Polenta scones med majsmel og cheddarost. Her får du en god nem opskrift på lækre scones med polenta, det lidt grovere majsmel.
Store bløde gule polentascones med cheddarost. Ja tak!

Endnu mere ja tak til, at scones er færdige på ingen tid. De kan bages helt uden æltetid eller hævetid. Scones hæver nemlig med bagepulver, så derfor kan de bages straks. Genialt, at man kan springe hævetiden over.
På 20 minutter kan du have en portion lækre sprøde boller klar.
Brød bagt med bagepulver smager allerbedst på bagedagen, men disse smager så godt, at de bliver spist hurtigt. De kan også sagtens fryses. Dagen efter kan du lune dem i mikroovnen, så bliver de lune og lækre igen.
Disse polenta scones er bagt med polentamel, som vi købte på en tur til Italien. Du kan selvfølgelig sagtens lave disse scones med majsmel, du kan købe herhjemme i Danmark.

Hvad er polenta og hvad er forskellen på majsmel og polenta?
Polenta er grovere majsmel, der er lavet af gule majskerner, så det har en sød mild smag. Polenta er nok mest brugt i polenta grød, men du kan også bruge det i bagværk.
Du kan sagtens bruge almindeligt majsmel i stedet for Polenta, til disse scones.
Polenta giver lidt ekstra bid. Der er ikke gluten i majsmel, så hvis du bager med rent majsmel, kan du bage glutenfrit.
Jeg har dog også brugt almindeligt hvedemel i disse, men erstat gerne med glutenfrit mel, hvis du vil bage helt glutenfrie scones (måske du kan få inspiration i denne opskrift)
Majsmelet giver sconesene den flotte gule farve sammen med den cheddarost jeg også tilsatte.
Cheddar passede perfekt til majssconesene. Både farven og smagen var helt i top. Det blev til de lækreste polenta scones, så brug du også gerne det fif med cheddarosten.
Har du ikke lige cheddar-ost på lager, så kan du sagtens udelade osten eller erstatte med anden ost.
Opskriften er nem og du får den lige her. Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på scones.
Polenta scones med majsmel og cheddarost

Udstyr (reklamelink)
Ingredienser
- 80 gram polenta majsmel - almindeligt fint majsmel kan også bruges
- 270 gram hvedemel 4½ dl - - evt. glutenfrit mel
- 1 tsk sukker
- ¼ tsk salt
- 2½ tsk bagepulver
- 1 æg
- 2½ dl mælk kærnemælk, yoghurt el. lign. kan også bruges
- 1½ spsk olie
- 50-100 gram cheddarost - kan udelades eller erstattes med anden ost.
Sådan gør du
- Rør de tørre ingredienser sammen. Tilsæt mælk, æg og olie. Skær cheddarosten i små stykker og tilsæt også den. Rør dejen med ske el. køkkenmaskine. Dejen bliver ret klistret. Tilsæt evt. lidt ekstra mel, hvis du vil forme boller af dejen.

- Jeg puttede dejen i siliconeforme med 2 spiseskeer, men de kan også bare sættes på en bageplade med bagepapir

- Pensl dine scones med olie på toppen og læg evt. lidt ost på toppen også.

- Bag scones'ene ca. 10 minutter v. 200 grader varmluft (225 gr. alm. ovn) eller til de er sprøde og gyldne. Nydes lune som de er eller med smør på.

Noter
Fryseegnede. Bedst på bagedagen, men kan lunes i mikroovn eller airfryer dagen efter.
Lækre majsscones med polenta og cheddar – sprøde smagfulde scones
Det er så NEMT at lave scones! Når du har prøvet det én gang, vil du helt sikkert bage scones mange gange derhjemme fremover.
Denne dej kan bare røres sammen med ske, så du slipper for at få dej på fingrene.
Hvis du gerne vil trille fine runde boller, så brug bare lidt ekstra mel.
Jeg sprang over hvor gærdet var lavest og lagde bare dejen i muffin siliconeforme med 2 spiseskeer. Nemmere bliver det ikke
Polentascones bliver fine, gyldne og sprøde. De bliver næsten orangegule i farven.

Disse polentascones spiste vi til aspargessuppe. Så fint at have en lille bolle at dyppe i den varme suppe.
Her i huset kan vi næsten ikke spise suppe uden brød til. Suppebrød både smager og mætter godt og giver lidt ekstra “bid” til suppen. Derfor spiser vi altid madbrød til, når der er suppedag hjemme hos os.
Disse polenta scones med cheddar var perfekte som suppebrød.
Lav gerne rigeligt med scones, og rigeligt suppe, så der er ekstra nem mad dagen derpå. Det er bare det bedste, at have let og lækkert restemad til dagen efter. Lun bare sconesene i airfryeren eller mikroovnen, så bliver de som nybagte.
Min familie var vilde med disse cheddar-scones! Dem vi ikke kunne spise, kom med i madpakken. Lækre “gnave-boller” også.
Den næste scone-variant jeg vil bage skal være med bacon og pepperoni. Små pizza-scones bliver det vel så? Tror også jeg igen sniger lidt ost i og måske et drys oregano. Prøv også disse med squash eller disse med rabarber?
Prøv også disse skinkescones, og disse chokoladescones. Succes-scones! Godt jeg også prøvede et eksperiment med polenta, for disse polenta scones blev da også super gode.
Da vi var i Italien provianterede vi til den store guldmedalje. Vi elsker at gå i supermarkeder når vi er på ferie og købe lokale lækkerier som vi tager med hjem.
Måske du har det på sammem måde? Spændende at eksperimentere med madvarer fra andre lande!
På den måde kan man også trække sommerens oplevelser med ind i vinterens mørke. Skønt!
Jeg fik også skønne sommerminder, da jeg gravede denne pose Polenta frem fra køkkenskabet. Polentamelet blev forvandlet til de lækreste scones. Tippet er nu hermed givet videre til dig.

Prøv også disse scones:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.






Tillad mig at korrigere. Polenta er ikke majsmel. Polenta er en italiensk ret, der traditionelt er lavet af semolinahvede. Semolinamel kommer fra durummel, men er grovere og bruges ofte til at lave pasta og brød i middelhavsområdet.