Bananvafler – sunde vafler med banan og havregryn. I dag skal du høre om nogle rigtigt gode og sprøde vafler, der er sunde og som er lavet helt uden sukker og fedtstof.
Vaflerne er rigtigt gode at lave, hvis du gerne vil “synde” lidt sundere. Bananvaflerne er søde og fungerer fint som et sødt mellemmåltid.
De kan nydes til morgenmad eller brunch og de mætter godt p.g.a. havregryn.
Vi nød vaflerne med lidt sirup, men prøv også gerne med lidt akaciehonning, hvis du foretrækker det.
Der er kun brugt 1 spsk hvedemel og havregryn i dejen. Hvedemel kan sagtens udelades, så vaflerne kan laves næsten som glutenfrie vafler, hvis du kan finde glutenfrie havregryn.
Jeg fik idé til vaflerne, fordi jeg lige havde en brun banan i overskud.
Den var temmelig overmoden, men det er jo faktisk så snedigt, at jo mere brun en banan er, jo sødere er den.
Det er derfor bedst at bruge overmodne banener til vafler eller bananpandekager, for de søde bananer erstatter jo sukker. Jeg er blevet rigtigt glad for at bruge mit vaffeljern. Jeg skal stadig øve mig lidt, f.eks. i forhold til hvor meget dej der skal til, til hver enkelt vaffel.
Måske der lige lidt for lidt dej på, da jeg lavede disse bananvafler, så jeg fik ikke helt dej nok på.
Der blev 2 vafler af denne portion, med 1 banan. Lav gerne dobbelt portion, hvis I er flere der skal spise bananvafler, ellers bliver der kamp ved spisebordet 🙂
Dejen er er super nem. Den skal bare blendes sammen og jeg brugte bare min stavblender og det gik rigtigt fint.
Hvis du ikke har et vaffeljern, så kan vaflerne jo selvfølgelig sagtens steges som almindelige pandekager.
Vaflerne kan laves på få minutter og du får opskriften lige her:
Bananvafler – opskrift på vafler med banan og havregryn

Ingredienser
- 1 æg
- 1 banan gerne en god moden banan
- 1 tsk vaniljesukker
- 1 dl havregryn kan erstattes med hvedemel eller andet groft mel
- 1 knivspids salt bare et strejf
- 1 spsk hvedemel kan udelades
- smør til stegninig
Sådan gør du
- Skræl bananen og put den i en høj skål eller blender
- Tilsæt havregryn, æg, salt og hvedemel (kan udelades) og blend sammen med bananen
- Varm vaffeljernet op og tilsæt evt. lidt smør. Læg dej på vaffeljernet
- Steg vaflerne ca. 2-3 minutter ved middelvarme. De er færdige, når de er sprøde og gyldne
- Nyd vaflerne med lidt sirup eller akaciehonning. Drys gerne med rofthakkede mandler eller mandelflager
Noter
Sprøde sunde vafler med banan – nemme og hurtige at lave
Se lige nogle fine vafler. Jeg spiste dem haps – de forsvandt som dug for solen.
Det var godt at der kun var mig selv til bords, for jeg ville nødigt dele med nogen, så godt smagte de.:-D
Bananvaflerne smagte super godt og vaflerne er et rigtigt godt alternativ til de almindelige og noget mere usunde vafler.
Vaflerne vil være et hit at lave som et sundt mellemmåltid derhjemme om eftermiddagen, når I er trætte og sultne.
Faktisk er vaflerne så nemme at lave, at dine børn sagtens også kan lave en portion selv.
De er så hurtige at lave, at de sagtens også kan laves om morgenen, inden I skal ud af døren.
Vaflerne kan sagtens bages som bananpandekager også
Du bestemmer, om vaflerne skal bages som pandekager eller som vafler.
Jeg synes at vaflerne ser nogetfestlige ud, så brug da gerne dit vaffeljern, hvis du har et sådant, så hiv det gerne frem.
Her finder du dog lige en opskrift på bananpandekager – den skal du da ikke snydes for:

Jeg er blevet helt vild med at bruge mit vaffeljern – du kan tjekke mine seneste opskrifter ud her:
1.

2.

3.

4.

5.

Prøv den klassiske opskrift på vafler eller disse sunde med havregrød
Mange flere vaffelopskrifter vil følge – du kan bare vente dig 🙂
Få flere gode opskrifter på bananpandekager her:
1.

2.

3.

Der står ikke hvornår man blender bananen.