Klassens time kage. Her får du en god nem opskrift på en luksus chokoladekage bagt som stor bradepandekage.
Det er så nemt at bage kager i ovnens store bradepande. De store kager kan fragtes med til arrangementer og der bliver kage til mange.
Jeg vil tro at denne chokoladekage rækker til 40 personer, men den smager så godt, at mange nok vil tage 2 stykker. 🙂
Denne klassens time kage er en dejlig svampet chokoladekage, der er meget nem at lave.
Kagedejen kan du røre sammen på få minutter og du skal bruge få ingredienser. En nem chokoladekage uden æg.
Måske du kender den populære meget nemme tykmælkskage? Tykmælkskagen er også kendt som kanelkage.

Denne klassens time kage er en luksus version af tykmælkskagen i en chokolade version.
Det er denne opskrift på fedtfattig chokoladekage jeg har “peppet” op med smør og chokolade. En luksus chokoladekage der selvfølgelig sagtens kan bages uden chokolade også.
Chokoladekagen har jeg bagt flere gange, både som kollegakage, til børnefødselsdag og familiearrangementer. En sikker vinder og en god gammel klassiker.
Kager med surmælksprodukter bliver ekstra svampede, saftige og er friske i dagevis. På 5. dagen er den stadig som nybagt.
Du kan bruge både kærnemælk/ tykmælk el. lign. Denne gang brugte jeg koldskål. Bare brug hvad du har. Frugtyoghurt, kærnemælk?
Få flere opskrifter på nemme bradepandekager nederst i dette indlæg. 

