Brændte mandler med kanel. Uhm her får du opskriften på knasende sprøde lækre brændte mandler med vanilje og kanel – en dejlig smag af jul.
Elsker du også de brændte sukkermandler i alle afskygninger?
Hjemme hos os kan vi sagtens finde på at lave brændte mandler flere gange om året – ikke kun til jul.
Brændte mandler kan laves på mange måder. De er nemme at lave i mikroovn, i ovn eller på pande, som dem du skal høre om i dag.
Nederst i dette indlæg får du flere lækre opskrifter på brændte mandler.
De sprøde brændte mandler, du skal høre om i dag, er med kanel og vanilje, så de er med et dejligt julestrejf.
Os, der er vilde med kanel, kan dog sagtens nyde kanelmandlerne hele året. De smager skønt! Dem kan du godt glæde dig til at smage.
Kanel kan sagtens udelades eller erstattes med f.eks. kakao eller lakridspulver. Kakaomandler eller brændte mandler med lakrids, smager nemlig også godt.
Hjemmelavet juleslik er bare det bedste! Sådan en godteskål vil hurtigt blive tømt hjemme hos dig, er jeg sikker på.
Opskriften er rigtig nem og du får den lige her. Bare brug den som en god grundopskrift
Brændte mandler med kanel og vanilje – få en god nem opskrift her
Ingredienser
- 200 gram mandler skal ikke smuttes først
- 200 gram sukker kan erstattes med 150 gram flormelis
- 1 dl vand
- 1 tsk vaniljesukker
- 1½-2 tsk stødt kanel kan udelades eller erstattes med f.eks. kakao, lakridspulver
Sådan gør du
- Beklæd en bageplade med bagepapir, så den er klar til senere
- Bland alle ingredienserne på en pande
- Varm blandingen op ved middelvarme. Det tager nogle minutter
- Mandlerne og sukkermassen begynder nu at bruse op. Rør undervejs med en grydeske, der kan tåle høj varme f.eks. en trægrydeske
- Sukkermassen begynder at tykne. Rør godt
- Sukkermassen begynder nu at krystallisere. Sukkeret bliver grynet omkring mandlerne. Sådan skal det se ud. Vend mandlerne flittigt og bliv ved panden
- Efter nogle minutter vil sukkeret begynde at smelte igen. Vend flittigt, så lidt smeltet karamel fordeles godt på mandlerne. De brændte mandler er færdige, når de stadig er sukrede, men med lidt karamel på ydersiden.
- Prøvesmag evt. en enkelt mandel, ved at lade den afkøle. Når de er sprøde og ikke bløde, er mandlerne klar. Du kan ofte høre de "knækker" på panden. Hæld straks de brændte mandler på bagepladen og adskil dem med to gafler
- De brændte mandler er klar til at spise, når de er afkølet. Opbevares i tætsluttende beholder
Noter
De brændte mandler kan holde sig flere uger.
Mandlerne kan godt klistre sammen, så ryst glasset/beholderen før brugLækre brændte sukkermandler – de smager jo næsten helt som de professionelle man kan købe – eller endnu bedre
Knas de blev gode! Smagen af vanilje og kanel klædte mandlerne godt. De blev faktisk meget mere spændende at spise. Et dejligt twist – ikke kun som juleslik.
Herligt at kunne lave mandlerne selv, der smager som dem man kan købe på gågaderne og markederne.
Måske du også bliver tiltrukket af duften af brændte mandler på gader og stræder eller i Den Gamle By? Uhm det gør jeg.
Hjemmelavede sukkermandler er en del billigere, selvom mandler jo desværre er så frygteligt dyre.
Hold godt øje med gode tilbud omkring juletilbud, og køb stort ind. Heldigvis kan mandler holde sig længe.
Jeg er heldigvis efterhånden ved at have luret hvordan man laver de karamelliserede mandler.
Sådan laver du perfekte brændte mandler, der ikke brænder på
- Hav tålmodighed
- Tilbered mandlerne langsomt ved svag varme
- Sukkeret skal først “sukrere” omkring mandlerne, for herefter at smelte igen, før de er færdige.
- Gå ikke væk fra panden. Hold øje og omrør ofte, gerne med grydeske af træ, der ikke kan smelte
- Nogle gange lyder høje “knæk” når de brændte mandler er færdige.
- Prøvesmag undervejs, ved at lade en enkelt mandel afkøle. Er mandlen sprød efter afkøling, har du lavet perfekte brændte mandler.
Kan brændte mandler også laves med flormelis?
Jeps – og flormelis smelter endda hurtigere, så brug du gerne flormelis, hvis du har
Kan de karamelliserede mandler også laves med honning?
Ja – disse brændte mandler i ovn er f.eks. lavet med honning. Jeg tænker du også vil kunne bruge sirup, ligesom man kan med de brunede kartofler?
Brændte mandler kan bruges til krokant, godt at bruge i kager og desserter
De brændte mandler er lækre at spise, som de er, men de er også gode at hakke til f.eks. krokant. Krokant smager nemlig godt som topping på dessert som f.eks. panna cotta eller fromage.
Prøv også at drysse lidt krokant på denne jule panna cotta? Uhm det vil også være et hit
Du kan også bruge krokant i hjemmelavet is? Uhm hak en portion sukkermandler fint, og drys i isen. Halløj så lækkert!
Man kan også bruge brændte mandler i salater, f.eks. rødkålssalaten til jul? Måske du lige skulle udelade kanel i så fald?
Rigtig god fornøjelse med dine brændte mandler. De bliver et hit hjemme hos dig, er jeg sikker på. Mig? Jeg glæder mig til at få afprøvet hvordan man laver brændte mandler i airfryer.
Få flere gode nemme opskrifter på brændte mandler her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
Få gode opskrifter på saltmandler her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.