Bananpandekager med tykmælk – her får du en god opskrift på nemme, sunde pandekager med banan og havregryn, der mætter godt.
3 modne bananer til overs i køleskabet og vupti var der en stabel bananpandekager klar til morgenmaden.
Vi havde alle børn og svigerbørn hjemme på besøg og du kan tro, at pandekagerne vakte jubel, da vi satte os til bords.

Lækre, mættende bananpandekager med tykmælk. Perfekt, for vi havde nemlig også lige en rest tykmælk, der skulle bruges.
Perfekt, når man kan gøre familien glad og samtidigt få brugt nogle rester fra køleskab og frugtskål.
Tykmælken gør dejen blød, luftig og saftig, og havregrynene giver lidt “bid” og fylde. De kan selvfølgelig også laves uden tykmælk. Få inspiration i denne populære opskrift på bloggen.
Bananpandekager kan laves på mange måder. Nederst i dette indlæg kan du finde mange flere opskrifter.
Bananpandekager med tykmælk – nemme og sunde

Ingredienser
- ½ liter tykmælk kan erstattes med yoghurt eller lign.
- 3 æg
- 3 bananer - mosede gerne meget brune og modne
- 150 gram havregryn
- 200 gram hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 nip salt
- evt. 1-2 tsk vaniljesukker
- evt. lidt kardemomme
- smør eller olie til stegning
Sådan gør du
- Mos bananerne godt med en gaffel og rør dem sammen med tykmælk og æg. Tilsæt havregryn, hvedemel, bagepulver og salt. Rør dejen godt, til den er klumpefri. Lad gerne dejen hvile 5-10 minutter, så havregrynene kan suge væde.

- Smelt smør el. olie på en pande og fordel pandekagedejen på panden. Glat dejen lidt ud og steg pandekagerne ved middel varme. Vend dem, når de er sprøde og gyldenbrune. Hold dem lune på en tallerken med stanniol, til de alle er færdige.

- Servér med sirup, akaciehonning, vaniljeskyr, mandler/nødder, frisk frugt eller hvad du ellers foretrækker.

Noter
Nemme, sunde pandekager med banan, tykmælk og havregryn – der mætter godt
Jo mere modne og brune dine bananer er, jo sødere er de. Smid derfor aldrig dine overmodne bananer ud, de er nemlig bedst – og sødest. 
Bananerne søder pandekagerne så godt, at du faktisk ikke behøver tilsætte sukker til dejen.
De smager skønt med lidt sirup eller honning på. De er derfor også rigtig fine som morgenmad eller som en hurtig frokost.
Tykmælk og havregryn gør dem mere mættende end helt klassiske pandekager. Der er lidt protein i tykmælk, som giver god mæthed. Har du også en rest tykmælk eller yoghurt, der skal bruges, er det en fin måde at få den brugt på.
Vil du gerne lave nogle endnu mere proteinrige pandekager, så prøv f.eks. også disse med skyr eller disse med hytteost.

Serveringsforslag:
- Servér bananpandekagerne med friske bær eller bananskiver
- Spis dem med lidt skyr, yoghurt eller creme fraiche på toppen
- Brug dem på morgenbordet eller brunchbordet med nødder og frugt
- Spis dem kolde i madpakken evt. lagt sammen med smør/sukker eller Nutella
- De er også rigtigt gode som en sundere dessert eller som mellemmåltid

Tips og variationer til opskriften på bananpandekager med tykmælk:
- Tilsæt lidt kardemomme eller vaniljesukker, hvis du vil have mere smag i dejen
- Blend evt. dejen med stavblender, hvis du vil have en glattere og finere dej
- Tilsæt lidt ekstra hvedemel, hvis du synes dejen virker for tynd
- Kan også laves uden æg, få inspiration i denne opskrift
- Kan også laves uden hvedemel. Få inspiration i denne opskrift.
Prøv bananpandekagerne hvis I skulle blive lækkersultne til morgenmaden, som mellemmåltid om eftermiddagen eller om aftenen. Det kan jo ske. 🙂
Dejligt at man kan “synde” uden det bliver alt for usundt. Uha, de smager dog rigtigt lækkert med Nutella på. Nu er du advaret. 🙂
Rigtig god fornøjelse med bananpandekagerne til dig.
Få flere opskrifter på bananpandekager her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.






