Klassiske specier med et twist. Her får du en god nem opskrift på de populære julesmåkager, her i en version med brun farin og sirup.
Kender du specier? Ja hvad er specier for en slags småkage?

Specier er tynde, helt sprøde småkager, som kan holde sig længe i kagedåsen. Meget enkle småkager, der er et hit til jul og resten af året.
Specier er nogle af de hurtigste og nemmeste småkager, du kan lave. Når du har rullet dejen ud til stænger, skal den dog gerne køle lidt, før du kan skære dejen tyndt ud. Jo tyndere skiver, jo sprødere kager.
Oprindeligt er specier helt lyse småkager, der er lavet med smør, mel og sukker som primære ingredienser. Småkagerne er uden æg. Nemme, enkle småkager.
Specier kan laves på utallige måder og jeg elsker jo at eksperimentere, ved du.

Denne gang har jeg lavet specierne med et twist, der gør dem endnu lækrere. Jeg har nemlig brugt brun farin og sirup som sukker og så har jeg tilsat et nip salt til dejen.
Disse brune specier får derfor en skøn og lidt dybere karamelsmag, hvor saltet understreger smagen. Disse karamelspecier er et kæmpe hit! 
Mon ikke vi er mange der bager specier som julesmåkager? Ellers så prøv disse – jeg er sikker på, du bliver fan.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på lækre specievarianter, prøv f.eks. disse med chokolade – uhm!
