Tzatziki med skyr. Her får du en god nem opskrift på den populære agurkedip med hvidløg, i en sundere version med skyr.
Er du også vild med tzatziki? Så har jeg en rigtig god og nem idé til dig her.
Vi havde en bøtte skyr i køleskabet og en masse agurker. Straks fik jeg tanken, om man mon ikke kunne bruge skyr i tzatziki, i stedet for græsk yoghurt eller creme fraiche. Det måtte prøves!
Det blev en super lækker tzatziki med en dejlig frisk, syrlig smag. En let og fedtfattig version også, for der er ikke så mange kalorier i skyr.
Ofte kan du købe 1 kg skyr på tilbud, og ofte er det meget billigere at købe end creme fraiche eller græsk yoghurt. Endnu en fordel. Du kommer langt med en bøtte skyr.
Tzatzikien kan du røre sammen på få minutter.
Prøv den som tilbehør på varme dage. Vi storspiser gerne tzatziki, når det er agurkesæson og agurkerne er store, billige og smagfulde.
For mig er tzatziki smagen af sol og sommer, men agurkedippen smager jo godt året rundt. Spis du bare løs, når du har agurker i køleskabet. Måske du har en agurk, der trænger til at blive brugt?
Hvorfor lave tzatziki med skyr?
Skyr er magert og proteinrigt og ret tykt og fast i konsistensen. Det gør at din tzatziki ikke så nemt bliver “vandet”, men derimod cremet og lækker. Skyr indeholder også mange proteiner, så denne agurkedip er også mere mættende end de klassiske versioner.
Skyr er ret syrligt i smagen og det klæder en tzatziki godt. Jeg smagte den til med et nip sukker, der fremhæver både smagen af agurk og hvidløg.
Denne skyr tzatziki får den klassiske syrligt cremede smag, men den indeholder bare færre kalorier. Win win. 🙂
Man kan lave tzatziki på mange måder og nederst i dette indlæg kan du se flere opskrifter på den lækre dip.
Tzatziki med skyr – sund og frisk – nem opskrift
Ingredienser
- 2½ dl skyr kan erstattes med f.eks. græsk yoghurt eller creme fraiche
- 1-1½ agurk revet med skræl. Størrelsen kan svinge meget. Jeg brugte 1½ agurk
- 1-2 fed hvidløg pressede eller revet. Smag til
- salt smag til
- 1 nip sukker smag til
Sådan gør du
- Skyl og riv agurken groft.
- Kom skyr i en skål og vend friskpresset hvidløg i. Start evt. med 1 fed og smag til med det sidste fed.
- Pres væden af agurkerne og vend dem i skyrdressingen. Smag til evt. med ekstra hvidløg, salt og sukker. Lad gerne din tzatziki trække smag i 10-15 minutter på køl, men den kan også serveres straks.
- Opbevar din tzatziki på køl, gerne tildækket, til den skal serveres. Den er bedst på tilberedningsdagen, da den godt kan blive lidt "vandet" dagen efter. Dryp evt. væden af og omrør dippen, så bliver den fin igen.
Noter
Syrlig agurkedip med skyr og hvidløg – nem dressing. Klar på 2 minutter
Vi spiste skyr tzatziki’en som tilbehør til grillmad. Perfekt sommerservering. Tro mig, man kan spise mange agurker, når de serveres på den måde!
Vi elsker tzatziki og hjemme hos os må den gave have lidt “smæk” på hvidløgssmagen. Jeg brugte 2 fed hvidløg til denne portion, men bare smag til. Det er lidt forskelligt hvor mild/stærk hvidløgssmag man ønsker. Start med 1 fed, så går du ikke galt i byen.
Serveringsforslag – tzatziki kan du også servere som:
- Dip til agurkestave, pommes frites eller chips
- Som dressing på salater
- I sandwichs, wraps eller pitabrød
- Et hit til tapas, frokostbord eller buffet
- Vi har f.eks. spist den til svinefilet og ovnkartofler. Skøn menu.
Du kan sagtens sætte dit eget præg på din tzatziki.
Tips og variationer:
- Smag til med lidt revet citronskal eller citronsaft, hvis du vil have en syrlig frisk citronsmag.
- Kan også smages til med krydderurter f.eks. dild, mynte eller persille
- Vil du have stærkere smag, smag til med peber eller chili. Prøv også denne spicy agurkesalat.
- Hvis du ønsker en mere fed/cremet version, så brug græsk yoghurt eller creme fraiche med højt fedtindhold.
Prøv denne sunde tip med skyr. Den er frisk og syrlig og er et hit til mange menuer, både sommer og vinter.
Perfekt at den kan laves på få minutter og den kan forberedes i god tid, f.eks. før dine gæster ankommer. Den må du prøve.
Hvis du har mange agurker i køleskabet, så prøv også en klassisk agurkesalat eller denne med hvid dressing. En relish med agurker er også god.
Rigtig god fornøjelse med agurkedippen til dig.
Få flere opskrifter på salat med agurker eller andre tzatziki opskrifter her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.
