Vandbakkelser med creme. Uhm skønne fastelavnsboller af vandbakkelsesdej med en lækker vanilje flødecreme.
I dag får du opskriften på de lækreste vandbakkelser, der kan nydes året rundt og ikke kun til fastelavn.
Som fyld har jeg brugt en nem hjemmelavet kagecreme pisket op med flødeskum. Halløj hvor var den lækre vaniljecreme bare et hit i de skønne kager!
Cremen kan laves lynhurtigt. Du kan selvfølgelig også sagtens bare piske en kagecreme fra brev op med flødeskum.
Du kan også fylde walesbollerne med bærskum – flødeskum med syltetøj Få inspiration til flere lækre vandbakkelser nederst i dette indlæg.
Vandbakkelser kaldes også walesboller. Jeg er faktisk endnu mere vild med denne type boller til fastelavn, fremfor boller af wienerbrødsdej f.eks.
Se lige hvor fine de var på kagefadet: Der er ikke så meget smør i vandbakkelser, så de er ikke så smørtunge i smagen, og de er også meget nemmere og hurtigere at lave.
Det smarte er også, at du skal bruge få og enkle basisingredienser, du med garanti har i dine køkkenskabe: smør, vand, æg og hvedemel.
Vandbakkelse er også hit f.eks. til fødseldag. Form en kagemand af vandbakkelsesdej på en bageplade og pynt med slik efter bagningen. Alle børn vil juble – og voksne også.
Det er slet ikke svært at lave vandbakkelser med creme. Jeg forklarer dig nemt hvordan du gør. Bare følg opskriftens trin med billeder
Min nemme opskrift kan du se nedenfor.
Opskriften på vandbakkelser med creme er nem og du får den lige her:
Vandbakkelser med creme og fløde – nem opskrift på walesboller med vaniljecreme:

Ingredienser
Vandbakkelsesdej:
- 80 gram smør
- 2 dl vand
- 125 gram hvedemel
- 2-3 æg mellemstørrelse - eller 3 små æg
- 1 lille drys salt
Flødecreme med vanilje:
- 2½ dl mælk
- 1½ spsk maizenamel kartofelmel kan også bruges
- 40 gram sukker
- 2 tsk vaniljesukker eller ½ vaniljestang
- 1 æg
- 1 dl piskefløde
- evt. syltetøj til fyld
Chokoladeglasur:
- 100 gram flormelis
- 1 spsk kakaopulver
- 1 spsk kogende vand
Sådan gør du
- Hæld vandet i en kasserolle og tilsæt smør. Lad det varme op til smørret er smeltet
- Tilsæt mel og pisk´godt til alle klumper er væk og til dejen slipper gryde og grydeske. Tag gryden af varmen og afkøl 5-10 minutter, til lunken/fingervarm. Pisk den godt undervejs, så du hjælper til med afkølingen. Tilsæt salt
- Tilsæt æg - 1 af gangen. Det første æg tilsætter du helt. Pisk godt. Jeg brugte et piskeris, men du kan også bruge elpisker
- Pisk det andet æg sammen og tilsæt nu æg lidt af gangen, til du har en glat og smidig vandbakkelsesdej. Pisk godt. Dejen skal ikke være for tynd. Du skal kunne lave små toppe i dejen. Bruger du små æg, skal du måske bruge 3 æg.
- Beklæd en bageplade med bagepapir og sæt dejen på bagepladen med god afstand. Brug 2 spiseskeer. Du kan også sprøjte dejen ud med en sprøjtetylle. Bages kagerne midt i ovnen
- Bag vandbakkelserne ca. 25-30 minutter v. 175 grader varmluft (200 grader alm. ovn). De skal være gyldne og sprøde og have god afbagning, så holder de formen bedre. OBS: Åbn ikke ovnen imens vandbakkelserne bager.
- Når vandbakkelserne er færdige, så lad dem gerne afkøle i ovnen. Klip evt. et lille hul i hver vandbakkelse, så dampen kan slippe ud, så falder de ikke så nemt sammen. Lad vandbakkelserne køle helt, før du fylder dem
Creme med vanilje og flødeskum:
- Hæld 2 dl mælk i en gryde og kog den langsomt op under omrøring Rør maizenamel ud i ½ dl mælk. Pisk æg, sukker og vaniljesukker og rør maizena/mælkeblandingen heri
- Hæld ægge/maizenablandingen i den kogende mælk i en tynd stråle imens du pisker godt. Rør vaniljecremen godt, til den tykner. Rør konstant, cremen brænder nemt på. Stil cremen til afkøling og pisk fløden til flødeskum
- Vend flødeskummet i vaniljecremen til den er lind og uden klumper. Stil cremen koldt, til den skal bruges.
- Flæk vandbakkelserne og fyld hver walesbolle med ca. 1-2 spsk. flødecreme og pynt med glasur. Tilsæt evt. 1 tsk syltetøj også
Noter
Vandbakkelserne kan bages dagen før. Opbevar dem på køkkenbordet, tildækket med et viskestykke.
Kan bages i bradepande, som walesstang eller som vandbakkelse kagemand? En lille portion kan laves i airfryer.Sprøde lækre walesboller med flødecreme – perfekte året rundt og gode som nemme fastelavnsboller
Se lige nogle fine fastelavnsboller med vaniljecreme. Halløj de smagte godt!
Selvom jeg kalder mig selv Bagenørd, er jeg jo i virkeligheden bare en glad amatør. Jeg bliver da mega glad og stolt, når jeg oplever succes med mine bageprojekter.
Jeg sætter sjældent barren højt, men derfor kan jeg jo godt juble alligevel, når tingene lykkes 😀
Indrømmet. At bage en god vandbakkelsesdej, har været et bageudfordring for mig, men heldigvis har jeg luret fiduserne nu.
Sådan undgår du at dine vandbakkelser falder sammen – få tips her:
- Lad dejen køle af mindst 10 minutter, før du pisker æg i
- Put ikke for meget æg i. Der skal kunne dannes små toppe i dejen
- Pisk godt efter hvert æg
- Åbn ikke ovnen de først 20 minutter af bagetiden
- Giv dine vandbakkelser lidt ekstra tid i ovnen – jo mørkere de er, jo fastere er de
- Klip et lille hul i de færdige vandbakkelser, så dampen kan slippe ud (klip, der hvor de alligevel skal skæres over)
Måske jeg vil prøve at at bage en vandbakkelses kagemand i weekenden?
Mikkel og Amanda kommer hjem og da Mikkel har fødselsdag i næsten uge, ville en kagemand af vandbakkelse da være perfekt tror jeg.
Selvom man bliver 22 år, er man da aldrig for gammel til en kagemand, vel? 🙂
Sådan én pladefuld var og er stadigvæk meget populær herhjemme og den er også noget nemmere at bage end vandbakkelsesboller.
Skal du kun bruge en lille portion, så kan de bages i airfryer.
Nå men nu stod vi jo så i med 15 stk. fyldte fastelavnsboller i sommerhuset. What to do, når nu vi ikke måtte invitere gæster indenfor?
Straks fik jeg lavet nogle fade til uddeling til naboerne.
Jeg kan love dig for at de vakte jubel. Perfekte med vandbakkelser med creme til håndbold-landskampen. Jeg tror der blev guffet i nabo-sommerhusene 🙂Spring du bare på en portion af de lækre vandbakkelser. Nyd dem året rundt og også til fastelavn.
Få flere gode opskrifter på vandbakkelser her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

8.
