Fedtebrød eller romkager – julekært barn med mange navne

  • Fedtebrød eller romkager

Fedtebrød eller romkagerKan hun da blive ved med at skrive om kager? Kan hun da blive ved med at finde på flere opskrifter på fedtebrød? Kan der koges mere suppe på den pølsepind?

Jo da – og julekagebagevognen er først lige trillet ud fra perronen. Hop på og lad dig forføre. Orker du ikke at bage alle kagerne, er du velkommen til bare at kigge på.  Mig? Jeg kan snart trille fra perronen, i fysisk forstand. 🙂
I dag skal du høre om endnu en portion lækre fedtebrød eller romkager om du vil.

Jeg eksperimenterer lidt og afprøver lidt. Lidt mere smør, lidt mere kokos, lidt mindre mel. Pludselig er der opfundet en ny variant. Altid på jagt efter den ultimative og allerbedste opskrift.Fedtebrød eller romkagerAlle fedtebrødsopskrifterne du finder på bloggen er lækre – men her kommer der altså en ny variant. Flere endnu er på tankeplanet. Har læst mig til, at fedtebrødene også skulle være lækre med appelsin- eller citronglasur. Tager lige tilløb. Tør jeg revolutionere en gammel kending i så voldsom grad?

Her kommer en fedtebrødsopskrift i helt klassisk version – med romglasur. Tager ingen chancer. Det er jul.  🙂

Lækre fedtebrød eller romkager
Print opskrift Del på Pinterest
Forb. tid: 20 minutter
Tilb. tid: 8 minutter
Samlet tid: 28 minutter
Ret: Jul hos Bagenørden
Kategori: Brød og kager
Portioner: 50 -60 stk.
Forfatter: Gitte Hansen

Ingredienser

  • 200 gram blødt smør
  • 125 gram sukker
  • 150 gram kokosmel
  • 200 gram hvedemel
  • ½ tsk. hjortetaksalt
  • Glasur:
  • 200 gram flormelis
  • Ca. 3-4 tsk romessens og et par tsk vand mørk rom kan også bruges

Sådan gør du

  • Rør smørret med sukker. Brug gerne din røremaskine.
  • Tilsæt kokosmel
  • Bland hjortetaksalt med hvedemel og rør det i.
  • Del dejen i 3 lige store klumper. Klistrer dejen for meget, så drys evt. lidt mel på fingrene.
  • Form 3 "dejpølser" og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Tryk pølserne flade.
  • Bag fedtebrødsstængerne 8 minutter v. 175 grader varmluft. De er færdige, når de er gyldne i kanten.
  • Rør glasuren sammen imens stængerne bager.
  • Start med romessens og et par tsk. vand. Glasuren skal være tyk, men ikke tykkere end den kan røres. Tilsæt evt. lidt ekstra romessens eller vand hvis den er for tyk. Jeg lader dig om at vurdere hvor kraftig rom-smagen skal være, smag gerne til undervejs. Vand eller mere romessens, du bestemmer.
  • Smør glasuren på, straks efter stængerne er kommet ud af ovnen. Det gøres nemmest med en paletkniv, gerne dyppet i kogende vand, så bliver glasuren glat og fin.
  • Skær herefter straks stængerne ud i 2-3 cm stykker. Brug en skarp kniv. Tør kniven af med en våd klud undervejs, så der ikke kommer for mange krummer i glasuren.
  • Lad fedtebrødene køle af før de puttes i en tætsluttende kagedåse.
  • Læg evt. køkkenrulle imellem lagene, det suger fugt og fedtstof.
  • Bager du fedtebrød nu er de spist længe før jul

Fedtebrød eller romkagerSynes du beskrivelsen lyder omstændelig og lang?

Fortvivl ej, det er slet ikke besværligt at bage fedtebrød. Blot du husker, at:

  • glasuren ikke må være for tynd, så løber den nemlig af, når den puttes på de varme stænger.
  • skære stængerne ud, før de køler for meget af, så vil de nemlig nemt kunne smuldre.Fedtebrød eller romkagerHer kan du se processen fra start til slut:

Endnu en kagedåse blev fyldt og heldigt nok var det en af dem der er lidt svære at åbne. Dåsen er lidt skæv – så låget binder. Pyha hvor er det heldigt. Det er nemlig meget adfærdsregulerende for os alle sammen. Vi vil slet ikke kunne administrere det, hvis låget røg af alt for hurtigt. Godt der skal arbejdes lidt for sagen. 🙂Fedtebrød eller romkagerGodt også – af samme grund – at Verdens Bedste Flødekarameller opbevares i kagedåse udendørs. Det føles nemlig en kende desperat, at skulle gå udenfor, når man er sliksyg. Så gør man det alligevel ikke helt så tit.

