Kartoffelbrød uden æltning – sprødt fladbrød med kartofler. Her får du en god opskrift på et nemt fladbrød i bradepande med kartofler.

Et lækkert brød med sprøde kartoffelskiver og flagesalt på toppen. Et brød, der hverken skal æltes eller trilles.
Dejen skal bare smøres ud på bagepladen. Nemmere bliver det ikke. 🙂

Her kan du se konsistensen på dejen. En lind lidt flydende dej, der bare skal smøres ud på bagepladen.
Kartoffelbrødet er nemt og overskueligt at bage, selv på en hverdag. Det er en rigtig nem opskrift og jeg har glædet mig til at dele den med dig.
Det geniale er, at dejen blot skal røres hurtigt sammen og herefter hældes/smøres ud på bagepladen. Dejen hæver direkte på bagepladen og bages herefter 30 minutter ved høj varme.

Fantastisk! Ingen æltning og melfingre. Ingen dej der hænger i eller som skal trilles og rulles ud.

Dejen kan også bruges til pizzadej. Verdens nemmeste pizzadej!
Faktisk så er det denne opskrift på squash pizza, jeg har brugt til dette kartoffelbrød også.
Nederst i dette indlæg får du flere opskrifter på nemme kartoffelbrød, fladbrød og pizzabrød.
Kartoffelbrød uden æltning – fladbrød med kartofler
Ingredienser
Dej:
- 3 dl vand lunken
- 1 dl tykmælk yoghurt/kærnemælk/mælk eller ekstra vand kan også bruges.
- 25 gram gær
- 1 tsk sukker eller honning
- 1 tsk salt
- 1 tsk citronsaft
- 400 gram hvedemel ca. gerne pizzamel, Manitoba eller Tipo 00
Kartoffelfyld:
- 3-5 kartofler ca. - afhængigt af størrelse. Skåret i meget tynde skiver.
- Olie rigeligt. Raps eller solsikkeolie, olivenolie kan også bruges
- Flagesalt eller almindeligt salt
- evt. frisk rosmarin
- evt. bacon i tern
Sådan gør du
- Rør gæren ud i lunkent vand. Tilsæt tykmælk, sukker og citronsaft. Rør salt og melet i lidt ad gangen. Dejen kan røres bare med røreske og behøver ikke blive æltet. 
- Dejen bliver blød og let flydende. Du kan se konsistensen på billedet. 
- Beklæd en bradepande med bagepapir. Smør dejen ud herpå med en dejskraber. Dryp olie på dejen, så er den nemmere at trække helt ud i kanterne. Hvis du foretrækker et tykkere kartoffelbrød, så smør ikke dejen helt tyndt ud. 
- Lad dejen hæve lunt tildækket i 45-60 minutter. Du kan lynhæve dejen 30 minutter i ovnen v. 30-40 grader (ikke varmluft). 
- Vask kartoflerne imens. Skræl dem evt. og snit dem i meget fine/tynde skiver på et råkostjern/rivejern/juliennejern eller i en køkkenmaskine. Kram væden fra og dup kartoflerne tørre. 
- Dryp rigeligt olie på dejbunden og fordel herefter kartoffelskiverne ovenpå. De skal helst ikke ligge i lag. Dryp/pensl med ekstra olie og drys med flagesalt og evt. rosmarin. 
- Bag kartoffelbrødet nederst i ovnen ved 225 grader varmluft (250 grader alm. ovn) i ca. 25-30 minutter, eller til brødet er sprødt og gyldenbrunt. Tjek om bunden er sprød undervejs. Sænk evt. temperaturen, hvis kartoffelbrødet bliver for mørkt. 
- Server kartoffelbrødet rygende varmt. Drys evt. med lidt ekstra flagesalt. Det er nemmest at klippe stykker ud. 
Noter
Fryseegnet.
Kan lunes i mikroovn, ovn eller airfryer ved svag varme dagen efter.

Fladbrød i bradepande med kartofler, olie og flagesalt – sprødt og nemt
Sikke et lækkert kartoffelbrød i bradepande og så var det bare så nemt at lave.
Nyd det som tilbehør til suppe, som en snack til øl, til tapas, som pizzagtigt brød til en buffet eller som appetizer? Mulighederne er mange.
Drys gerne frisk rosmarin på toppen af brødet, det smager skønt!
Du kan også lægge mozzarellaost under kartoflerne? Så bliver kartoffelbrødet mere som en slags kartoffelpizza.

