Idag fik vi en lille lækker snack til forret – sprøde parmesanchips der faktisk bare er lavet af bare en enkelt ingrediens, nemlig parmesanost.
De lækre parmesanchips har været på min to-do-liste længe og i dag lykkedes det, for vi havde lige en frisk parmesanost til overs i køleskabet, der nemt lige kunne rives.
Faktisk så kan en portion parmesanchips laves på under et kvartér alt inklusive.
Det er såmænd bare parmesanost der skal rives og bages i ovnen. Voila, så er der sprøde parmesanost chips! Så nemt og lækkert.
Jeg gav mine chips ca. 10 minutter men da ovne varmer forskelligt, så skal du holde lidt godt øje med dem. Måske skal dine have lidt længere/kortere tid?Pas på ikke at give dine parmesanchips for længe, for pludselig begynder de at ryge og så der er røg i køkkenet og chips’ene er ødelagte og det er mega ærgerligt.
Jeg lavede en lille portion, da jeg lige ville teste om vi syntes om smagen og er du vimmer, det gjorde vi. Jeg måtte rationere chipsene og min mand udbrød straks, da han havde prøvesmagt: “Hvor mange er der til hver?”.Det må da vist siges at være den allerbedste anbefaling.
Jeg havde helt sikkert lavet for lille en portion i dag, så i morgen må vi da vist have lavet en ny portion.
Jeg har glædet mig til at dele opskriften med dig og du får den lige her.
Parmesanchips opskrift – chips af parmesan

Ingredienser
- 50 gram parmesanost revet. Gerne Parmigiano-Reggiano
Sådan gør du
- Beklæd en bageplade med bagepapir og tænd ovnen på 175 grader varmluft
- Riv parmesanosten og læg den i små toppe ca. 1 stor teske størrelse.
- Bag chipsene ca. 10 minutter v. 175 grader varmluft. Hold øje med at de ikke bliver for mørke. De er færdige, når de er gyldne
- Chipsene bliver helt sprøde når de er afkølede.
Noter
Sprøde lækre parmesanchips lavet af bare en enkelt ingrediens – nemlig parmesanost
Revet parmesanost sat i små toppe på en bageplade og bagt i ovnen i ca. 10 minutter.
Så nemt er det. Der skal kun være lidt afstand imellem chipsene, da de ikke flyder meget ud under tilberedningen. Her kan du se det færdige resultat.
…..og hvad spiser man så de sprøde parmesanchips til?
Uhm – jeg tænker straks snacks til øl eller drinks eller som en lækker haps til f.eks. tapas?
Vi spiste dem bare som de var, men de vil også være et hit at servere til f.eks. basilikumpesto, eller anden pesto eller med hvidløgsmayo som dip?Jeg tænker også at de vil være gode at servere til f.eks. suppetilbehør – det kunne være som snack til en god suppe f.eks. med pastinak? De salte parmesanchips vil være perfekt til retter der i sig selv er ret anonyme i smagen.
Alle vil elske dem, store som små. Eneste minus er, at uanset hvor stor portion man laver, så vil man altid have lavet for lidt.
En god parmesanost er jo rimelig dyr at indkøbe, så det er nogle lidt “pebrede” chips at storspise som chips, men lidt men godt, må være devisen her. 🙂Jeg vil prøve at huske de lækre parmesanchips til nytårsaften som en lækker haps til Dronningens Nytårstale.
De sprøde chips vil også være perfekte at servere som salat-topping eller som tilbehør til f.eks. fiskeforretter eller andre forretter/hovedretter der skal anrettes med lidt fin topping
Servér gerne de sprøde parmesanchips ved siden af eller stik dem ned oveni retten.
God fornøjelse med de lækre parmesanchips – jeg håber også at de bliver et hit hjemme hos dig. 🙂
De er super, hvis du vil gøre en pastaret avanceret. Bare top med etpar stykker.
røget paprika er godt på.
og nu den sure, husk at det er meget at varme ovnen bare for et par chips.
De chips ser godt nok sprøde og lækre ud – og nemme ovenikøbet:-)