreflekteret indlæg om hendes første folketingsvalg og synspunkter på udfaldet. Du kan læse med her. Jeg tager hatten af for hende, min datter. Hun bruger også ordene som terapi. Hendes ord virker også på mig. Du er velkommen til at læse med <3

Vi må se – om jeg i morgen psykisk kan rumme igen at skrive madopskrifter igen. Livet går videre. Maven rumler. Vi skal spise. Fredagen sluttede af med kylling. Life goes on…og det gør fredagskyllingen også.

P.S.: Jeg har gemt et stykke på tallerkenen til dig <3

Kærlig hilsen Gitte

2015-06-19 19.19.32

Mere inspiration

6 Kommentarer

  1. Kirsten Fredsted 20. juni 2015 af 12:05 - Svar

    Hej Gitte –
    Jeg har nu fulgt din fine blog i gennem en periode, og jeg kan godt lide din måde at blande madopskrifter med dine personlige tanker om dette og hint (b.la. indlægget om din lille hund, der blev syg, gjorde indtryk!) Derfor synes jeg også, det er helt relevant, at du nu deler dine tanker om den politiske situation i landet i dønningerne efter valget. Jeg er meget uening i dine holdninger og den pessimisme, du giver udtryk for. Jeg tror, du skal give danskerne mere credit og lade være med at forfalde til floskler om Dansk Folkeparti som værende ren, destilleret ondskab. Men når det er sagt, så er jeg glad for, at du viser, hvilket menneske, der er inde bag bloggen. Det er en kærkommen pendant til mange af de glitrende livsstilsblogs, hvor alt altid er fryd og gammen, og hvor mennesket aldrig rigtig skinner igennem. Det gør det hos dig Gitte, og det kan jeg godt lide 🙂
    Mvh Kirsten

    • Gitte Hansen 21. juni 2015 af 21:29 - Svar

      Hej Kirsten
      Tusind tak for din søde og positive kommentar. Jeg er glad for at du tog godt imod mit indlæg også selvom vi er af forskellig politisk overbevisning. Det er meget flot af dig at du kan give mig positiv feedback, når vi er “på hver sin side” – det er vist også der jeg skal øve mig mest – at række hånden ud.
      Håber du har haft en rigtig god weekend, det har jeg 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Mette Haagensen 20. juni 2015 af 08:41 - Svar

    Kære Gitte!
    Jeg har det som du, og jeg synes, det er ok at skrive følelser og tanker i en madblog <3
    Du får ikke en lang "svada" fra mig; bare et "thumbs up". Jeg er sikke på at mange tænker som du <3 Efterhånden som valgaftenen skred frem, blev jeg mere og mere gnaven og tænksom.
    "Blå" politik er, hvad det er. Men grundlaget? Øv for den 🙁
    Og jeg er enig med din datter: DF gør ikke Danmark rødt/hvidt, men sort/hvidt. Der er ingen plads til nuancer 🙁
    Jeg ønsker jer en – trods alt – dejlig weekend 😉
    Kærlige hilsner
    Mette

    • Gitte Hansen 20. juni 2015 af 09:10 - Svar

      Tusind tak Mette, din fine hilsen varmer os begge meget. <3 <3
      God weekend også til dig.
      Knus fra Amanda og Gitte

  3. Pia 20. juni 2015 af 07:52 - Svar

    Kære bagenørd.
    Jeg forstår til fulde din tristhed, og jeg havde mest lyst til at skrive på min Facebook væg, at jeg bestemt ikke går ind for den fremmedfjenskhed, der kom til udtryk ved valget – men som du skriver, bor vi i et dejligt demokratisk land med alt, hvad det indebærer.
    Men jeg er bestemt også rystet over mange menneskers valg – og i min naivitet tror jeg, at så mange valgte dette parti på grund af deres fine holdninger blandt andet til vores ældre, og så har de “slugt kamelen” med hensyn til det fremmedfjendske ….. Sådan håber jeg i hvert fald, det er.

    • Gitte Hansen 20. juni 2015 af 09:06 - Svar

      Hej Pia
      Jeg håber og tror du har ret. Jeg er dog bange for den højredrejning der er i Europa i disse år og håber folk husker tilbage på historien. Vi bør være blevet klogere <3
      Tusind tak for din hilsen. Den blev jeg glad for
      Mage
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar