Havregrynskager med citron og ingefær. Uhm nogle dejlige sprøde småkager du skal høre om i dag.
Kageinspiration kan jeg finde hvor som helst, når som helst. Den kan opstå ud af det blå. Den kan opstå hvis jeg kører forbi en bager og det sniffe-snuser-dufter af kanelsnegle eller andre søde kage-sager udenfor.
I dag opstod kagebage-trangen, da jeg hjem på cyklen i min øresnegl hørte et radioglimt fra Hammel.
Dronningen havde været på besøg i staden og flinke, arbejdsomme damer i byen havde bagt kager til dronningebesøget.
Heldige dronning. Citronspecier, kokosmakroner, hindbærsnitter OG……..

Havregrynssmåkager med ingefær og citron.
Dér spidsede jeg ører. Ah hvor interessant. Hvorfor har jeg dog aldrig selv fået den tanke? Selvfølgelig!
Jeg elsker jo ingefærsmåkager, så hvorfor ikke også havregrynskager med ingefær?
Er du vimmer der kom skub på cyklen. Jeg kørte på ren bageiver og ægte bagemotivation. Benzin i blodet? Næh du, bagetrang 🙂 Aftensmaden blev overstået i en ruf og frem med bageremedierne.
Det blev denne opskrift er blev taget udgangspunkt i. Det er ikke lyv når jeg fortæller dig, at småkagerne vil kunne laves på 10 minutter.
7 minutters bagetid. Voila. På et kvarter kan der være et fad nybagte småkager klar.
Halløj hvor de smagte godt. Et syrligt citronstrejf på en sødt, krydret ingefærbaggrund. Uhm 🙂
Jeg iler med at bringe dig opskriften her. Verdens nemmeste småkager.
Er du ikke vild med ingefær og citron, så udelader du det jo blot.
Kagerne smager også godt med appelsin og chokoladestriber. Eller hvad med en variant med citron, lakrids og tranebær? 🙂
Få inspiration til flere lækre opskrifter på havregrynskager nederst i dette indlæg.