Opskriften har jeg opdateret med ny tekst og nye billeder i okt. 2025 – her ser du opskriftens oprindelige billeder fra 2013
Jeg brugte mit råkostjern til at skære kartoffelskiverne papirstyndt ud. Det var en overskuelig mængde kartofler, så det gik med håndkraft.
En køkkenmaskine er smart, hvis du skal bruge en større mængde.
Er skrællen tynd på dine kartofler, behøver du ikke skrælle dem. Bare vask dem, det er fint.
Efter hævning er dejen hævet godt op. Jeg dryppede med rigeligt olie på toppen – en flaske italiensk peperolie, jeg fandt i køleskabet, men al slags olie kan bruges. 
Her ser du en version hvor jeg brugte bacon på toppen. Det smager skønt ovenpå kartoffelbrødet. Du kan sagtens peppe kartoffelbrødet op med mere fyld.

Kartoffelbrødet bages ca. 25-30 minutter ved høj temperatur. Kig til det et par gange.
Kartoflerne skal være stegte på toppen og brødet bagt. Det skal føles sprødt, når du løfter lidt op i det.
Jeg synes det var nemmest at klikke brødet ud i stykker. Det er langt nemmere end at skære. Bare sæt bagepladen på bordet og klip stykker ud.

Knasende sprødt kartoffelbrød! Perfekte at dyppe i suppen eller at nyde som et pizzastykke.
Drys evt. med ekstra flagesalt. Kartofler er jo neutrale i smagen, så de kan godt trække en del smag og krydderi.
Kan I ikke spise al brødet, så kan resten lunes i ovnen eller airfryeren dagen efter eller snuppes med i madpakken. 
Et nemt, billigt fladbrød med kartofler og flagesalt. Kartofler har vi ALTID i grøntsagsskuffen – en nem og billig ingrediens, året rundt.
Kartoffelbrødet bliver sprødt på toppen og i bunden. Det sørger den høje temperatur og den rigelige mængde olie for. Spar endelig ikke på olien, når du laver dette kartoffelbrød.
Sprødt, saftigt og velsmagende kartoffelbrød – og tænk at det er så let, enkelt og billigt at lave?
ELSKER når jeg kan slippe for at udrulle pizzadej ud og dette kartoffelbrød smager jo næsten som en kartoffelpizza. Fyldet kan varieres i det uendelige.

Jeg har også lavet en variant med cocktailtomater, som jeg har stoppet godt ned i dejen.
Prøv også med pepperoni, skinke eller hvad du ellers foretrækker?
Rigtig god fornøjelse med kartoffelbrødet til dig. Jeg håber du synes om det. 🙂
Få flere opskrifter på kartoffelbrød og kartoffelpizzaer her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.


Opskriften har jeg opdateret med ny tekst og nye billeder i okt. 2025 – her ser du opskriftens oprindelige billeder fra 2013
 
											
				
 
		





En lille en mere…Jeg kan godt lide dit “nul madspild” princip, det går jeg også ind for. Det kan godt gå hen og blive lidt Kirsten Hytteejer agtigt, men man kan få mange sjove og gode retter ud af det. Her i hytten laver jeg ovnæggekage af rester. Finder et ildfast fad, smører det med Rapsolie, finder en lille rest af altmuligt grønt og kødrester eller fisk, ned i fadet med det. En æggeblanding af 8 æg, mager hvidløgsost, en masse fed hvidløg, salt, peber, muskat og en sjat mælk. Ind i ovnen på 200 grader i ca. 45 min.… Læs mere »
Hej igen Gitte
Jah, jeg faldt lige af kloden, undskyld jeg først svarer nu. Jeg smed ikke dejen ud, men jeg kunne simpelthen ikke få de sidste 500 gr. mel i brødet og dejen virkede noget tør. Jeg trak den også ud med “slikkepot”, og brødet blev meget højt, jeg må eksperimentere lidt;-)
Hjælp…der er noget galt med denne opskrift, jeg kan få det til at fylde to plader og da det 1 kilo mel var hældt i dejen, er dejen ikke grødagtig, men tilgengæld temmelig sej og tyk
Det skal prøves – lækkert ser det ud. Og ret let at gå til. Tak for inspirationen 🙂