Gammeldags hvidkål – her får du en god, nem opskrift på sønderjysk hvidkål, der bliver blød, cremet og mild i smagen.
En rigtig klassiker, der er god at servere som tilbehør til mange hverdagsretter.
Hvad er gammeldags hvidkål – sønderjysk hvidkål?
Det er en meget enkel ret med kogt hvidkål, der vrides, moses/blendes og blandes med smør, fløde og krydres med salt og peber.
Det er en gammelkendt ret i mormormad kategorien. En rigtig god vinterret med kål. Det smager skønt til f.eks. frikadeller, medister, hamburgerryg/røget skinke, flæskesteg eller kålpølser.
Smagsmæssigt minder gammeldags hvidkål lidt om stuvet hvidkål, men den sønderjyske kål er noget mere fast i konsistensen.
Sønderjysk hvidkål kaldes også for julekål, vridekål, “vrejn kål” eller krøstekål.
Da vi fejrede jul i Sønderjylland denne jul, fik vi det også serveret. Hele familien var vilde med det, så jeg tænkte, at det ville jeg da prøve at lave selv.

Perfekt, vi havde lige et halvt hvidkålshoved jeg kunne eksperimentere med. Skøn ret – kæmpe succes. Opskriften har jeg glædet mig til at dele med dig.
Nederst i indlægget får du flere opskrifter med hvidkål
Gammeldags hvidkål – opskrift på sønderjysk hvidkål

Udstyr (reklamelink)
Ingredienser
- ½ hvidkål Vægten kan svinge. Ca. 1 kg kål brugte jeg. Færdigsnittet eller frossen hvidkål kan også bruges.
- 30-40 gram smør smag til
- 2½ dl piskefløde måske lidt mere. Kaffefløde eller sødmælk kan også bruges
- Salt/peber smag til
- Evt. et nip sukker og/eller lidt muskatnød
Sådan gør du
- Snit hvidkålen i grove stykker. Kog den herefter i en gryde med vand og salt, til den er helt mør. Det tager ca. 20-30 minutter, afhængigt af hvor fint den er snittet. Vrid/pres/tryk herefter mest muligt vand fra kålen, evt. med et klæde eller en si.

- Kom den afdryppede kål tilbage i gryden. Mos eller blend kålen med en stavblender. Pres evt. kålen for vand igen. Du kan også lade den være grovere i konsistensen, hvis du foretrækker det. Bruger du helt fintsnittet kål, behøver du ikke blende.

- Tilsæt smør, mens kålen stadig er varm, og rør, til smørret er smeltet.

- Hæld fløden i og rør godt rundt. Lad kålen småsimre nogle minutter under omrøring, så den ikke brænder på. Smag til med salt og peber og evt. lidt ekstra smør. Tilsæt evt. også et nip sukker eller lidt revet muskatnød.

- Servér hvidkålen varm som tilbehør til kødretter.

Noter
Sønderjysk hvidkål serveres tit som julekål og det smager skønt!

Det blev en glat, cremet hvidkål, med skøn smag af fløde og smør. Retten er nem at lave, så den kommer vi til at lave tit fremover herhjemme.
Jeg fandt på en smart fidus og blendede den kogte kål med min stavblender. Nem sønderjysk hvidkål!
Genialt hack, hvis jeg selv skal sige det. Så slipper man for at snitte kålen helt fint eller købe den fintsnittet. Prisen er nemlig noget dyrere, hvis man køber de små poser med snittet hvidkål, så bare lige et tip til dig. Fintsnittet hvidkål kan købes i poser – fersk eller på frost.
I gamle dage, så kørte man den kogte kål igennem en kødhakker. Her er blenderen dog noget nemmere, synes jeg.
Gid min sønderjyske farmor havde levet endnu, så kunne jeg have delt mit blender-tip med hende. Hun ville dog sikkert have korset sig noget over mit “nymodens påhit”. 🙂
Du kan også bare nøjes med at snitte din hvidkål helt fint, uden at blende. Konsistensen bestemmer du selv. 
Hvidkål som tilbehør er billig og sund mad. Denne version med fløde og smør er en ekstra luksus servering.
Retten er nem at lave, og det meste af tiden passer kålen sig selv i gryden. Den må du prøve. Måske til julemaden eller næste gang I har lyst til mormormad på menuen hjemme hos jer?
Da vi holdt jul i Ribe, fik vi julemaden udefra, og her skulle den sønderjyske hvidkål lunes i ovnen. Det gav virkelig en god smag, at riste den i ovnen, så det gjorde vi også med vores rest. Bare lige et tip til dig. 
Tips til opskriften på gammeldags hvidkål:
- Blendet hvidkål bliver fin og glat i konsistensen. Måske kan en kartoffelmoser også bruges? Hvis du vil have en grovere version, så brug bare finsnittet kål eller hak den kogte kål.
- Hvidkål med fløde, gerne piskefløde, bliver ekstra cremet. Hvis du gerne vil have en lettere version, så kan fløden erstattes med mælk a la denne version. Brug evt. halv mælk, halv fløde eller madlavningsfløde/kaffefløde/mælk.
- Du kan også fint nøjes med 10-20 gram smør, selvom smørret nu er med til at give den gode smag. Bare smag til.
- Et lille nip sukker kan bruges, hvis du vil have en lidt sødere smag til kålen. Måske til dig, der ikke er så vild med hvidkåls lidt bitre smag?
- Nogle smager gammeldags hvidkål til med lidt muskatnød og andre drysser kanelsukker på kålen. Prøv dig frem og se, om du synes om disse egns-variationer.
- Hvis du vil have lidt flere grøntsager i retten, så kan du koge lidt fintsnittede porrer med, sammen med hvidkålen.
- Kan også laves med spidskål. Tjek f.eks. denne opskrift på stuvet spidskål.

Tilbehør til sønderjysk hvidkål – hvad kan man servere til gammeldags hvidkål?
- Gammeldags hvidkål er klassisk tilbehør til mange danske retter. For eksempel:
- Frikadeller
- Medisterpølse
- Flæskesteg eller ribbensteg
- Hamburgerryg eller skinke
- Kålpølser eller andre gode pølser
- Stegt flæsk eller flæsk i ovn

Du kan også servere hvidkål sammen med brunede kartofler, eller kogte kartofler og brun sovs, hvis det skal være ægte mormormad. Gem gerne kogevandet fra hvidkålen, til at lave sauce af, i så fald. 🙂
Rigtig god fornøjelse med din gammeldags hvidkål. Måske det er smagen af barndom for dig.
Jeg tror, at en ny klassiker er født hjemme hos os. Gid min farmor havde levet, så hun kunne have prøvesmagt min version. 🙂
Hvis du er vild med de gode, gamle retter med hvidkål, så prøv også brunkål – uhm, det smager også lækkert.
Få flere opskrifter med hvidkål her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.







