Kokosmakroner. Uhm i dag får du en god opskrift på de dejligste kokostoppe, der er meget nemme at lave. Da jeg forleden holdt Bagenørden-foredrag for mange mennesker OG var i Danmarks Radio, serverede jeg kokosmakroner til både journalister og foredrags-deltagere.
Hvor var det altså bare sjovt at tage en småkagedåse med i DR-bygningen og byde løs hos journalisterne der? Hvor var det altså bare en god dag.
Jeg synes det var mega sjovt at blive interviewet i radioen om hvordan det er at være blogger. 🙂Om aftenen dækkede vi hyggeligt op med kokosmakroner til foredraget på biblioteket. Det skaber altså bare god stemning med caféborde, kaffe og en småkage.
Deltagerne hyggede sig og jeg er sikker på at kokosmakronerne hjalp godt til 🙂
Kokosmakronerne vakte jubel og det er taknemmelige kager, for man kan faktisk bage en hulens masse kager på ingen tid.
Opskriften er mega-nem og ingredienslisten kort. Faktisk kan du lave kokosmakroner af kun 3 ingredienser. Vidste du mon det?
Æg, sukker og kokosmel. Voila.
Faktisk kunne jeg bage 100 kokosmakroner på under 1 time – geniale kager, hvis du skal bage kager til mange og ikke har meget tid. Du får den nemme opskrift lige her:
Kokosmakroner – få en nem og god opskrift på nemme kokostoppe her
Ingredienser
- 2 æg
- 200 gram kokosmel
- 175 gram sukker
- Evt: smeltet chokoladeovertræk til bunden
Sådan gør du
- Pisk æg og sukker hvidt og skummende
- Vend kokosmel i. Lad gerne dejen samle sig 10 minutter, så bliver den fastere.
- Beklæd en bageplade med bagepapir
- Sæt kokosmakroner på bagepladen med to teskeer, der kan være ca. 30 stk. pr. plade
- Dyp fingrene i vand og form kokosmakronerne lidt toppe. Tryk dem sammen og form dem spidse. Virker massen for tynd, så tilsæt evt. lidt ekstra kokosmel
- Bag kokosmakronerne ca. 8 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn)
- Lad kokosmakronerne køle af, før du putter dem i en tætsluttende kagedåse.
- Du kan også dyppe bunden i smeltet chokolade, når kagerne er kølet helt af.
Noter
Opbevar kokosmakronerne i en tætsluttende kagedåse.
Du kan dyppe bunden på kokosmakronerne i chokolade - det smager super lækkertSprøde og lækre kokostoppe, der er hurtige at lave. Disse er bagt med hele æg, ja og kun 3 ingredienser
Kokosmakroner smager skønt, og man tror næsten ikke at kagerne er så nemme at lave, når de nu smager så godt.
Sådan laver du kokosmakroner – det er nemt. Se billederne her:
Du behøver ikke betrække med chokolade, men selvfølgelig bliver kagerne lidt mere lækre, med chokoladebund, hvis du altså er til chokolade.:-)
Bare smelt lidt chokolade og dyp eller pensl bunden med chokoladen.
Hvis du vil prøve kokosmakroner i en luksus-variant, så prøv at tilsætte lidt revet marcipan.
Hvis du er lidt frisk på et lille eventyr, så kunne du også prøve at tilsætte rabarber eller andre frugter/sommerbær måske?
Prøv en kokosmakron – en rigtig kageklassiker i danskernes køkken. 🙂
Duer altså ikke med hele æg. Brugte Alm str æg og 300 gram kokos, og alligevel blev de flade som en pandekage, øv
Kan de fryses?
Mine faldt helt sammen under bagning og endte med blive flade selv om jeg har fulgt opskriften nøje
Meget lækre kokosmakroner. Dejlig nem opskrift
Elsker kokosmakroner, men mener du ikke æggehvider og ikke hele æg?
Jeg plejer at varme massen en anelse i en gryde, så suger kokosen mere æg/væde