Ærtesuppe. Uhm en lækker ærtesuppe du skal høre om i dag. En nem hurtig suppe med ærter, der kan nydes både kold og varm.
Kender du dét, at du ud af det blå får tryllet så lækker en ret, at du bare tænker: “Milde himmel, sikke en lækkerbisken og SÅ nem at lave. Hvorfor har jeg dog aldrig lavet lavet den ret før?”
Sådan tænkte jeg i mit køkken i dag, da jeg lavede denne lækre ærtesuppe. Faktisk er der jo mad på kun 20 minutter og en sikke en lækker servering: ærtesuppe med fløde. Slurp!
Vroom sagde blenderen og vupti var suppen lavet.
Det var lummervarmt i vejret i dag og så absolut ikke suppevejr. Det geniale ved denne suppe er, at suppen også sagtens kan nydes kold – og også iskold! Perfekt til en varm sommerdag! 🙂
Der er kun positive ting at sige om denne ærtesuppe og jeg glæder mig så meget til at dele opskriften med dig.
Ærtesuppen både smager skønt, er nem at lave og så har den jo den flotteste farve. “Grønt er godt for øjet” og denne suppe er virkelig en fryd at se på.
Jeg har legeret suppen med piskefløde og det gør smagen ekstra cremet og lækker.
Vil du gerne reducere kalorierne i suppen, så kan du fint nøjes med kaffefløde eller måske udelade fløden helt?
Til denne ærtesuppe opskrift har jeg brugt lidt over 1 kilo ærter, så propfyldt med vitaminer er suppen også.
Det er rigtigt nemt at lave suppen og du skal faktisk kun bruge ganske få ingredienser, så din indkøbsseddel bliver også kort. Billigt slipper du også, for det er en meget billig suppe at lave.
Du kan toppe suppen med lidt ristet bacon, ristede solsikkekerner eller ristede skinkestrimler, men du kan også sagtens springe toppingen over.
Kast du dig roligt ud i ærtesuppeprojektet. Kig med på opskriften her 🙂
Ærtesuppe med fløde – få en nem, sund og lækker opskrift hér:
Ingredienser
- 10 gram smør til stegning
- 3 løg finthakkede
- 5 fed hvidløg friskpressede
- 3 grøntsagsbouillonterninger (hønse, svine- eller okse- kan også bruges)
- 1 spsk timian tørret
- 1,2 kg ærter ca. (mere/mindre kan bruges). Friske ell. frosne ærter kan bruges
- 1,2 liter vand kogende
- 2-2½ dl fløde piskefløde, kaffefløde eller fløde light
- Salt/peber
Sådan gør du
- Svits bouillonterninger i smørret, til de er opløst
- Tilsæt friskhakket løg og friskpressede hvidløg i smørret. Løgene skal bare svitses med til de er klare, de må helst ikke brune. Tilsæt timian
- Tilsæt ærter og lad dem svitse med nogle minutter. Tilsæt evt. lidt ekstra smør
- Tilsæt kogende vand og lad suppen koge under låg i 6-7 minutter
- Blend/purér suppen med en stavblender
- Tilsæt fløde og lad suppen koge op i et minut eller to. Smag til med salt og peber
- Suppen smager godt både varm og kold
Noter
En dejlig suppe med grønne ærter, der kan nydes både varm og kold. Nem og hurtig at lave
Sikke en skøn suppe med ærter og fløde – nem, vitaminrig og smuk at se på.
Suppen vil være perfekt at servere som forret til gæster og den vil pynte så fint på bordet når den serveres i små skåle.
Den fine grønne suppe er også genial som nem aftensmad. Den er så mild og rund i smagen, at alle har lyst til at spise med, både store og små.
Ja hvorfor har jeg dog aldrig lavet den før? Ja det er mig virkelig en gåde. Den ærtesuppe kommer med garanti til at blive lavet mange gange i mit køkken fremover.
Måske du også har en ærtesuppe-debut til gode?
Jeg kan bare sige – kast du dig roligt ud i ærtesuppe projektet 🙂
Hvis du er vild med ærter, så prøv også denne ærtepuré eller få flere opskrifter med grønne ærter her nedenfor.
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.
9.
10.