Usynlig æblekage med tynde æbleskiver. Her får du en god, nem opskrift på en saftig æblekage med mange æbler.
Hvad er en usynlig æblekage?
Det er en lidt anderledes æblekage med masser af helt tynde æbleskiver og kun ganske lidt dej.
Æblerne snittes helt fint og vendes i dejen, så de næsten smelter sammen med dejen under bagningen.
Der er kun lidt fedtstof og ikke meget hvedemel eller sukker i kagen. Alligevel har den en rigtig dejlig sød smag pga. de mange æbler i dejen.

Kagen skulle stamme fra Frankrig, hvor den også kaldes gâteau invisible aux pommes. Direkte oversat til usynlig kage med æbler.
Jeg tænker, at kagen har fået sit navn, fordi dejen næsten “forsvinder” under bagningen, med de mange ultratynde æbleskiver i.
Konsistensen er tæt, meget saftig, cremet, blød og næsten buddingagtig, lidt a la en clafoutis-kage.

Kagen falder sammen efter bagningen og det er helt som det skal være. Når kagen køler af, sætter den sig mere og bliver nemmere at skære ud.
Jeg dryssede kanelsukker på toppen. Kanel passer jo bare rigtigt godt i en æblekage, men det kan sagtens udelades.
Jeg har også en anden opskrift på æblekage opskrift, der minder denne, på nogetiovnen.dk. Her har jeg brugt færre æbler i forhold til dej, så den bliver mere kageagtig og en smule mere luftig.

Den opskrift du får i dag, bliver mere saftig og får en tydeligere æblesmag.
Få inspiration til flere opskrifter på nemme æblekager med kanel nederst i dette indlæg.
Usynlig æblekage med tynde æbleskiver – nem opskrift

Ingredienser
- 625-650 gram æbler vægt uden kernehus
Dej til usynlig æblekage:
- 3 æg
- 100 gram sukker
- 1 tsk vaniljesukker
- 30 gram smør smeltet
- 1 dl creme fraiche andet surmælksprodukt eller mælk kan også bruges
- 80 gram hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- 1 nip salt
- smør til formen
Kanelsukker: (kan udelades)
- ½ tsk kanel
- 2 spsk sukker
Sådan gør du
- Skyl æblerne og fjern kernehusene. Er skrællen fin, behøver du ikke skrælle æblerne. Snit æblerne i meget tynde skiver på et rivejern eller mandolinjern.625-650 gram æbler

- Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt. Tilsæt smeltet smør og creme fraiche. Sigt mel og bagepulver i dejen og tilsæt salt. Vend dejen sammen med dejskraber.

- Vend herefter de tynde æbleskiver godt rundt i dejen.3 æg, 100 gram sukker, 1 tsk vaniljesukker, 30 gram smør, 1 dl creme fraiche , 80 gram hvedemel, 1 tsk bagepulver, 1 nip salt

- Smør en springform på ca. 23 cm og fordel dejen i formen. Du kan evt. beklæde springfomens bund med bagepapir (klem bagepapiret sammen med ringen). Drys kanelsukkeret over kagen. Kan udelades.smør til formen, ½ tsk kanel, 2 spsk sukker

- Bag kagen nederst i ovnen i ca. 40-45 minutter. Den er færdig, når midten har sat sig og kagen er gennembagt, men stadig blød og saftig.

- En usynlig æblekage falder sammen efter bagningen. Den er nemmest at skære ud, når den har sat sig lidt.

- Kagen kan nydes både lun og kold.

Noter

Saftig æblekage med masser af æbler
Sikke en skøn æblekage, som vi nød i sommerhuset, da min søster var på besøg. Hvor er det bare hyggeligt med æblekager om efteråret, til en god kop kaffe eller te.
Vi nød kagen som den var uden noget til og den var et hit! Vores sommerhusnaboer fik også smagsprøver.
En lidt anderledes æblekage, som smager skønt med kanel på toppen. En af de æblekager, der smager godt både lun og kold.
Forvent ikke en luftig æblekage med store æblestykker. Konsistensen er meget anderledes, næsten cremet i konsistensen. En frisk æblekage, der ikke er alt for sød.
Hvis du gerne vil spare på sukker og fedtstof, når du bager, så prøv en usynlig æblekage. Jeg kan også anbefale denne fedtfattige æblekage, med færre æbler i.

Tips og variationer til opskriften på usynlig æblekage:
- Vend evt. æbleskiverne med lidt citronsaft. Det giver en ekstra syrlig smag og så undgår du også, at de evt. skulle nå at blive brune, før du får dem blandet sammen med dejen.
- Er du vild med kardemomme, så tilsæt evt. lidt kardemomme til dejen eller i kanelsukkeret på toppen.
- Fordel også gerne lidt grofthakkede mandler eller mandelflager på toppen af kagen.
- Erstat evt. nogle af æblerne med pærer – det giver en mere sødlig kage.
- Prøv også denne clafoutis med kirsebær eller denne clafoutis med rabarber.

Hvad kan man servere til usynlig æblekage?
Kagen kan sagtens spises, som den er.
Skal den serveres som dessert, vil lidt creme fraiche, flødeskum eller en kugle vaniljeis jo altid være lækkert til. Den er dog så cremet og blød i konsistensen, at vi nød den uden noget til.

Kan man bruge æbler med skræl til æblekage?
Jeps, det kan man. Æbleskræl giver nemlig både god smag og farve i kager.
Jeg fik brugt en masse af havens nedfaldsæbler til denne kage. Jeps, og jeg lod skrællen blive på.
Skønt at kunne få brugt næsten alt fra æblet og så er det jo også meget hurtigere end at skrælle æblerne. Stop æblespild – stop madspild.

Har du også mange æbler i haven, og er du frisk på at prøve noget nyt, så prøv da også lige en usynlig æblekage.
Rigtig god fornøjelse med bageriet til dig. 🙂
Få flere opskrifter på æblekager med kanel her:
1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.







