Mørbradbøffer i folie med bacon og løg og sprøde sesamkartofler

  • Mørbrad i folie med bacon, majs og løg og sprøde sesamkartofler

Mørbrad i folie med bacon, majs og løg og sprøde sesamkartofler

I dag skal du høre om en lækker søndagsmenu. En sand forkælelses-menu. Sønnike skal til London på studietur i morgen, og selvfølgelig skulle menuen byde på nogle af hans livretter før afrejsen: sprøde sesamkartofler, mørbrad og bacon i rigelige mængder.

DSC_9794

Det blev til lækre svinemørbrad i folie med bacon, majs, champignon, løg og flødeost sprøde sesamkartofler og opskriften kommer lige her: 

Du skal bruge (4 personer i 2 dage): 

2 svinemørbrad

4 løg

2 pakker bacon  i skiver

2 glas champignon

1 dåse majs

1 bæger pikant flødeost

Evt.: en peberfrugt i strimler og cocktailtomater

Sesamkartofler: 

2½ kilo kartofler

½ dl. olie, salt/peber og 1 dl. sesamfrø

Sprøde sesamkartofler

Sådan gør du: 

  • Skræl kartoflerne og skær dem i grove tern. Vend med olie, salt/peber og sesam.
  • Sæt kartoflerne i ovnen på 200 grader varmluft.
  • Afpuds de to svinemørbrad
  • Skær svinemørbrad i 1-2 cm. bøffer og panér med mel.
  • Steg mørbradbøfferne i smør og tag dem herefter af panden.
  • Læg 2 mørbradbøffer pr. stykke folie, der skal være lidt stort, for der skal være plads til fyld.
  • Snit løg og svits bacon, løg, champignon og majs i stegeskyen fra mørbradbøfferne.  Steg bacon først. Det er nemmest at klippe baconen i mindre stykker med en saks.
  • Mørbrad i folie med bacon, majs og løg og sprøde sesamkartoflerLæg lidt 2-3 spsk. fyld i hver foliepakke og læg en tsk. pikantost på toppen.
  • Klem foliepakkerne godt til og steg dem i ovnen i ca. 20 minutter sammen med kartoflerne.
  • Åbn foliepakkerne og servér med de sprøde kartofler.
  • En lækker søndagsservering og en nem menu også.

Her kommer der lige lidt billeder af hele processen. Det er lidt ærgerligt at retten ikke præsenterer sig bedre på fotos, men jeg kan fortælle dig, at mørbradbøffer bliver RIGTIGT lækre tilberedt på denne måde! Møre, saftige og bløde.

I dagens anledning fik vi lækre hvidløgsflutes til, også en sønnike livret. Vi er jo nødt til at kræse for ham, så vi kan være sikre på at han kommer hjem igen 😉

DSC_9800 Vi åbnede mørbradpakkerne og ud tryllede vi lækre møre svinemørbradbøffer. Desværre ligner retten en værre gang rodsammen her, men jeg håber du kan få en fornemmelse af det saftige møre kød? Måske?

Datteren sagde: “Jeg kunne bare blive ved og ved og ved med at spise dette her”. Det må siges at være en rigtig god teenage-anbefaling og den er hermed givet videre. Retten stryger faktisk ind i “Familiens favoritter” kategorien. Kunne den mon også blive et hit i din familie? Eksperimentér gerne med hvad du putter i pakkerne 🙂Mørbrad i folie med bacon, majs og løg og sprøde sesamkartofler

Sesamkartoflerne er altid et hit, børnenes favorit og de voksnes også.Sprøde sesamkartofler

Du kunne sagtens putte en peberfrugt i strimler med ned i foliepakken og måske lidt cocktailtomater også, det glemte jeg. Det ville også have været lækkert. Forleden skrev jeg om bøf i folie forleden, for jeg er blevet lidt vild med firser-folie-stegningen faktisk.

Jeg har fået strenge ordrer på at indstille aftenskrivningen NU. Familien skal op kl. 04.45 i morgen og køre til lufthavnen med 9a.

Jeg må hellere parere ordre. Det er mig der har madpakke-smøretjansen i morgen tidlig, så sengen må vist hellere kalde nu.

Du må have en god start på ugen. Vi kommer til at høres ved. jeg har bl.a. lækre cookiesopskrifter i ærmet til dig og en god historie også 🙂

Kig forbi i ugens løb 🙂

Mere inspiration

8 Kommentarer

  1. Pia 16. juni 2016 af 21:56- Svar

    Super lækker ret. Jeg brugte dog et ildfast fad med låg i stedet for folie.
    Den er kommet på livretlisten.

    • Gitte Hansen 16. juni 2016 af 22:19- Svar

      Hej Pia
      Tusind tak for din tilbagemelding. Det glæder mig meget du synes om retten. God ide at lave den i et ildfast fad. Tror da vist snart den ret skal på menuen herhjemme igen. Tak fordi du lige mindede mig om den 🙂
      God fornøjelse i dit køkken fortsat – skønt med livret-lister 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  2. Karsten 2. maj 2015 af 11:50- Svar

    Hvor lang tid har kartoflerne fået i ovnen, når foliepakkerne kommer ind? Lyder som en opskrift, jeg bliver nødt til at prøve.

    • Gitte Hansen 2. maj 2015 af 16:32- Svar

      Jeg mener jeg gav kartoflerne ca en halv time for sig selv først. Håber dette hjælper dig 🙂
      Håber du vil synes om opskrifterne 🙂
      Mange hilsner
      Gitte

  3. Ulla 9. oktober 2014 af 21:54- Svar

    Hej igen Gitte.
    tak for dit svar fra igår. Fandt så denne opskrift, som fødselsdagsbarnet på 9 gerne vil have i stedet for. Har dog lige et spørgsmål. Når ” pakkerne ” er færdig, er der så væde nok ved, så man har lidt sovs. Eller skal der lige laves en dip til kartoflerne.
    VH
    Ulla
    Og tak for alle dine gode opskrifter, og svar.

    • Gitte Hansen 10. oktober 2014 af 17:48- Svar

      Hej Ulla
      Dejligt du har mod på mørbrad-bøf-pakkerne også. Der bliver rigeligt med sauce, men du kan jo f.eks. røre en aioli til kartoflerne også. Det er rigtigt lækkert til sesamkartoflerne.
      Rigtig god fornøjelse i køkkenet fortsat og god efterårsferie 🙂
      Mange hilser
      Gitte

  4. Birgit Petersen 29. september 2014 af 09:29- Svar

    Noget i ovnen!

    Brugte du bacon i tern til mørbradretten?
    Tak, for mange gode opskrifter. Ja, der kom mange foliepakker på grillen i 70-erne.

    Mvh
    Birgit

    • Gitte Hansen 29. september 2014 af 20:17- Svar

      Hej Birgit
      Tusind tak for din søde hilsen. Du er vist også folie-fan?
      Jeg brugte bacon i skiver og du har ret, det fremgår lidt uklart i opskriften. Retter den lige til. Tak for tippet 🙂
      God fornøjelse med mørbradbøfferne
      Mange hilsner
      Gitte

Læg en kommentar