Brombær cheesecake i glas – her får du en god nem opskrift på en portionsanrettet dessert, du kan lave hurtigt. Glæd dig til at smage en brombær cheesecake uden husblas.
Har du været på brombærrov, så prøv en hurtig dessert med brombær, her serveret i portionsglas.
En nem dessert, der kan forberedes i god tid, før servering. Dejligt med desserter, der kan laves i forvejen, før gæsterne kommer.
De lækre brombær cheesecakes kan også nydes straks, helt uden ventetid. Det må da vist være en af de nemmeste desserter, vi kan lave.
Jeg har lavet de små ostekager med friske brombær fra skoven.
Du kan også bruge frosne bær. Måske du har nogle i fryseren, du kan bruge?
Brombærkompot eller brombærmarmelade kan også bruges, så skal du måske bare springe flormelis over som sødemiddel.
Desserterne er klar på få minutter og de får den flotteste blå/lilla farve.
Kan man lave cheesecake i glas med andre bær?
Ja, du kan sagtens udskifte brombær med andre bær, i denne opskrift.
Prøv også disse med blåbær eller disse med hindbær? Bare brug de bær du har eller som er i sæson.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på cheesecakes i mange versioner.
Denne portion rækker til 3 personer. Skal du bruge cheesecake til flere, så udvid bare portionstallet i opskriften nedenfor.
Brombær cheesecake i glas – nem opskrift
Udstyr (reklamelink)
Ingredienser
Kiksebund:
- 3 digestive kiks Bastogne, kammerjunker, vaniljekranse eller andre småkager kan også bruges
- 15 gram smør smeltet
Flødeostecreme:
- 1¼ dl piskefløde Cremefine kan også bruges
- 60 gram flødeost naturel mascarpone kan også bruges
- 2-3 spsk flormelis smag til
- 50 gram brombær friske eller frosne - andre bær kan bruges
- Pynt: Friske brombær, chokolade og evt. mynteblade/citronmelisse. al slags chokolade kan bruges
Sådan gør du
- Knus digestivekiksene fint, ved at putte dem i en lille plasticpose og bank på dem med en kagerulle.
- Rør det smeltede smør i. Fordel kiksemassen i bunden af tre serveringsglas. Tryk massen let sammen med en teske.
- Skyl brombærrene, dup dem helt tørre eller lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
- Hæld brombærrene i en høj skål sammen med fløde og flødeost. Blend massen med stavblender til en tyk ostecreme.
- Smag til med flormelis. Mængden af flormelis, du skal bruge, afhænger af hvor søde/syrlige dine bær er.
- Fordel cremen oven på kiksebunden og glat den lidt ud. Tildæk med husholdningsfilm og afkøl 15-30 minutter. Kan også serveres straks. Pynt med friske brombær, lidt chokolade og evt. mynteblade, før servering.
Noter
Cheesecake med brombær – uden husblas. Klar på 10 minutter
Det er bare så nemt, at man bare kan tilsætte alle ingredienser i en høj skål og så blende med stavblender i få minutter.
Kan flødeostecremen laves uden stavblender?
Har du ikke en stavblender, så kan du også piske fløden og vende flødeosten i. Herefter kan du mose brombærrene med en gaffel og vende dem i ostecremen.
Hvis du gerne vil undgå brombærkerner i desserten, så si evt. de mosede brombær.
Du kan sagtens freestyle med pynten, men jeg brugte bare friske brombær, lidt hakkede orangegrene (appelsinchokolade) og mynteblade. Nemt og lækkert.
Tips og variationer til opskriften på brombær cheesecake i glas:
- De små cheesecakes kan laves med andre bær, f.eks. jordbær eller prøv også disse med citron eller rabarber.
- Tilsæt evt. lidt revet citronskal eller et par dråber citronsaft i flødeostblandingen, så får du en syrligere/friskere cheesecake.
- Disse brombær cheesecakes i glas kan pyntes med al slags chokolade: hvid chokolade, mælkechokolade, Daim, eller mørk chokolade.
- Kan også laves uden kiksebund, men lidt knas at tygge på, gør desserten endnu lækrere.
- Læg evt. et lag brombærsyltetøj, kompot eller mosede brombær mellem kiksebunden og cremen.
Flotte brombær cheesecakes, der vil pynte på middags- eller dessertbordet og som smager af sommer og sol.
De kan sagtens laves udenfor brombærsæsonen også, hvis du har frosne bær i fryseren.
Vil du også helst lave cheesecake uden husblas? Så prøv disse brombær cheesecakes.
En dessert, der ikke kan mislykkes. Spring du bare på. Cheesecakesene vil være et hit både som dessert, til kagebord og til brunch.
Hvis du er vild med brombær desserter, så prøv også denne tærte med brombærskum.
Rigtig god fornøjelse med desserterne til dig.
Få flere opskrifter på cheesecake i glas her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.
