Æbleflæsk i ovn. Uhm her får du opskriften på den populære ret med æbler og bacon nemt lavet i ovn.
Sikke en genial idé! Æbleflæsk med bacon og løg stegt i ovnen på samme tid, helt uden baconsfedt der sprutter på panden.
Faktisk tror jeg at det var én af jer bloglæsere, der tippede mig om ideen, da jeg udgav denne opskrift på æbleflæsk på pande. Hele æren kan jeg ikke tage selv. Tusind tak for den gode idé! 🙂
Hidtil har jeg kun prøvet at lave æbleflæsk på pande, men at lave æbleflæsk i ovnen, var da bare meget nemmere. Et hit!
Retten kræver meget lidt opmærksomhed i køkkenet. Den var rimeligt billig at lave, for jeg brugte – næsten – alle havens nedfaldsæbler til retten. En genial stop madspilds-ret 🙂
Du skal bruge ganske få ingredienser til denne æbleflæsk og hovedingredienserne er: æbler, løg og bacon.
Så lækkert og en oplagt idé, hvis man har 1000 æbler i haven, ellers så kan æbler heldigvis købes billigt hele året rundt.
Æbleflæsk smager skønt hele året rundt, men mon ikke vi er mange der nyder det til julefrokosten især?
Herligt. Nu ved jeg ihvertfald hvordan jeg vil tilberede æbleflæsk til den næste julefrokost jeg skal holde. SÅ nemt på den måde.
Æbleflæsk i ovn er nemt og lækkert og retten passer sig selv i ovnen. Smart!
Det smarte, ved at lægge baconskiverne på en rist er, at de bliver sprøde på top og bund. Genialt også, at baconfedtet drypper syndigt ned over æblerne under tilberedningen og derved giver en rigtig god smag til æblerne.
Nå men nu til opskriften. Den er rigtig nem og du får den lige her:
Æbleflæsk i ovn med bacon og løg – få en god nem opskrift hér
Ingredienser
- 2 kg æbler skrællede. Er skrællen fin, så lad den gerne blive på
- 2 store løg i tynde skiver
- 1 stort rødløg i tynde skiver
- 2 spsk sukker farin eller rørsukker kan også bruges. Kan udelades
- 1 kg røget bacon skåret i tynde skiver. Almindeligt flæsk kan også bruges
Sådan gør du
- Skræl æblerne. Er skrællen fin, så lad den gerne blive på.
- Skær æblerne i både og læg dem straks i vand, så de ikke bliver brune
- Skræl løgene og skær dem i tynde skiver
- Fordel de almindelige løg i bunden af et stort ildfast fad. Mit fad måler ca. 33x33 cm
- Læg æblebådene ovenpå løgene
- Læg rødløgsskiverne ovenpå og drys evt, med sukker. Placér risten på toppen af æblerne
- Skær baconskiverne tyndt ud og læg dem på risten
- Steg æbleflæsken i ca. 1½ time v. 200 grader almindeligt ovn. Retten er færdig, når baconskiverne er sprødstegte og æblestykkerne møre. Hold øje med retten den sidste halve time
- Servér æbleflæsk med godt rugbrød til
Noter
Æbleflæsk er fryseegnet
Kan også laves med almindeligt flæsk. Det er forskelligt hvor søde æbler er. Udelad evt. sukker og tilsæt måske lidt hvidvinseddike Æbleflæsk i airfryer er nemt, hvis du skal bruge en lille portion. Få opskrift her.Æbleflæsken stegt i ovn med bacon og løg – Så nemt at lave
Vi brugte et stort stykke røget bacon til retten. Jeg synes at det røgede salte bacon smager skønt til de søde æbler. Du kan også bare bruge almindeligt flæsk, hvis du mere er til den slags. En røget ribbensteg eller baconsteg kan også bruges.
Jeg skar baconstykket i skiver og lagde det på en rist ovenpå æblefadet. Voila. På den måde vil æblestykkerne stege i baconfedtet. Smart! Nemmere bliver det vist ikke og det smager bare SÅ godt.
Det var æbleskrælleriet der tog tiden, men det er nu faktisk ret hyggeligt og meget afstressende at skrælle æbler synes jeg.
Man kan ikke flyve og fare rundt imens, men er nødt til at stoppe op og lade skrælleriet tage den tid det tager. Det kan være meget sundt tror jeg. Ren terapi 🙂
Hvis æbleskrællen er fin, kan du fint lade den blive på, men vores æbler har meget skurv, så jeg var nødt til at skrælle. Jeg brugte både almindelige løg og rødløg til dagens æbleflæsk og det passede perfekt til retten.
Rødløg giver en sødme til retten, som klæder den. Det blev 3 store løg jeg brugte til retten. Uhm jeg kan godt lide at løgene giver retten lidt “kant” og en skarphed, så den ikke bliver for sød.Drys evt. lidt sukker over retten, hvis dine æbler er ret sure, det var vores. Bruger du meget søde æbler, så udelad gerne sukker. Retten gav jeg 1½ time i ovnen v. 200 grader alm. ovn. Normalt plejer jeg at bruge varmluft, men denne gang ville jeg gerne undgå at baconfedtet blev hvirvlet for meget rundt i ovnen.
1½ time passede fint. Retten er færdig, når baconskiverne er sprødstegte, så skær gerne skiverne tyndt ud, så går det hurtigere 🙂
Har du en rist der passer til din bradepande, vil det være helt perfekt. Vi havde kun en lille rist i sommerhuset, men den rakte fint til baconskiverne.
Tilberedningstiden for denne ret kan sagtens variere. Hvis du har skåret baconskiverne tyndere ud end jeg, så kan du måske nøjes med at give retten kortere tid i ovnen? Prøv dig frem og hold øje.
Uhm – jeg kan love dig, at den sprødstegte bacon smagte godt!
Køb gerne et godt stykke bacon hos slagteren, hvis du vil flotte dig 🙂
Kan æbleflæsk laves med flæsk, altså ikke bacon?
Måske jeg skulle prøve at tilberede retten med almindeligt stegt flæsk på et tidspunkt?
Jeg er ikke storfan af stegt flæsk og laver det derfor ret sjældent.
Har vist et barndomstraume i den sammenhæng? Tit er der lidt for meget fedt på, husker jeg. Brug gerne rigtig flæsk, hvis du synes det passer bedre til.
En hurtig afstemmning på bloggens Facebookside afslører, at det er ca. 50/50 der spiser æbleflæsk med enten bacon eller flæsk.
Lad du bare dine egne smagsløg bestemme.
Det var en nem og lækker portion æbleflæsk der blev serveret i sommerhuset. Juhuu og nu har vi mad nok til i morgen også. Nemt og lækkert.
Retten æbleflæsk kan nydes både som frokostret eller som hovedret serveret med godt rugbrød til.
En fast bestanddel på julefrokostbordet er det også. En portion vil også forsvinde hurtigt på buffet- eller frokostborde året rundt.
Prøv også at lave stegt flæsk i ovn med kartofler. Det smager også super godt .
God fornøjelse med æbleflæsken – den må du prøve. Det smager bare SÅ godt 🙂
Få flere gode opskrifter med æbler her:
1.
2.
3.
4.
5.
6.
7.