Baileys cheesecake. Uhm i dag får du opskriften på en rigtig nem og lækker dessert – nemlig chokolade cheesecake lavet helt uden husblas.
De små fine desserter er så hurtige at lave. De er lavet med flødeost og kan faktisk serveres straks efter tilberedning. Du kan også bruge Mascarpone.
Har du tid til at lade dem køle nogle timer, så bliver de dog endnu bedre. Det smarte er, at desserterne kan laves i god tid i forvejen, før gæsterne ankommer.
Jeg brugte smeltet mørk chokolade men mælkechokolade eller hvid chokolade vil også smage lækkert. Du bestemmer.
Hvis du bruger hvid chokolade, vil desserterne næsten blive som hvid chokolademousse? Uhm det smager altså også bare godt. 🙂
Faktisk smager de små Baileys cheesecakes næsten som chokolademousse, de er bare endnu nemmere og hurtigere at lave.
Jeg har tilsat lidt Baileys, og det gav en rigtig god smag, men det kan sagtens udelades.Du skal kun bruge 2 spsk Baileys til 4 desserter, så alkoholprocenten er ikke høj. Du kan sagtens køre bil bagefter 😀
Det er en ganske lille portion ostecreme, jeg har brugt til disse 4 cheesecakes. Man kan ikke spise meget af desserten, så det er lidt, men godt.
Denne portionsstørrelse var perfekt til os.
Så lækre Bailey cheesecakes! De nemme chokoladedesserter kan du altså godt glæde dig til at smage. En nem slags chokolademousse uden æg og uden husblas.
Opskriften er rigtig nem og du får den lige her:
Baileys cheesecake med chokolade – i glas. Få opskrift her

Ingredienser
Cheesecake masse:
- 50 gram chokolade smeltet. Mørk, lys mælkechokolade og hvid chokolade kan bruges
- 100 gram neutral flødeost f.eks. Philadelpia, BUKO ell. Mascarpone
- 30 gram flormelis smag evt. til med mere
- ½ tsk vaniljesukker
- 2 tsk kakaopulver ¼-½ kan evt. erstattes med kaffe instantpulver
- 1 dl piskefløde
- 2 spsk Baileys kan udelades eller erstattes med Dooleys, Kahlua, ell. kold kaffe/ appelsinsaft
- 4-6 orangeflager kan udelades eller erstattes med havregrynskager gerne med appelsin, Digestive, kammerjunker ell. lign
- Pynt: Lidt spøjtefløde, et drys kakaopulver og chokoladevafler andet pynt kan bruges, gerne friske bær også
Sådan gør du
- Bræk chokoladen i små stykker og smelt den få sekunder af gangen i mikroovnen, til den er smeltet. Brug en lille glasskål, Omrør efter hver opvarmning
- Pisk flødeosten med flormelis og vaniljesukker
- Pisk fløden let og vend det i flødeostemassen, sammen med det smeltede chokolade. Sigt kakaopulveret i og tilsæt Baileys
- Vend massen forsigtigt rundt og smag evt. til med ekstra flormelis, vanilje og kakaopulver.
- Knus orangeflagerne ell. lign i en pose og fordel dem i små dessertglas. Læg ca. 3-4 spsk chokoladecreme i hvert glas. Sørg for at der kommer lige meget i hvert glas
- Stil desserterne til afkøling i køleskabet, gerne i minimum 1 time. Tildæk glassene med film. Pynt desserterne lige før servering. Jeg brugte sprøjtefløde, lidt sigtet kakapulver og ½ chokoladevaffel. Drys gerne med et drys kakao eller kanel, hvis det er juletid.
Noter
Pynt gerne cheesecakes'ene med friske bær, f.eks. blåbær
Kan laves uden alkohol med f.eks. kold kaffe eller appelsinsaft/revet appelsinskalChokolade cheesecakes med Baileys – hurtige at lave uden husblas. Nem dessert til gæster – kan laves i forvejen
Kan man bruge andet end Baileys til disse cheesecakes?
Baileys kan også erstattes med Dooleys, Kahlua eller anden likør. De kan også sagtens laves uden alkohol, f.eks. med kold kaffe?
Den smager også godt med chokolade eller med Nutella?
På bloggen finder du også en lækker opskrift på Daim cheesecake, den kan du tjekke ud her.
Du kan tro, det er en lækker chokoladecreme. Prøv en ostecreme med chokolade, også selvom du ikke er vild med ost. Du kan sagtens bruge cremen i andre kager også.
Prøv også de nemme chokolade cheesecakes med lidt appelsinsaft i stedet for Baileys. Tilsæt også gerne lidt revet appelsinskal. Uhm de små cheesecakes vil smage skønt, med et strejf appelsin.
Vi havde en pakke orangeflager i spisekammeret og dem brugte jeg som “kiksebund”. Det gav en god appelsinsmag og kagerne gav lidt knas som klædte desserterne.
Man kan sagtens bage orangeflager selv, få en god opskrift på havregrynskager med appelsin her.
Prøv også med lidt hjemmelavet crumble crunch i bunde. Få en god nem opskrift her.
Du kan selvfølgelig også bruge Digestive, kammerjunker, vaniljekranse ell. lign. og du kan også sagtens servere desserten uden kiksebund.
Voila!
Man skulle næsten tro det var lyv, at det er så nemt at lave de små fine ostekager til dessert.
Det smarte er, at desserterne kan forberedes i god tid og så bare pyntes før de skal serveres. Drys gerne lidt kakaopulver på toppen eller kanel, hvis desserten skal nydes som dessert til jul.
Fine små desserter, til gæster og festlige anledninger, det kunne være nytårsaften, eller også bare en ganske almindelig lørdag aften?
De vil også pynte på et buffet bord eller fødselsdagsbord.
Vi spiste den lækre Baileys cheesecake dessert en dejlig varm sommerdag. Desserten havde kølet nogle timer i køleskabet.
Pynt gerne desserten med friske bær, blåbær, hindbær eller jordbær måske? Du bestemmer 🙂
God fornøjelse med de nemme ostekager med chokolade. De var et hit hjemme hos os og bliver helt sikkert også et hit hjemme hos dig. 🙂
Få flere lækre opskrifter på nemme ostekager / cheesecakes her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.
