Hveder. Uhm her får du opskriften på de bedste hvedeknopper, perfekte at spise dagen eller aftenen før Store Bededag.
Altså man kan da ikke kalde sig Bagenørd og så ikke bage sine egne hveder selv, vel? 🙂

Jeg har taget tilløb i årevis. Nu undrer jeg mig selvfølgelig over, hvorfor jeg da ikke bare har bagt dem selv altid?
De hjemmelavede hvedeknopper smager jo bare SÅ meget bedre. Dem må du altså prøve. Giv da lige de hjemmebagte en chance, ikke? 😉
Her får du en god og skudsikker opskrift på hveder. Faktisk er det også nogle nemme boller at lave.
Jeg tilsatte smør og æg i dejen, som jeg gør ved de klassiske store bløde fødselsdagsboller. Smør er også et must, både i dejen og også ovenpå den nyristede bolle.
Der er en del gær, i denne opskrift. Det gør at hvederne bliver ekstra luftige og at du kan nøjes med næsten kun 2×30 minutters hævetid. Har du bedre tid, kan du sagtens nøjes med mindre gær. 
Hvornår spiser man varme hveder?
Man spiser dem dagen før Store Bededag, eller aftenen før. Vi spiser dem gerne lune som aftensmad med ost eller pålæg på. Er der en rest tilbage, rister vi dem om aftenen eller dagen efter.
Hvedeknopperne kan også sagtens bages i god tid før St. Bedededag. De kan nemlig sagtens fryses og så bare ristes før ved servering.
Du behøver ikke riste de nybagte boller, selvom traditionen foreskriver det. I gamle dage ristede man hvederne, fordi bageren jo havde lukket Store Bededag. Man var derfor nødt til at købe dem dagen før St. Bededag.
Dette er forklaringen på hvorfor man spiser hveder og hvornår man spiser dem.
Luftige, bløde hvedeboller med kardemomme. Skønne boller, der jo sagtens kan nydes hele året rundt. Hveder er jo faktisk”bare” luftige “hvide” boller.
Jeg iler med at bringe dig opskriften, du får den lige her:
Hveder – god nem opskrift på hveder – de bedste hvedeknopper

Udstyr (reklamelink)
Ingredienser
- 4 dl. mælk gerne sødmælk - vand kan også bruges
- 75 gram smør kan erstattes med ¾ dl smagsneutral olie
- 50 gram gær Du kan nøjes med mindre, hvis du bruger længere hævetid.
- 1 tsk salt
- 2 tsk kardemomme kan udelades. Brug gerne knuste kardemommefrø, hvis du har.
- 1½ spsk. sukker
- 1½ sammenpisket æg + ½ æg til pensling
- 700-725 gram hvedemel ca. eller til dejen ikke længere klistrer
Sådan gør du
- Lun mælken i gryde eller mikroovn og lad smørret smelte deri. Rør gæren ud i den fingervarme mælk. Tilsæt sukker og æg.

- Tilsæt melet lidt efter lidt sammen med kardemomme og salt. Tilsæt kun mel, til dejen kan æltes uden at klistre for meget. Kan æltes i hånden men brug gerne køkkenmaskine. Ælt til dejen er glat og smidig.

- Stil dejskålen et lunt sted med et klæde over og lad dejen hæve 30-45 minutter (eller til dobbelt størrelse). Du kan også hæve dejen i ovnen v. 30 grader

- Vej ca. 80 gram dej af pr. bolle. Brug evt. lidt ekstra mel. Saml dejen i bunden af bollen og stil dem med sammenføjningen nederst, på en bageplade eller i en bradepande. Stil dem med ca. 1-2 cm afstand. Min bradepande målte 26x34 cm

- Lad nu hvederne hæve tildækket et lunt sted ca. 45 minutter igen eller til dobbelt størrelse. Hæv dem gerne i ovnen v. 30 grader.

- Her ser du hvedeknopperne efter de er hævet. Det er meningen de skal vokse sammen, så bliver kanterne nemlig blødest. Du kan også sætte dem på en bageplade med større afstand.

- Sæt gerne en skål med vand ind i ovnen under bagningen. Damp giver luftigt og sprødt bagværk.

- Tænd ovnen nu på 175 grader varmluft (ell. 200 grader alm. ovn) og stil fadet forsigtigt ind i ovnen. Bages nederst i ovnen i ca. 15 minutter, eller til de er sprøde og gyldenbrune.

- Nydes lune med smeltet smør på eller ristede. Resten af fadet kan du pakke ind, så hvederne bevarer fugt, men stadig holder formen.

Noter
Du kan koldhæve dejen og så lave dejen om morgenen og tilberede dem om aftenen. Du vil kun skulle bruge ca. 10 gram gær i så fald
Kardemomme kan udelades. Hveder kan også laves uden smør og mælk.Flæk gerne bollerne og spis dem lune eller ristede dagen efter.

