•  
  •  
  •  
  •  
  •  

Jeg er på mange måder en heldig kvinder. Held i kærlighed, held i lotteri og nogen gange rigtig heldig på oksestegs-fronten!NOGEN gange lykkes det mig bare at finde en kæmpestor oksecuvette for 100 kroner i discountbutikken. En cuvette med så mørt saftigt kød at man skulle tro det var en meget dyrere culotte. Vi har flere oksekøds-storspisere i min lille familie, som bare elsker når der er rigeligt med kød til kartoflerne og whiskysaucen, som er fast bestanddel til okstesteg her i huset.

Jeg føler mig derfor MEGET heldig, når jeg kan støve en god steg op for en hundredlap!Forrige gang vi lavede oksesteg fandt jeg på en fænomenal ide. Jeg fandt på at lade stegen stege ovenpå kartofler og grønt, så tilbehøret blev stegt i oksestegens stegesky. Syndigt, saftigt og SÅ lækkert 🙂

Det smager fantastisk! Læs om mit første okstestegs-eksperiment her https://nogetiovnen.dk/saftig-oksecuvette-ovnbagte-succeskartofler-med-rodlog-og-peberfrugt/

Jeg ville prøve om jeg kunne gentage successen og halløj hvor en lækker menu! 🙂Jeg lavede et kæmpe kartoffel/grøntsagsfad i mit yndlings- aluminiumsfad (Vigtigt! Så bliver kartofler og grønt nemlig sprødstegt under bunden også).

Jeg “tømte” grøntsagsskuffen. Fandt nogle peberfrugter i forskellige farver (så bliver fadet flottest!) og rødløg. Rødløgene er næsten det vigtigste. De bliver fantastisk lækre når de er ovnbagt og stegt i stegesky. Put rigeligt med rødløg i fadet.

Kartoflerne var 2 kg helt nye vaskede kartofler. Du behøver blot krydre. Ingen olie. Der bliver rigeligt med fedtstof fra stegen kartoflerne kan stege i.

Cuvettesteg – stegt med kartofler, løg & peberfrugt – opskrift:

Cuvettesteg på toppen! Stegesky stegte kartofler, rødløg og peberfrugt
Print opskrift Del på Pinterest
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 1 time
Samlet tid: 1 time 20 minutter
Ret: Gæster og festlige retter
Kategori: Dagens ret
Keyword: cuvettesteg, kartofler, peberfrugt, rødløg
Portioner: 6 pers.
Forfatter: Gitte Hansen

Ingredienser

  • 5-6 rødløg i både
  • 3-4 peberfrugter i grove tern
  • 2 kg. vaskede kartofler i grove stykker eller "små hurtige kartofler"
  • Evt. 1 kg gulerødder i grove stykker
  • 1 cuvette- eller culottesteg - størrelsen bestemmer du selv

Sådan gør du

  • Vask grøntsagerne og skær dem i grove stykker
  • Vask kartoflerne.
  • Bland grøntsager og kartofler i et stort aluminiumsfad eller et stegefad af støbejern. Krydr godt.
  • Læg en godt krydret cuvettesteg på toppen. Husk at ridse stegen.
  • Sæt fadet i ovnen og steg 15 minutter v. 225 grader. Sænk herefter temperaturen til 175 grader varmluft.
  • Rør godt rundt i kartoffelfadet flere gange undervejs. Der er intet fedtstof i retten, der steges i stegeskyen fra stegen, så du skal omrøre godt, så fedtet fordeles godt.
  • Stegen er færdig når termometret viser 60-62 grader (alt efter om du vil have medium eller rosa). Stegen tages ud og hviler 15 minutter imens kartoflerne steger færdig.
  • Servér gerne en bearnaisesauce til

Noter

Du kan bruge andre grøntsager til kartoffelfadet, men bagte løg og bagte peberfrugter smager bare skønt. 
Supplér gerne kartoffelfadet med gulerødder
Kartofler og grønt får den fineste smag af at stege i stegeskyen. Du kan servere en bearnaisesovs til
Få tips om flere opskrifter fra BagenørdenFølg bloggen på Facebook @Nogetiovnen

Cuvettesteg med stegte kartofler, og bagte løg og peberfrugt er en SÅ lækker ret!

Når kartoffel/grøntsagsfadet er forberedt gøres stegen klar, ridses, krydres og placeres på toppen.Gid du kunne smage hvor lækre kartoflerne, peberfrugterne og løgene bliver efter at have stegt i oksens kraft og saft! Himmelsk. Især løgene. Prøv at steg din næste oksesteg på denne måde og du vil tænke :”Hvorfor har jeg dog aldrig gjort det noget før”?! 🙂

Det smarte er også, at det næsten er en One Pot Ret – for alt bliver jo færdigt i ét og samme fad. Nemmere bliver det ikke, ja selv opvasken går som en leg 🙂
Stegen er færdig når termometret viser 60-62 grader (alt efter om du vil have medium eller rosa). Mums. 1,2 kilo oksesteg.

Rigeligt med oksesteg til den sultne teenagedreng og resten af familien.

Rigeligt til to dage (ELSKER nem mad på dag 2!) og på 3. dagen blev den sidste stump brugt til hjemmelavet kebab (mere herom senere). Så er 100 kr for sådan en steg altså ikke dyrt! 3 gange aftensmad til en familie på 4 for 100 kr. Fornem aftensmad ovenikøbet.  Sikke heldige vi var. Der var lækre kartoffelsalat-rester fra dagen før som gik fint i spænd med oksekødet. Den obligatoriske whiskysauce (fra Jensen) sneg sig også ind, men tilbehøret. -)

I kan ane en skive brød på tallerkenen. Min søde datter eksperimenterer også en del med kagebag og nu også brødbagning. Hun har sommerferie, og det nyder vi alle godt af. Denne dag bagte hun et lækkert madbrød 🙂Faktisk er det en hurtig ret. Du kan forberede fadet inden der kommer gæster f.eks. og sætte fadet i ovnen når det passer dig. Efter 1 times tid er der lækker spise. Kunne man kalde det fastfood-deluxe?? 😉Prøv det! Se om du kan støve en god steg op du kan eksperimentere med 🙂


  •  
  •  
  •  
  •  
  •