Tør slet ikke tænke på, hvor galt det ville gå, hvis der stod et karamelfad på sofabordet. Uha – der skulle komme nogen og daske os over fingrene..

For filan – nogen burde sætte mig under administration i julemåneden?

Både så jeg ikke bager for meget, men også, så jeg ikke spiser for mange julekager? Nogen kom og hjælp mig. Tak! Jeg trænger! 🙂

Mine kolleger gør heldigvis en god og stor indsats. De hjælper mig med at tømme kagedåserne og efterspørger allerede flere chokoladesnitter. Hvad skulle man dog gøre uden gode kolleger 🙂Fedtebrød eller romkager

En god og lang weekend forude. Skønt!

Mit arbejde er verdens bedste – men en udsigt til en juleweekend uden aftaler, er alligevel endnu bedre. Der skal bages skal der! Der er planer om kryddersmåkager, vaniljekranse, vaniljekranse med orangesmag, flere chokoladesnitter – for de bliver efterspurgt alle steder – og måske en ny variant med orangesmag?

Vi skal også pynte op til jul. Have lyskæderne sat op udenfor. Fange musen i køkkenet – som du har kunnet læse hårrejsende beretninger om på Facebook – læse bøger, tænde adventskransen, suge varmen ud af brændeovnen, lege med Kallehundehvalpen og spise lækkert mad. Høre den første julemusik i radioen.

Jeg glæder mig.

Håber også du får den skønneste juleweekend 🙂

18
Skriv en kommentar

8 Kommentar tråde
10 Tråd svar
0 Følgere
 
Mest reagerede kommentar
Hotteste kommentar tråd
9 Kommentar forfattere
  Tilmeld mig notifikationer  
Nyeste Ældste Flest stemmer
Underret mig om
Dorte

Hejsa Gitte,
Så fik jeg bagt dine fedtebrød, men sikke da noget rod jeg fik lavet……hvor tynde skal de, når de er rullet ud? Har måske fået dem lidt for tykke og bagt for kort?? De gik noget i stykker, da jeg skulle have dem over på risten…. Har kun en bageplade og en rist, så det kniber lidt med pladsen haha….

June Stang

Jubiii nu skulle det være så jeg er i gang med at bage fedtebrød. Har ingen røremaskine men du skrev i opskriften man kunne bruge en elpisker, så det gjorde jeg – godt det snart er jul og gavetid – for den kunne ikke holde til det :o)) selvom det ellers er en kraftig en af slagsen. Nå men pyt med det bare kagerne bliver gode. Dejen står nu og hviler i køleskabet så om en halv time skal de bages og hvis de bliver godt må jeg gemme dem så jeg ikke finder dem før jul for ellers er… Læs mere »

Sigrun Poulsen

Hej. Hvat kan man bruge i stedet for kokosmel, her i huset er man ikke så glad for kokos. Venligst Sigrun

Majbritt Andersen

Kære søde Gitte
Jeg eeeeeeeelsker din blog og opskrifter! Og denne jul går jeg all-in på hjemmebag og har netop bagt de lækre fedtebrød. Det er min første (men ikke sidste) gang. Jeg oplever dog, at de er lidt smuldrende, så dels har jeg været for langsom ved bagepladen og ikke fået skåret mens stængerne var varme og dels tror jeg, at min blanding var for tør. Måske lidt mere smør næste gang?!
Pebernødderne blev dog helt perfekte (begge portioner) 🙂
Knus Majbritt

Jenny

Nu har du skrevet så meget om de fedtebrød, at jeg må prøve dem, jeg har aldrig smagt fedtebrød.
Stort og forsinket tillykke

lone klarholt

Tak for alle de fine opskrifter, jeg fik et stort glas til småkager og satte gang i en dobbelt portion chokoladesnitter forleden.
Det var dog som om dejen ikke rigtig ville hænge sammen, jeg puttede ekstra smør i og det lykkedes da at få dem trillet..fin smag men hårde. Kan det være fordi jeg smeltede smørret???

Caisyrose

Åh nej – dine fedtebrød ser urimeligt lækre ud – og vi er på vej i byen, så jeg hygger med at læse dine opdateringer, mens manden styrer ?. Det var lige før, jeg havde spurgt, om du ikke lige kunne stå klar på Hammelvej, når vi suste forbi ?
God weekend og god fornøjelse med lyskæder mm. Jeg skal til tøsekomsammen hele dagen i morgen, hvor vi – samtidig med lidt snak ? – skal lave juledekorationer.

Birthe Sørensen

Har idag bagt dine sprøde chokoladesnitter, smager fantastisk, men men mine er meget hårde.
Hvad har jeg gjort forkert

Vi anvender cookies for at give dig den bedst mulige oplevelse af websitet.  Se vores cookies- og privatlivspolitik. Jeg accepterer