Store bløde lækre hvedeknopper – de hjemmelavede smager altså bare bedst

Her ser du en version, der er penslet med æg. Derfor har disse en blankere overflade
Kardemomme er et must i hveder, synes jeg, men du kan sagtens udelade det, hvis du ikke er fan.
Jeg er vild med kardemomme i bagværk som f.eks. fødselsdagsboller og kardemommesnurrer. Brug gerne rigtige kardemommefrø, hvis du har.
Er du ikke vild med kardemommesmagen, så smager kan det selvfølgelig sagtens udelades.

Hold lidt øje med skålen, når din dej hæver, for pludselig kan den eksplodere.
Min skål stod i stuevinduets solskin, dejligt lunt sted åbenbart. Sådan så min skål ud efter 30 minutter allerede. Gisp.
Du kan sagtens nøjes med mindre gær, hvis din dej hæver meget lunt, eller du har tid til at lade den hæve længere tid.

Mål gerne dejen af, så de får samme størrelse. Så bliver de så flotte! Jeg brugte ca. 80 gram dej pr. hvede. Saml dejen og læg dem med sammenføjningen nederst. Sådan kan du faktisk altid samle en bolle.

Sæt gerne en skål med vand med ind i ovnen. Dampen booster hævningen og gør bagværk ekstra sprødt og luftigt.

Du kan bage hvederne på en bageplade eller i en bradepande. Jeg brugte en bradepande og satte bollerne med 1-2 cm afstand.
Når bollerne står tæt, vokser de lidt sammen når de hæver og så bliver de sammenbagte, når de bager. Det gør skorpen/kanterne bløde.
Min bradepande målte ca. 26×34 cm og det passede lige med at der kunne være 16 hveder i den. En bageplade er også helt fin, hvis du ikke har en bradepande som jeg.
Uhm hvor det dufter SÅ dejligt i hele huset, når der er en portion i ovnen.
Lune, nybagte og helt uimodståelige. De kan også sagtens ristes dagen efter, på brødrister eller i airfryer.
Krummen var lækker og skorpen sprød. De smagte godt både nybagte og nyristede, gerne med et tykt lag smør selvfølgelig.
Smeltende iskoldt smør på nybagte ristede hvedeknopper – så bliver det ikke meget bedre. 🙂
Sikke vi guffede og min familie var svært begejstrede. “De smager jo meget bedre end de købte, mor!” udbrød mine børn. Det må da vist siges at være en god anbefaling. 🙂
Men familien roste hvederne til skyerne og spiste ustoppeligt mange. Vi er nu hermed færdige med købeversionen her i familien!
Kæmpe succes – hvedeknopperne gik “som varmt brød”, som man siger. Jeg tror nu ikke jeg venter et helt år med at bage dem igen!
Faktisk er hveder jo glimrende boller at spise året rundt. Du behøver ikke vente helt til Store Bededag.
Måske du i år skulle trylle store Bededag om til store HVEDEdag?
Hvederne smager ualmindeligt godt, på alle årets dage. Alle vil elske dem, store som små. De er lynhurtige at bage og dejen er også god at bruge til f.eks. pølsehorn.
Hveder kan også koldhæves/langtidshæves, hvis det passer ind i jeres program?
Det smarte er, at dejen hæver i køleskabet, så hvederne er nemme og hurtige at bage på selve dagen.
Hvis du ellers er frisk på at eksperimentere med dine hveder, så prøv disse med rabarber. De er også rigtigt lækre.
Kan du nøjes med en lille portion, så kan du bage dem i airfryer.
Rigtig god fornøjelse med bageriet til dig.
Få flere lækre opskrifter på hjemmelavede hveder her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

Opskriften er opdateret med nye billeder, hvor hvederne ikke er penslet 15.5.25
Skal hveder pensles?
Når du pensler boller med æg, så bliver skorpen sprød og overfladen blank og skinnende. Ønsker du blødere skorpe, så drop penslingen eller pensl med kaffe. Det giver også hvederne den gode matte brunlige karakteristiske farve.









Allerkæreste Bagenørd
Kunne Du ikke lave en sukkerfri, fedtfattig og grovhvede opskrift, jeg har i snart 10 år ikke spist en varm hvede, da jeg ikke må få noget videre fedt og sukker, og kan ikke tåle kun at spise hvidt mel
Mange hilsener Den trofast følger
Traditionen er jo netop at de spises nybagte torsdag og ristede fredag -for da holdt bageren jo fri og derfor måtte man have daggammelt brød ?
Vil prøve at nå at bage selv i år, for det er rigtigt nok en HELT anden oplevelse. Det er bare lidt svært at nå på en arbejdsdag hvis ungerne skal smage inden sengetid ? vi prøver ??
Mange tak for en god opskrift, den nød vi meget 🙂