En bloglæser skrev forleden til mig. “Det kunne altså være godt, hvis du lavede flere opskrifter på dressinger og marinader”.
Indrømmet. Det har jeg slet ikke haft fokus på, på bloggen, heller ikke selvom jeg rigtigt tit laver den slags i mit køkken. Ofte “rører jeg bare noget sammen” men jeg vil da helt klart fremadrettet være obs på lige at få nedskrevet opskriften, så jeg kan dele den med dig.
I dag vil jeg f.eks. dele opskriften på en rigtig lækker og fedtfattig opskrift på dressing med kvark, der vil passe godt som tilbehør til salater, som dip til grøntsagsstave eller som dip til hjemmelavede pommes frites måske?
Blander du lidt hvidløg i, vil dressingen være et godt fundament i f.eks. tzatziki?
Hvis du udelader krydderier og rører lidt vaniljesukker i, vil dressingen være en perfekt dressing til desserter og kager.
Kvark er rigtigt fint at bruge til dressinger, hvis du gerne vil spare lidt på kalorierne. Du vil få en meget sundere dressing med kvark end hvis du f.eks. bruger creme fraiche.
Kvark har en tyk konsistens, så jeg rører altid lidt vand i dressingen, til den får en fin “dressing” konsistens.
På Arlas hjemmeside beskriver de Kvark som en friskost og det åbner jo op for helt nye perspektiver. Kunne vi mon ikke bruge den i ostekager så? Konsistensen er jo ihvertfald rigtig fin? Jeg glæder mig til at eksperimentere med kvark fremadrettet. 🙂
Allerførst: nu til kvarkdressingen. Kvark er så fint at bruge til dressinger, både de søde og de krydrede, så bare spring på. En god grundopskrift får du lige her: 
Dressing med kvark – fedtfattig kvarkdressing

Ingredienser
- 500 gram kvark
- 2-3 spsk vand
- 1 spsk oregano/timian friske eller tørrede krydderurter, brug din krydderifavorit.
- salt/hvidløgspeber
- 1 tsk akaciehonning (smag til) kan udelades eller erstattes med lidt sukker
- evt. 1-2 fed friskpressede hvidløg
- dressingen kan også smages til med lidt sød fransk sennep
Sådan gør du
- Hæld kvark i en skål og rør op med vand, til dressingen kan røres godt

- Tilsæt krydderier og smag til med evt. honning

- Dressingen er klar til brug

Noter
Kvarkdressing kan varieres på utallige måder – en nem og fedtfattig dressing
Du kan bruge lige de krydderier i dressingen som du foretrækker, friske eller tørrede. Jeg er ret vild med dressing med timian i, men måske du har et andet favoritkrydderi?
Dressingen kan smages til med lidt sød fransk sennep eller hvidløg, hvis du foretrækker det?
En perfekt dressing til middagsbordet, til grill eller til buffet- eller tapas. Der vil hurtigt forsvinde en skål, hvis du serverer den som dip til grøntsagsstave eller som sundere fedtfattig dip til chips måske?
Bare spring på.
God fornøjelse med din dressing. Håber den vil smage dig 🙂





