Bondepige med slør er en gammel sønderjysk dessert med æbler. Faktisk er det en slags æbletrifli eller en gammeldags æblekage med æblemos, flødeskum og rugbrødsdrys og syltetøj imellem lagene.
En af de gode gamle danske desserter, vi sagtens kan holde liv i dag. Det vil jeg gerne medvirke til med min version her.
Flere af jer har opfordret mig til at prøve den gode dessert, så nu skulle den prøves. Jeg plyndrede haven for nedfaldsæbler og gik straks i gang med eksperimentet.
Da jeg havde en nylavet portion ymerdrys klar, var det en nem dessert. Du kan sagtens bruge en færdig ymerdrys (som du evt. rister i lidt smør), hvis du gerne vil springe over at lave dit eget rugbrødsdrys til desserten.
Jeg har kogt æblerne med skræl til desserten. Der er nemlig meget ekstra smag (og vitaminer) gemt i skrællen, så jeg lader gerne skrællen blive på, når jeg koger æbler til kager og desserter. Hvorfor kassere noget, der kan bruges. 🙂
Æblegrøden blender jeg bare til sidst med min stavblender. Hvis du foretrækker at skrælle æblerne, så kan du jo selvfølgelig sagtens gøre det.
Du behøver ikke veje æblerne nøjagtigt af og sukkermængden du skal bruge, kan også svinge afhængigt af hvor søde/sure dine æbler er.
Jeg brugte ca. 1 liter æblemos til denne portion. Du kan sagtens bruge æblemos du har købt færdig til desserten også.
Nederst i dette indlæg kan du læse mit bud på hvorfor desserten har fået sit navn. Du får også tips til andre måder at lave gammeldags æblekage og andre gode æbledesserter på.
Det er nemt at lave bondepige med slør og du får opskriften lige her. Her ser du min version af den dejlige æbledessert
Bondepige med slør – nem opskrift på sønderjysk dessert
Ingredienser
Rugbrødsdrys:
- 250-300 gram rugbrød fintrevet. Knuste makroner eller granola kan også bruges.
- 50 gram brun farin Ca. Smag til
- 15 gram smør kan evt. udelades
Æblemos:
- 1-1¼ kg æbler ca. 15 små/mellemstore æbler - afhængigt af størrelse. Jeg brugte 1 liter æblemos, men du kan bruge mere/mindre end jeg.
- 75-100 gram sukker smag til. Måske mere/mindre afhængigt af hvor sure dine æbler er.
- evt. lidt vand
Pynt til kagen:
- 8-10 tsk syltetøj jeg brugte blommesyltetøj, men al slags syltetøj kan bruges. Brug gerne lidt syrligt syltetøj. Kan evt. udelades.
- 2½ dl piskefløde du kan bruge mere flødeskum og f.eks. servére det i en lille skål med flødeskum til som tilbehør
- evt. lidt grofthakket chokolade
Sådan gør du
Rugbrødsdrys:
- Riv rugbrødet på et rivejern og rist det på en pande med brun farin og smør. Rist ved svag varme, til rugbrødet er sprødt og stil drysset til afkøling. Smag til evt. med ekstra brun farin. Kan også ristes færdig i ovnen. Købt ymerdrys kan bruges.
- Skyl æblerne og skær dem i tern. Lad gerne skrællen blive på. Læg æblerne i en gryde. Dampkog ved middel varme under låg, til de er møre. Omrør undervejs. Du kan tilsætte lidt vand, men æblerne afgiver en del væde, så det behøves ikke.
- Smag til med sukker. Mængden du skal bruge, afhænger meget af hvor søde/sure dine æbler er. Når æblerne er møre, så blend massen til mos med en stavblender. Hvis du bruger skrællede æbler, behøver du ikke blende massen.
- Fordel lidt æblemos i en glasskål og drys med rugbrødsdrys, lidt syltetøj og evt. lidt flødeskum. Gentag. Du kan også pynte med al flødeskummet på toppen af æblekagen. Drys evt. lidt rugbrødsdrys på toppen eller lidt grofthakket chokolade
- Kan også anrettes i portionsstørrelse i små serveringsglas. Opbevares på køl til den skal serveres
Noter
Desserten kan med fordel laves dagen før, vent i så fald med at pynte med flødeskum
Kan også laves med købt ymerdrys, æblekagerasp eller granolaSønderjysk æblekage med rugbrød, syltetøj og flødeskum – gammeldags æblemage med rugbrødsdrys
Skøn æblekage og en for mig ny måde at lave gammeldags æblekage på. Bondepige med slør er knap så sød som andre æblekager og det kunne vi rigtigt godt lide.
Jeg har sønderjyske aner, så det er da lidt pudsigt, jeg først får prøvet desserten nu?
For nylig har jeg også prøvet at lave den populære sønderjyske rugbrødslagkage første gang. Uhm den er også god. Jeg må på jagt efter flere sønderjyske opskrifter at afprøve. Tak for jeres inspiration – og motivation. 🙂
Jeg ristede rugbrødsdrysset, så det var helt sprødt og det gav en lækker crunchy smag og konsistens. Man kan også bruge rugbrødsdrys, der er lidt blødere i konsistensen.
Rugbrød ristet i brun farin får en dyb/mørk/karamel agtig smag, som er en perfekt kontrast til den søde æblemos.
Hvis du har en pose købt ymerdrys, så brug også gerne den. Måske du ogsåkunne riste den lidt på panden, så den bliver sprød?
Du bestemmer selvom om du vil bruge flødeskum imellem lagene eller kun lægge det på toppen.
Mit flødeskumslag på toppen er ikke så højt, men det er fordi jeg har brugt noget flødeskum imellem lagene også.
Du kan også piske lidt ekstra fløde og servere i en lille skål ved siden af? Så kan man selv putte ekstra flødeskum på.
Desserten kan med fordel laves dagen før, vent så bare med at pynte med flødeskum.
Når æblekagen trækker i køleskabet, vil rugbrødsdrysset blive blødt med tiden, men desserten smager stadig super godt.
Desserten kan også anrettes i portionsstørrelse i små serveringsglas.
Hvad er bondepige med slør?
Det er en klassisk æblekage, her med æblemos, sukkerristet rugbrød/ymerdrys, syltetøj og flødeskum.
Desserten er gammel dansk dessert af sønderjysk oprindelse. Måske den stammer fra Tyskland, her nydes desserten nemlig også.
Navnet “bondepige” er måske opstået fordi desserten tit lavedes på landet i gamle dage, hvor man var opmærksom på at få brugt afgrøderne? Man brugte hvad man havde og i denne dessert er det efterårets æbler og måske en rest tørt rugbrød.
Æbledesserten skulle kunne dateres helt tilbage til 1600-1700 tallet, før komfurets oprindelse. Her måtte man tænke kreativt, når der skulle serveres søde kager og “kager” uden ovn.
“Slør” skulle dække over flødeskumslaget, der “slører” kagen.
Om jeg har helt ret i min tolkning her, ved jeg ikke, men god er desserten. Den må du prøve. Rigtig god fornøjelse med æblekagedesserten til dig også. 🙂
Tips til opskriften – kan man lave bondepige med slør med andet end rugbrødsdrys?
Ja du bestemmer helt selv om du vil servere desserten med f.eks. æblekagerasp, knuste makroner, ristede havregryn eller måske granola?
Prøv også en klassisk gammeldags æblekage med æblekagerasp, eller hvad med denne æbletrifli? Du kan også lave en æblekage med rå æbler, få opskrift her.
Få flere opskrifter på æblekager og æbledesserter her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.
8.